Rocken byder på så mange facetter, at det er umuligt at favorisere den ene genre frem for den anden. Stemningen til en stor stadionkoncert er én ting, mens det føles helt anderledes at stå til en intimkoncert, et akustisk sæt eller noget flippet dronehalløj. Der er med andre ord masser af tilgange, som man frit kan vælge imellem, og det er jo skønt.
Knap så skønt bliver det, hvis man skal gennem hele pakken på én gang og lytte til et album, der gnaver sig gennem kraut, glitter, indie, støj og punk. Det er lige så svært at lytte til, som at finde det rette sæt tøj til alle fire årstider.
Den problematik får British Sea Power mig til at føle, når jeg lytter til deres seneste udspil, Valhalla Dancehall. Jeg var ellers godt tilfreds med deres Open Season, men det er, som om idéinfluenzaen har fået taget i BSP, der har haft umådelig svært ved at vælge side.
Der er simpelthen for mange genrer i spil på Valhalla Dancehall, og bedst som man tror, at der kommer lidt stabilitet, så får den én oven i hatten, eller også tones udtrykket helt ned. Et eksempel er den punkede “Stunde Null”, der efterfølges af den sære og dronede “Mongk II”, der så får følgeskab af de lavmælte og syrede “Luna” og “Baby”.
Derefter serveres førstesinglen “Living Is So Easy”, der med sit ligefremme og poppede udtryk falder noget udenfor på pladen, selvom jeg skal medgive, at det er et udmærket og iørefaldende synthrock/pop-nummer, der falder let ind under den radiovenlige del af britisk rock.
Et enkelt lyspunkt er der dog på Valhalla Dancehall, der med et enkelt indslag beviser, at man sagtens kan kombinere genrerne i en enkelt sang, uden at der går øllebrød i den. “Cleaning Out the Rooms” er et godt arrangeret nummer, der bygger sig selv op som et semi-postrocket epos, og det undgår at blive ødelagt af forvirrende vokaler eller unødvendige breaks. Her giver BSP den fuld gas og sætter en tyk streg under, at de mestrer det drømmende og storladne, når man taler om bittersød melankolirock med højt til loftet.
Mere af det, tak! Drop alt det andet halløj, og frem med lugejernet, for pladen antyder, at bandet har både sjæl og musikalitet, når først de beslutter sig for en klar linje. Lad Valhalla Dancehall være en parentes for 2011. Tomhed er en sær størrelse, men man fyldes med stort set ingenting ved at lytte til de 13 numre, så derfor er det svært at anbefale en investering i British Sea Powers marmorkage af et genremiskmask.
