Artikler Interview

Spectre & Sensational – et aparte par

Skrevet af Christian Klauber

Musikjournalist møder kunstnere med stort k. Kunstnere med selvtillid, kompromisløse idéer og tanker om verdens undergang 21. december 2012.

Spectre, the Ill Saint – aka Skiz Fernando, ejer af pladeselskabet Wordsound – og Sensational er ikke mainstream. De vil gerne være det, men de er det ikke. De er et aparte par, der ikke ligefrem borger for et normalt output på en hiphopscene. Det var koncerten på Roskilde et godt eksempel på – ligesom den viste, at alternative tilgange til hiphop handler om at tage chancer, der ikke altid lykkes.

Sensational og Spectre eksemplificerer pladeselskabet Wordsounds konstante retningsskift.

Konstante retningsskift
Det er let at tro, at der hos Wordsound eksisterer et krav om altid at skulle være kreativ og innovativ. Men ikke ifølge Fernando. »Kreativitet og innovation er naturligt for os. Det er det, vi gør. Vi har ikke lyst til at gøre det samme igen og igen. Sensational og jeg har arbejdet sammen i 15 år, men det er første gang, at vi har lavet et album sammen (Acid & Bass, red.), og albummet er fuldstændig anderledes end noget andet, vi tidligere har lavet sammen.«

I dét udsagn ligger et ønske om hele tiden at gå nye veje. »Du bliver nødt til at gå nye veje. Hvorfor skulle man have lyst til at lave, hvad andre laver? På Wordsound er hver udgivelse unik og forskellig fra de andre, vi har udgivet. Vi mixer alle typer genrer. Det er sådan, det bør være, for det er sådan, at mennesker bliver udsat for forskellige ting. Hvis der nogensinde har været en mission for Wordsound, så er det dét, der har været missionen.«

Ingen kategorisering
Som musikjournalist er det en mission, der er til at forstå. Derfor labler jeg intuitivt Wordsounds mission med en musikterm, der blandt mange musikkritikere er en blåstempling af en kunstners lyd: ’banebrydende’. Fernando reagerer prompte og bestemt: »Ikke nødvendigvis banebrydende. Vi forsøger bare at undgå at gentage os selv. Vi gør det ikke for at være banebrydende. Det er naturlig udvikling. Evolution.« Fernando holder en lille pause og fortsætter: »Jeg synes, det er en ærgerlig tendens, at mange kendte kunstneres første album er deres bedste, og i takt med at de bliver mere kendte, falder kvaliteten af deres arbejde. På Wordsound har vi aldrig haft det problem, fordi vi hele tiden skifter retning.« Eftertænksomt tilføjer han: »Måske er det derfor, at Wordsound aldrig lettede. Wordsound har eksisteret siden 1994, men man kan ikke sætte selskabet i bås som én ting. Vi passer ikke ind i nogen kategori.«

Dét udsagn er en glasklar sandhed, når man kigger på Wordsounds bagkatalog. Her blandes et utal af genrer og sære, sære titler med enkelte mainstream kunstnere, f.eks. Prince Pauls første soloalbum fra 1996: Psychoanalysis: What Is It?.

Netop uafhængigheden og determinationen om ikke at lade én bestemt kategori bestemme, hvilken retning Wordsound skal udvikle sig i, harmonerer med Fernandos koncept ’guerillataktik’. Den taktik handler primært om at gøre det hele selv. »Guerillataktik er DIY. Det er punkæstetik: Fuck it, hvis der ikke er ikke et pladeselskab, der gider udgive det, gør vi det selv. I stedet for at sælge dit arbejde til et selskab og lade selskabet eje dit kreative arbejde, ejer kunstnerne deres eget arbejde på Wordsound. DIY er den måde, musikere overlever på i dag – ved at tage det ud til folk uden om de normale kanaler.« Fernando samler tankerne et kort øjeblik og fortsætter: »Bare ved at være til stede er Wordsound i infight med musikindustrien. Det er ikke en bevidst ting. Jeg er ikke på et korstog og har aldrig sagt: ”Jeg vil bekæmpe den onde musikindustri”. Man bliver nødt til at bruge musikindustrien, og der har været masser af eksempler på kunstnere, der har brugt det system til at udtrykke sig, få deres budskab og kunst ud.«

Sensational leder efter sit mainstream publikum.

‘The mainstream talk’
Med al den snak om at være alternativ – og når nu Fernando selv kalder sig selv og Sensational for sær musik – kommer vi til at diskutere, hvorvidt hiphop er blevet et mainstream produkt. Her blander Sensational sig for første gang i samtalen: »Bullshit,« siger han og slår en diabolsk, nærmest psykotisk latter op. Han vender spørgsmålet og spørger mig, hvordan jeg definerer begrebet mainstream. Jeg svarer, at mainstream er, når en kunstner skaber et produkt udelukkende med det formål et sælge til det størst mulige publikum.

Sensational fanger min pointe og svarer, til min store overraskelse: »Jeg opfatter mig selv som mainstream. Meget mainstream [begge bryder ud i latter]. Ekstremt mainstream. Du kan se på mainstream på mange måder. Du kan se på det eller undersøge det. Jeg taler fra den undersøgende vinkel. Jeg laver musik for alle.« Fernando bryder ind: »Sensational synes ikke, at de ting, han laver, er underlige, sære eller leftfield. Han synes, det hører til på Hot97, og at de burde spille et Sensational-nummer lige efter et Jay-Z-nummer,« siger Fernando grinende og indikerer dermed også, at der er noget om snakken: Sensational og Spectre er ikke just mainstream.

»Jeg ville elske at være mainstream. Folk tog betydningen (af begrebet mainstream, red.) og gjorde den til lort,« siger Sensational. »Vi ved, hvad du mener,« udglatter de begge. »Rap er stort set popmusik i dag. Men hiphop er meget større end det.« Sensational tager over: »For mig lyder det som en etableret forretning. Der er kommet en masse bullshit ud af, at journalisterne har skabt den term. Jeg ville elske, at alle kunne høre min måde at gøre tingene på. Se min måde at gøre tingene på.«

Åndelig musik giver styrke
Fernando trækker samtalen ned på realplan igen: »Der er helt sikkert et hav af undergrundshiphop i New York, som folk ikke ved noget om. Og det eksisterer ved siden af det enorme multiplatin-shit. Og der er et kæmpe marked for det: gaderne. Det var der, hiphop begyndte. Det var der, hiphop kom fra. Og folk på gaderne får ikke noget at ’spise’. Men det er alt sammen faser, det kommer tilbage til gaderne. Wu-Tang tog det tilbage til gaderne i 90’erne, og der kommer til at være kunstnere, der gør det samme igen. Hvis du kigger på Afrika Bambaataa, så spillede han til sine første fester alle mulige slags musik og fik folk til at indse, at alt har en rytme, everything’s got the funk. Det handler om et større billede end penge, musikindustrien og alt det lort. Folk glemmer musiks åndelige dimension. Du ved, du hører noget fedt, når du hører det. Du føler det.«

»Åndelig musik er musik, du kan tage noget fra, noget der gør dig stærk. For det er, hvad den bedste hiphop er.« Fernando uddyber: »Da jeg var i Irak på et job, troede jeg ikke, at jeg ville komme ud i live. Og jeg lyttede til Wu-Tang non-stop. Det gav mig den indstilling, at ja, måske var det her sygt, men jeg er ok, jeg skal nok klare mig. For mig er det, hvad den bedste hiphop handler om, og det var derfor, hiphop kom fra New York: Alle kæmper, alle forsøger at tjene penge, alle prøver at overleve. Hiphop er soundtracket til det liv. Det får dig til at rejse dig op og sige: ”I can do this”.«

Skiz Fernando, aka The Ill Saint, tranformerer dystre tanker til positivitet.

Lys i mørket
Der er en dyster, futuristisk side i Spectres lydbillede og produktioner, der imiterer den kamp for overlevelse. Ønsket om at finde lys i mørket. Især hvis man som Spectre og Sensational ikke føler, at de er fra jorden (musikmagasinet Wire har udgivet en artikel om Sensational med titlen ”Brother from Another Planet”, red.). Når man ydermere kalder sig selv aliens, indikerer det (hvad enten man gør det for sjov eller ej) en fremmedgjorthed fra hverdagslivet, og musikken bliver en flugt. I Spectres tilfælde er det netop i hans dystre lyd, at lyset findes.

»Alle har en mørk side, jeg har bare manifesteret det som Spectre the Ill Saint. Hvis jeg har det skidt, har jeg den luksus, at jeg kan gå ned i mit studie, tænde alt mit udstyr og trække al min energi ind i det nummer. Jeg transformerer de negative følelser til noget positivt: musik. På den måde er musik terapi for mig. Jeg gør det ikke for penge, jeg bliver nødt til at gøre det. Hver aften. Det er nærmest en eksorcisme af alt the lort, jeg må forholde mig til i verden: Det sted, vi kalder ’The Matrix’. Det er et outlet. Det er det, jeg mener, ved at transformere mørke til lys: at tage negativ energi og skabe noget positivt ud af det.«

Kræver opmærksomhed
Den mørke tone og de futuristiske lydlandskaber hænger sammen med en dyb fascination af mytologi og dommedagsbudskaber, skjult viden og skjulte budskaber, der spiller en særlig rolle i Wordsound-kataloget. Fernando forklarer: »Det handler om, at alt er relateret til hinanden. Om at forstå, hvorfor man er her [på jorden], hvad jorden handler om, hvad universet handler om. Jeg er nysgerrig, og jeg håber, at alle ikke er på autopilot og kun bekymrer sig om deres job, deres lån og hvilken sang, de skal downloade til deres Ipod. Det her er virkelighed. 2012 afslutter en cyklus. 21. december 2012 vil der være bestemte planeter på linje, og du ved ikke, hvad der vil ske. Al den information er derude. Folk tror, at det er en kult, men alt, hvad det er, er skjult viden. Hele Wordsound-kataloget er fuld af den viden. Musik er en af måderne at sprede den viden til folk. Alle Wordsounds’ albums er konceptalbums. Det er ikke bare en stak sange, der er kastet sammen. Artwork, titler, bagsidetekst skal alle sammen forstærke et koncept eller en besked.«

Dermed insinuerer Fernando også, at der er noget at grave efter, når man lytter til et album fra Wordsound. Ja, så overbevist, som han taler om ’hidden material’, kunne man tro, at Wordsound – med en hjemmeside, der har ’the other side’ som menupunkt – var et okkult fællesskab. »Det er det også,« svarer Fernando. »Du bliver nødt til at sætte dig ned med hvert album og fordøje det. Du bliver nødt til at bruge tid med det. Du kan ikke bare sætte det på som baggrundsmusik. Det kræver af dig, at du lytter til det.«

Leave a Reply