Cloud Nothings er 19-årige Dylan Baldi, der i et eller andet omfang er faldet i gryden med amerikansk lo-fi. Og det kunne vel nærmest ikke være mere stereotypt, end at det netop er et-mands-projekt, når det for tiden vælter frem med den slags navne. Fra Wavves over Sufjan Stevens til Jay Reatard og så videre virker det, som om særlingene har fået en stemme.
Godt for det, for selvom der er en lind strøm af lignende plader, holder de generelt en ret høj kvalitet. Og her lader Dylan Baldi ikke sine konkurrenter noget tilbage på sin spændende debut.
Lydmæssigt befinder vi os, som nævnt, i en meget amerikansk tradition. Det skramler, støjer, feeder og distorter derudaf. Men samtidig er det uforskammet iørefaldende. Det er pop med power og en skjult hang til punk, men også i høj grad med en gæld til de andre navne, der tegner scenen.
Men selvom Dylan Baldi kommer lidt skidt fra start med de halvkedelige “I Can’t Stay Awake” og “Old Street”, er der masser af perler: “Hey Cool Kid”, som allerede har været fredags-video her på siden, den bluesede “Strummin'” og “Morgan”, der et øjeblik lyder som 90’er-calipunk, inden mikrofonerne falder ned af en trappe. Det er møgbeskidt og ganske underholdende.
Turning On åbner sig stille for den opmærksomme lytter, men er helt klart også velegnet til en festlig aften, for der er rigelige mængder af det både upbeat og glade-i-låget, om end med en snigende melankoli lige under overfladen. Perfekt balanceret og i sig selv imponerende.
Hvis der skal være et enkelt forbehold, er det, at Turning On får mig til at føle mig gammel på den dér “har vi ikke hørt den før?”-agtige måde. Det er meget lidt pænt at skrive, men værre er det heller ikke. Cloud Nothings er helt sikkert kommet godt fra start. Dylan Baldi er værd at holde øje med, for hvis projektet fortsætter i samme tempo, og for den sags skyld kan turnere og lyde lige så overbevisende live uden at bryde sammen som netop Wavves og Jay Reatard, skal opmærksomheden nok komme.
