The Malpractice: Tectonics

En del kender Beta Satan, og for mange er I Am Bones ikke et ukendt navn. Johannes Gammelby er et mere borgerligt navn, der bør nævnes i begge sammenhænge, men hvad du måske ikke ved, er, at han nu også går under navnet The Malpractice, og at han har lavet en plade, der rocker.
Ja, vi kan lige så godt springe direkte til sagen: Tectonics er et af de fedeste danske rockudspil, jeg har hørt i år.

»Hvorfor?« spørger du selvfølgelig. Fordi pladen ikke forsøger at være mere end, den er, og fordi Gammelby åbenlyst forstår, hvad hans styrke er og udnytter den. Tectonics består af 11 numre, der varer fra 2:20 til 4:05 – og indeholder ingen sære lydkollager forklædt som “interludes” (en forfærdelig prætentiøs tendens blandt musikere efterhånden), eller langtrukne strygerballader.
Til gengæld er der tale om 11 fede rocknumre, der er ligetil og forståelige. Riffene holder, og trommerne kører hårdt markeret derudaf. Indledningsnummeret “Agitator” får tankerne hen på en moderne fortolkning af Foo Fighters “All My Life” – knap så beskidt, men stadig med det rå element, som god rock ofte indeholder.

Generelt kan man godt høre, at der tæres både på punkrock- og postpunkelementer – ja, sågar kan postpunkens revival høres i f.eks. “Boss Stallion”, der med sit strømlinede, fængende riff og sin simple opbygning holder fast i lytteren.

Nu skal det ikke blive en genresnak som sådan – det drukner man så let i, pointen er blot, at Gammelby trækker på flere traditioner (du vil sikkert kunne finde en masse, jeg slet ikke har nævnt), men det virker mere som inspiration end rip-off, og man kan mærke personligheden i numrene.

Det hele er dog ikke simpelt og firkantet. Numre som “Million Dollar Boy” og “It’s All About Love” har noget Mew-svævende over sig, der klæder albummet, og specielt sidstnævnte skyder albummet af sted på stadionrockværdig manér, der udnytter musikkens dynamik, og skifter mellem den eksplosive lydmur og det afpillet nærværende.

Helt himmelsk er det ikke. Og afslutningsnummeret “The Human Condition” er en noget anonym størrelse, der desværre trækker som en ondsindet tyngdekraft i et eller stærkt flyvende album. Det har ikke noget at byde på kompositionsmæssigt, ja, det er næsten kedeligt. Men for at citere en populær talkshowvært, så vokser træerne heller ikke ind i himmelen.

På trods af små skønhedsfejl og en enkelt ordentlig fuser vil jeg på det varmeste anbefale pladen – og at der ligger danske kræfter bag, gør det kun endnu mere bemærkelsesværdigt, for det har bestemt potentiale til at række ud over grænserne.