Da jeg for en del år siden opdagede Mice Parades Bem-Vinda Vontade (2005), var jeg solgt med det samme. Blandingen af bragende postrock, distinkt, kompleks percussion og fine, atmosfæriske sange gav mine præferencer et rungende high five. Det blev fulgt op af endnu et håndklask med det selvbetitlede album fra 2007.
Med What It Means to be Left-Handed har Mice Parade givet indiepoppen et nøk mere, hvilket i flere tilfælde leder tankerne mod bands som múm og Belle & Sebastian. Det skyldes især sangerinden Caroline Lufkins fine æteriske lillepigevokal, der spiller en helt central rolle for den sårbare, melankolske følelse på flere af albummets sange. Dog besidder Mice Parade et mere eksplosivt lydbillede end de to nævnte bands – især i kraft af de to percussionister, bagmanden Adam Pierce og HiM’s Doug Scharin. De to herrer formår at levere så inciterende rytmisk kompleksitet, at man åbent tør indrømme, at claves (det ellers frygtede ’instrument’ fra musiktimerne i skolen) faktisk har en ret fed lyd (“Tokyo Late Night”).
På What It Means to be Left-Handed blandes postrock og ganske gedigen, traditionel indierock med alskens rytmik og instrumenter fra den eksotiske kurv. Der er hint af bossanova i “Kupanda”, der bruges melodika i den ekstremt smukke og fremmedgørende “Tokyo Late Night”, og “Fortune of Folly” trækker veksler på samba og flamenco. På den rockede side af hegnet leverer Mice Parade den fremragende “In Between Times”, den melodiske, halvandet minut lange perle “Even”, der lige netop skal være præcis så lang, og et cover af Lemonheads-nummeret “Mallo Cup”, hvis tekst jo emmer af melankolsk teenageforelskelse: »Here I am outside your house at 3 AM / trying to think you out of bed / I whistle at your sill / it echoes ’cross the street instead.«
På den måde zigzagger Mice Parade – som mus – rundt i krydderierne til den postrock, der var mere i fokus på de første plader, end den er nu. Genren fylder ikke meget på What It Means to be Left-Handed, og det er kun lejlighedsvist, at shoegazerens og postrockens ringlende guitarer bruser frem fra afkrogene. Når det sker, er det velafbalancerede og velkomne input som supplement og modvægt til de ofte synkoperede, meget abrupte og komplekse retningsskift, der nærmest er modus operandi i percussion-afdelingen. Et velfungerende eksempel er den fremragende “Couches & Carpets”, hvor guitarerne rumler stille i baggrunden i begyndelsen, forsvinder og kommer tilbage mod slutningen, hvor det sødmefulde omkvæd »couches and carpets« effektivt druknes i sydende guitarer.
What It Means to be Left-Handed er en opvisning i, hvordan percussion, indiepop og postrock på forrygende vis går hånd i hånd. Det er en særegen krydsning af melankoli og kåd glæde, der folder sig ud i rytmerne, og som samtidig udstiller kunstnerisk virtuositet og en nærmest uanet mængde af idéer. Der er ikke mange bands, der kan prale af den idérigdom, som Adam Pierce fremviser med Mice Parade. At det så tilmed er velfungerende og catchy, gør det bare endnu mere imponerende.
