Det er normalt en god idé ikke at læse pladeselskabernes salgstekster. Men sjældent har sådan én klædt noget så dårligt som den biografi, der fulgte med Get Cape. Wear Cape. Fly.s seneste plade af samme navn.
Sam Duckworth, som er manden bag Get Cape. Wear Cape. Fly., må se at få nogle bedre tekstforfattere, for hvad der sikkert er et oprigtigt engagement i omverdenen, bliver beskrevet som »an abundance of quasi-political themes and Sam expands on them at length.« Sådan kan enhver god intention og oprigtig interesse for den store, vide verden omkring os skrives lige ned i jorden: Hjerteblod, beskrevet som halvbagte politiske idéer, der bliver tærsket langhalm på. Deprimerende.
Det er faktisk synd, for Get Cape. Wear Cape. Fly. har noget på hjerte, og det bliver serveret i en skal af elektronisk folk. Der er lidt drum’n’bass-breaks med Duckworths stemme som englekor henover; der er arytmiske, slæbende sange, der trækker tråde tilbage til triphoppen. Get Cape. Wear Cape. Fly. tager sit udgangspunkt i en singer/songwriter-tradition, som det første nummer “Hand Me Downs” viser. Men samtidig har han haft nok elektroniske dimser, der kunne underholde i mellemtiden, og de fleste af sangene eksisterer derfor i et krydspunkt mellem visesanger og programmør. Det er ikke skidt i de rigtige hænder, og specielt de drum’n’bass-inspirerede numre virker rigtig godt.
Førstesinglen “Collapsing Cities” gør sig for eksempel enormt godt som skøn popsang med elektroniske trommer og lækkert drive. Derudover kommer vi rundt om noget showtune-agtigt i “Nightlife” og den rockede “Queen for a Day”. “Stitch After Stitch” er endnu en drum’n’bass-sag, der leder tankerne hen på Thom Yorke og Radiohead, som ganske givet har været en stor inspirationskilde.
Til sidst runder Sam Duckworth pladen af med tre meget fine sange, fyldt af nerve og nærvær, hvor hans stemme virkelig får lov at fylde lydbilledet helt ud.
At pladen skulle være et politisk opråb, er nok til at overse, men teksterne bliver serveret i en poetisk ånd og kræver selvfølgelig fortolkning i et eller andet omfang. Men om “All Falls Down” handler om et forlist forhold eller om forholdene i Darfur, er vel ligegyldigt. Det behøves ikke alt sammen at blive penslet ud og bøjet i neon. Der er ingen tvivl om, at Get Cape. Wear Cape. Fly. har styr på sin sangskrivning, og han har et rigtigt godt øre for den gode melodi. Og talentet bliver flittigt brugt på alle sangene, som, deres mange forskellige inspirationskilder til trods, er utroligt iørefaldende.
For en elektronisk musikentusiast er indvendingen dog, at beatsne savner tyngde og dybde. Musikken er meget fint skruet sammen, men mangler langt hen ad vejen overbevisning. Det bærende element er og bliver Duckworths stemme, men programmeringer fylder også ret meget, når de fleste af sangene er ham selv, en guitar og en Macbook. Derfor er det lidt ærgerligt, at der ikke er mere drive i dem. Der er som nævnt mange fine øjeblikke, men det bliver aldrig fantastisk. Det giver mere lyst til at høre ‘rigtig’ drum’n’bass , og de mere traditionelle, lidt rockede sange er fin pop, men dybest set lidt uinteressante.
Dette til trods kan Get Cape. Wear Cape. Fly. få en lille anbefaling, for der er masser af sjæl, men meget lidt kant, og den ville nok gøre sig meget fint til en romantisk aften med stearinlys og rødvin.
