At være en upartisk lytter er svært. Ja, det er vel i praksis en umulig opgave. Vi hører ikke musik i et vakuum, hvor vores hjerne bearbejder lydbølger i et lukket kredsløb upåvirket af verden omkring os. Musik optræder i en kontekst, der påvirker lytteoplevelsen. Modeluner, politisk korrekthed, gruppepres og omstændighederne spiller en vigtig rolle. Musik, der associeres med en sindsoprivende oplevelse, optager umærkeligt en ganske særlig plads i vores erindring. I et kollektiv eksisterer også uskrevne regler for, hvad der opfattes som god og dårlig smag, i hver sin subkultur. At anmelde får i denne kontekst både psykologiske og sociologiske aspekter. Idéen om den upartiske anmelder på sin isolerede piedestal er derfor videnskabeligt uholdbar, men ikke desto mindre bør anmeldere forsøge at tilstræbe en (vis) neutralitet.
Tankerne omkring kontekst og partiskhed florerede allerede, da jeg pakkede Danger Mouse & Sparklehorses sammenskudsalbum ud. Mark Linkous (der udgjorde Sparklehorse) begik selvmord i starten af 2010. En anden bidragsyder til albummet, Vic Chestnut, døde i slutningen af 2009 efter at have levet med efterveerne af en trafikulykke, der bandt ham til en kørestol som 18-årig. Tragiske hændelser, der uvilkårligt bliver en del af albummets mytologi. Én ulykke kommer sjældent alene, og albummet hensank i et juridisk dødvande, indtil det så dagens lys i sommeren 2010. Med den baggrundshistorie er det svært ikke på forhånd at opleve albummet i et dystert skær. Titlen Dark Night of the Soul sætter yderligere en vis forventning om tysthed, mareridt, ensomhed og udkrængelser af sjælens inderste.
Vi er dog langt fra en sørgmodig, endeløs jammerdal. Der er snarere tale om et kollektivt projekt med en gusten grundtone. Sangene er skrevet i samarbejde med 10 deltagende kunstnere, der hver især leverer tekstmaterialet og musikalsk input til hver sin sang – alt sammen udført i samarbejde med Danger Mouse og Linkous. De er ansvarlige for det samlede billede. Man kan derfor ikke præcist sige, hvem der er bagmand til sangene. Alle er resultatet af en samarbejdsproces. Processen kan dog ikke skjule den individuelle kunstners særkende. Julian Casablancas lyder som ingen anden med sin monotone levering og distance. Black Francis er lettere manisk i den punkede “Angel’s Harp”, og Flaming Lips leverer mild psykedelia i “Revenge”.
Ingen af deltagerne prøver at efterligne andre eller påtage sig en ny identitet. Snarere leger de med på de givne præmisser. Heldigvis, for det er en stærk sammensætning af spændende navne, der også tæller folk som Iggy Pop, James Mercer fra The Shins og Suzanne Vega. Fællesnævneren ligger i lydbilledet, der samler albummet under en paraply af melankoli og drømmesyner. Den mest aparte deltager er David Lynch, der udgyder sin røst på to numre, der begge leder tankerne på afveje mod et mørkt, dystert sted. Et sted i fortiden. Som en plade, der hakkende spiller den samme melodistump i en uendelig regres. Spøgelsesagtig americana, der rasler af sted som hos Tom Waits.
Albummet er et gennemført sindbillede af Linkous’ sindstilstand og musikalske tilgang med et opdateret lydbillede – og desværre også et vellykket gravskrift.
