Malingen er helt bogstavelig stadig våd, da jeg endelig kommer ind af den ellers låste indgang til Festival of Endless Gratitude på åbningsdagen. »Bank på eller råb højt,« står der på et stykke papir på døren, og jeg banker, kigger på mit ur, festivalen er startet for et par timer siden, men da jeg kommer indenfor, er alle i fuld gang med at sætte kunst op på væggene, male skilte, finde armbånd frem. Jeg har det, som om jeg er den der ene megairriterende gæst, der altid kommer en halv time for tidligt til festen og derfor fanger værterne i fuld gang med at støvsuge, få tøj på og ellers bare løbe rundt i en cirkel omkring sig selv. Men det er vist sådan, det er her i den gamle togremise af en festival. Her tager man det stille og roligt og tager i øvrigt tingene, som de kommer.
Første band på programmet, First World War Architecture, har aflyst, fortæller en af arrangørerne på scenen. De er syge og kunne ikke komme frem. Det er den samme mand, der fortæller mig om festivalens flotte armbånd, da jeg går hjem kl 2. »Vi har købt stoffet færdigt, men det er Sigrid, der har syet mønster på dem,« siger han, og jeg nikker indforstået, selvom jeg ingen anelse har om, hvem Sigrid er. I det hele taget står der DIY over alt på festivalen. Det er selvgjort og velgjort, improviseret og umiddelbart, og Sigrid er i hvert fald en kreativ pige.
Tatoveringstombola
Hipstertætheden er enorm fra starten af. Jeg har flimmer for øjnene af skovmandsskjorter og bæltetasker over skulderen, højtaljede 70’er-jeans, fuldskæg og smarte briller, men det er også okay, vi er her for at have det sjovt og høre god musik. Jeg finder vej rundt i de labyrintiske kunstgange og finder en tatoveringstombola. Jeg skal ikke have en tatovering, men drejer på tombolaen alligevel, der er låst, og en terning med tallet 25 ligger på bordet ved siden af tombolaen.
»Nummer 25…,« leder jeg på plakaten over tatoveringer. Nummer 25 er et billede af en stærk mands overarm, jeg kan høre tatoveringsmaskinen summe derinde, og en fyr kommer ud med vitawrap om overarmen, selvfølgelig skulle overarmen sidde på overarmen. Hvor meta. Tombolaen er egentlig et godt billede på den grad af tilfældighed og (i ordets bedste forstand) meningsløshed, der hersker i den gamle bygning på Enghavevej. En af kunstinstallationerne hedder “Human Computer” (by Semiotic Liberation Army) – der ligger hvide ark spredt omkring en sprække i en af væggene, hvor der er malet en baby, på arkene står der ting som »Stop calling her and watch more porn«. De tre kunstnere bag har hvide kitler på, men der er ingen grund til kitlerne, fortæller de mig, »det er bare fordi, vi laver den der Human Computer.«
De tre kunstnere fra semiotisk befrielsesfront er ikke de eneste udklædte, pigebandet (med mandlig trommeslager) Mette Mareridt har som sædvanlig udklædning på. Jeg hiver fat i bassisten Laura efter koncerten og spørger, hvor deres masker er fra, hun siger: »Min mor har købt dem hjem fra Mexico, det er Lucha Libre-masker«. Laura, Sigrid og Line sad på gulvet og spillede, Laura filede løs på sin bas og drejede på den nederste stemmeskrue, og så havde de altså alle de her mexicanske free fighting-masker på. De passede lige ind.
Manden til højre tvang Undertoners reporter til at deltage i lydeksperimenter. De to andre er sandsynligvis også forbrydere.
Festival of Endless Gratitude er et sammensurium af kunst og musik, der i løbet af onsdagen veksler fra det mere dronede og stoner over noise, free-jazz, feel good-gaze, 80’er-pop til indierock til drone og impro igen. Generelt er det grundlæggende, at der synes at være en mere eller mindre tilfældig og umiddelbar tilgang til både musik og kunst. Det er umuligt at omtale alle 9 bands, der spiller, og udover Dig & Migs 80’er-dansepop er der ikke umiddelbart noget, der skiller sig ud ift. genrer. Bedst er i mine øjne Papir og Mythic Sunship, der leverer velspillet psykedelisk stonerdrone og krautrock– der er ikke det prædikat, der ikke kan luftes – og prisen til flest genrebetegnelser på onsdagens program er Jørgen Teller & The Empty Stairs Extended, der bl.a. kalder deres musik for smokers-rock, carot goth og magic trash. Det fatter jeg ikke så meget af, men deres eksperimenterende og legende støjlandskab er underholdende og leverer en passende noiseafslutning på festivalens første dag.
Teller fortæller mig efter koncerten, at han forsøgte at afspille nogle lydbidder i mikrofonen, men der var for meget feed. Han holder den lille, kortlignende optager op til mit ansigt. »Sig noget, sig noget,« presser han på, og jeg siger »hallo-hallo,« og han fortæller mig, at den ekstra guitarist, der i løbet af koncerten kom op med dem på scenen var ”Ron”. ”Ron” er ham, der startede det hele, og sidste år gav han så Festival of Endless Gratitude videre som en gave til arrangør TroelsMads. »Du er nødt til at tale med Ron,« siger Teller, men så er også han væk, og det er også sent og bare onsdag, og der er jo en dag igen i morgen.
