På den igen. Som en del af den spredte skare, der også i onsdags begyndte at fylde remisen fra ved 21-tiden, tropper jeg op med en madpakke og mod på en omgang mere. Fortrøstningsfuld, men nærmere afventende end opstemt over aftenens begivenheder, som den gennemsnitlige koncertgænger i remisen synes at forholde sig. EVERYDAY JOB proklamerer den overdimensionerede papmache-kop ved siden af scenen, og det passer egentlig meget godt. Her på festivalens anden dag synes rutinen allerede at have arbejdet sig ind under huden på publikum ‒ ikke kun bogstaveligt gennem den linde strøm af afbildede hverdagsobjekter, som udspringer fra tatoveringstombolaens summen, foreviget i kødet. Lige så meget er den til stede i den summen, der både vælder fra scenen og fra publikum, og som efterhånden tiltager i styrke, men aldrig bliver til meget mere end en summen.
Først med Siya Sars harmoniske rullen. Repetitive figurer af guitar og tromme inviterer publikum til at hensynke i eksotisk, mediterende vellyd, hvis ikke klarinettens, luttens og harmonikaens ekskursioner havde forhindret det. Selvom torsdagen for en del af publikum allerede er ved at nå sit halvvejsmærke, er Siya Sars dygtige instrumentarbejde over de venlige repetitioner som morgenkaffen, der stille får mig i omdrejninger.
Astral Blessing lukkede torsdagen med en transmission fra de ydre rockgalakser.
På kaffekoppen viser der sig efterfølgende at stå EVERYDAY JOE, kan jeg se, da jeg kommer langt nok til højre i salen til at se hele det sidste bogstav. Det kan for så vidt være det samme, for med koncerters afslutning og andres begyndelse bliver publikum til bands, og bands bliver til publikum, og jeg overvejer, hvor mange der egentlig er til stede, som ingen tilknytning har til musikkens tilblivelse og formidling. Ikke at nogen interesserer sig synderligt, blot den tilstedeværende masse er i stand til at modellere sig og indtage de positioner, der er nødvendige, for at maskinen støt og dovent ruller.
Som når Distortion Girls for første gang nogensinde påtager sig rollen som optrædende band og lader deres elektroniske drømmeunivers komme til orde. Eller rettere forsøger de at lade det komme til orde, men aftenen virker for fremskreden til rigtigt at rumme den melankolske, repeterende klagesang, som folder sig ud over en drivende flade af trommemaskine, orgel og ‒ selvfølgelig ‒ forvrænget guitar. Jeg tænker, at et højere lydniveau havde hjulpet bandet med at overvælde med deres virkemidler og skabe den rette shoegazede atmosfære, som måske kunne komme publikums summen til livs. Men også denne tanke driver, da en mand kommer slæbende med en stor kasse og dumper den ved min side. På kassen er monteret alskens elpærer og spejle, og der er et kontrolpanel med knapper. »Det er en aktivitetskasse,« konstaterer han, hvorefter han forsvinder, og aftenen har tydeligvis nået det punkt, hvor det er tid til at engagere sig, til at vågne op og forlade de rullende drømmetoners omfavnende tryghed.
Det gør man med belgiske Head of Wantastiquets først helt aggressive tilgang til sine instrumenter, men halvvejs overtager banjoens eftertænksomme figurer, og det bliver en sært opdelt og ‒ synes det også ‒ brat afsluttet, lidt ufuldendt forevisning. Mere fængende er det at tegne lysmønstre på remisens loft med det nyfremkomne legetøj, men snart er den røde pære i stykker, og tiden er inde til noget nyt og vigtigere. Det fremgår tydeligt af de skåle med frugtfarve og olie, som nu kaster psykedeliske mønstre på scenens bagtæppe ved hjælp af to gammeldags overheadprojektorer.
Svenske Flowers Must Die påbegynder en formfuldendt syrefinale på aftenen. Krautede guitareskapader blæser gennem salen i hvad, der virker som evige ørkenvandringer under en rød sol af frugtfarve. En flue falder i skålen, man kan tydeligt se vingernes fine mønster på bagtæppet, men snart er den druknet eller nærmere brændt op. Det er brutalt, men det er også sindssygt fængende, især da koncertens sidste halvdel tager en elektronisk drejning, der endda ville have opfordret til dans, hvis den ikke lige havde ramt en flok af hverdagens Joes.
Men der er impact, det er tydeligt på responsen, selvom mange allerede er stemplet ud for dagen inden dens sidste aftale. Solen er falmet og er nu kulsort, og da Astral Blessing overtager roret, bliver også de lydlige indtryk mere outrerede i deres langt mindre formfaste struktur. Udsyrede guitarmonumenter imploderer under rungende distortion og ond perkussion for endelig at blive opslugt af bagvæggens store, sorte hul af stilhed.
Fyraften. Programmet er ikke blevet alt for forskudt, og der er tid til en sidste øl inden lukketid. Ved indgangen hænger et lykkehjul uden bremse, som får et skub. Det tager sin tid, men til sidst lander indikatoren på et sort felt. »Hvad betyder det?« Manden i billetsalget ved det ikke, men mon ikke det er noget med at blive slået hjem, ligesom i ludo? Det passer mig fint efter en tryg dag med de sædvanlige sysler, men også med de udfordringer og indtryk, der skal til for at sætte det helt rigtige, tilfredsstillende aftryk af træthed i kroppen. Vi ses i morgen.
