Claus Høxbroe & Årets længste dag: Nye rytmer – live i studiet

Jeg har altid været meget jaloux på digtere, der kunne deres tekster udenad. De fleste digtere har det bedst med at gemme sig bag papiret. Det er nok et figenblad. Sådan noget opererer skægaben Høxbroe ikke med. Han påstår selv, at det tager ham mellem to og 20 sekunder at skrive en tekst. Og det er jo faktisk meget imponerende. Jeg har altid været endnu mere imponeret af digtere, der både kan teksterne udenad, samtidig med at de finder på nye detaljer live. Alt det gør Høxbroe på Nye rytmer. Teksterne er leget frem på Jazzfestivalen 2008 og er så samlet på en nat i studiet i december 2008.

Høxbroe er en type. Han skriver beatpoesi og går med hat og gammelt jakkesæt. Han bekender sig til en særlig jazzy stil, som i sin tid startede sin sejrsgang i USA, og som siden bredte sig – via mellemstationer – til Danmark. I virkeligheden kan man roligt sige, at han er beat. Den københavnske beat i arven efter Dan Turèll og andre, der gik den vej – med jazz og øl og mikrofon og smøger og cigar og nat, tilsat rigtigt meget nat og udsvæven, uden nogensinde dog at miste den helt særlige ’coolness’ i udtrykket, en mærkelig registrerende og skøjtende puls, fuld af fart og ganske få svinkeærinder. Det tror jeg i det mindste er nødvendige ingredienser, hvis man er beat, og vel egentlig også væsentlige ingredienser, hvis man ønsker at fange byen med alle dens fejemaskiner og henkogte kulørte typer med en rejseskrivemaskines slidte røde bånd.

Årets længste dag består af Kasper Schultz på trommer og Peter Tinning på guitar. To ekstremt kompetente herrer, der godt ved, hvordan man spiller musik og improviserer til ord. Jeg har selv haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Kasper Schultz i Frodegruppen40, og jeg tror ikke, at jeg kender et menneske med større opfindsomhed, når det gælder nye veje i en melodi. Schultz er selv en fantastisk dygtig improvisator, særligt når det gælder længere, næsten episke historier tilsat input fra mærkelige instrumenter og pludselige brud fremkaldt af publikums reaktioner. Så det er en god gruppe til at være live. Tinning er en bandsat god guitarist. Man kan mærke, at de har nydt at flippe sammen, måske har de også nydt, at den bare skulle trykkes af live – på én aften. Jeg bilder mig ind, at jeg kan mærke, at de på optagetidspunktet har leget en del sammen, for der er ikke meget tøven over mødet mellem musik og tekst. De kender hinanden, og Høxbroe ved fra sine mange andre livearrangementer, at det ikke handler om at larme igennem og få teksten overstået, men at give los og line, så det får ro. Det klæder Høxbroes staccato-stil at blive mødt med musikkens mere hullede sammensyninger. Der kommer plads på numrene. Lytteren inviteres ind – også på pladen.

Til numrene. Der er – lad mig lige tælle – 10 stk. gennembankede (beatede) sager. Høxbroe går som regel ud fra den samme sætning, som f.eks. i ”København”, der starter med et dejligt ildevarslende arrangement med sav og cello, hvor Schultz virkelig får prøvet sine mange mærkelige klodser og lydkasser af: »København: Jeg savner dig og hænger i de sollyse gader, hvor du gemmer dig. København: Jeg er efterhånden blevet nervøs for, at det efterhånden er ved at glide fra hinanden.« Et fint nostalgisk registrerende nummer om byen, der var så stor, men som siden blev maltrakteret og tilpasset normalitet – »Hvor alt anderledes rives op med rode.« Det er skægt, at Høxbroe her faktisk ikke taler københavnsk, men næsten jysk. Måske er han en frafalden politimand, der fortæller byen om sin tvivl.

“Det er som om” fortsætter de samme takter, dog uden at gå på en by, men på en tilstand. En lykkelig én af slagsen. »Det er, som om Anders Fogh er begyndt at blinke … Det er, som om at lagenet er helt, helt rent og spændstigt … det er, som om alting bliver levende lige nu … hey, baby kom ind og få en øl lige nu … hey baby.« Der er også en dame, der synger. Mens et legetøjsklaver udarter og går itu under erotisk klapren og herlige hastighedsskift på alle fronter. Det er, som om … det virker.

“Forførende flexlån” er en lidt pæn pastiche over hr. og fru Danmark, der ikke evner at flytte på en skid. »Fotografier i falmede rammer på væggen i et rækkehus, i en forstad til livet. Som, skal man forstå, står i stærk kontrast til digterens egen vilde død på scenen med en mikrofon.« Et i mine øjne stivnet nummer, som Peter Laugesen har gjort bedre. Jeg savner noget mere brudflade i teksten – noget, der får én til virkelig at længes efter at dø på scenen med en mikrofon frem for et falmet fotografi i et rækkehus. Det er da på en måde mere smukt og desperat? Musikken er dog stærk, og det kører sikkert godt live – uden for cd-kassen.

I “Rammer natten” går vi sammen med Høxbroe på Dronning Louises Bro og kigger ud på søerne. Det er fine sansninger, hvor alkoholen løber i Høxbroes årer: »Jeg er gået død på gulvet af alt for meget lyst på livet.« Her er han nede i dybet, og gud, hvor det klæder ham. Her er Sydhavnens stjerner: »De spærrer havnefronten inde« – god samfundskritik. Fine registreringer. Klar tale. Ikke så meget pis og tilsat gedigen lydflade. Tak.

“Nu” har god power og ikke mindst den Jive-agtige Jimi Hendrix-Tinning-guitar. Tunge trommer. Funky. Tekstligt spændstigt. »Nu lægger regnen sig på ærmerne, som kun regnen kan lægge sig på de ærmer, på de drenge og piger, der så duggen falde…« – det er nostalgi og længsel efter noget, der var, men ikke er der mere. Mennesket er strandet i Monet på væggen. Det er, som om Høxbroe vælger den lette, desillusionerede løsning frem for bare at besynge et fint øjeblik af drenge og piger. På den måde er det en super anti-beat-vrængen; om alle de sætninger, man altid siger, når man er beat, og det klæder sgu manden at være lidt træt af »Hey, babe og nat og regn.« Måske fornemmer han selv, at der er for meget attitude over drengen. For meget skruenøgle-identitet. For meget Kansas-arbejdsmandsdigter iført cigar over ham.

Høxbroe siger selv, at han mere er håndværker, end han er digter. Han har aldrig været meget for de digte, man ikke kan forstå. Jeg ved det, for jeg har det fra et interview, han lavede for ”Ord til alle” tilbage i 2007. Der er ikke meget poesi over det, i betydningen skovsø og surrealisme og ordgejl. Eller… Der er jo poesi, men gerne letgenkendelige billeder på regn og nat og neon, klichéer over by og skyline og den slags. Og som professionel ordgejler ville jeg gerne have mere af den anden slags, jeg tror, han kunne løfte det endnu mere ved at turde flippe mere ud i det uforståelige også. Eller måske bare dvæle lidt længere tid et sted – i en baggård eller i et vindue – blive der i stedet for at gå til generaliseringerne for hurtigt. Som det er her, fremstår pladen midtvejs en smule stivnet og sådan ordbogsagtigt opremsende. Og det er synd. Faktisk synes jeg lidt, det er en devaluering af det, som poesien kan. Og vel også det, Høxbroe helt sikkert selv kan.

”Holder vejret” starter som en fin historie om den altfortærende kærlighed, der ender i synet af en tvillingebarnevogn og et flexlån. Måske kan man kalde det et stævnemøde med glemte år, hvor gensynet aldrig er det samme, som det er i fantasien. En tragisk historie, aner man. Dem er der mange af på Nye rytmer. Hér går Høxbroe som en fri fugl, og dér går damen, der tabte alt og fik tvillingebarnevogn. Arrgh, hvorfor ikke bryde faldet? Hvorfor ikke genfortælle forelskelsen uden at trække den ned og brun sovs-liggøre den? Det savner jeg faktisk lidt, at han prøver af. At gå videre i øjeblikket i stedet for at ende i, at fortiden var bedre.

“Jazz” er … ja, det er jazz, og der er fine sansninger. Det er der også i “Sidste ord”: »Du har haft min pik i munden, din kæreste har ondt i røven over det, anatomiens veje er uransagelige.« Klar, brutal tale. Mere af den. Man kan godt blive lidt træt af slentreture fulde af hverdag og påberåbelsen af HT-busser og HT-kusser, ikke bare en gang imellem brydes med noget, ja – hvad skal jeg drømme om – Hieronymus Bosch i stedet for DR og genudsendelsen, bankrådgivere og en underliggende mærkelig tristesse over familien Danmarks almindeligheder og besværligheder, som Høxbroe i hvert fald ikke – SELV – er en del af. Med andre ord mindre facade (beat), mere flid. Eller måske i virkeligheden mere tillid til ordet i fremlæggelsen. Men lad nu det ligge, det er jo også en maskine: beaten og teksten. Det handler om at flyve med på rytmen, slippe ordene i tide, ikke trække det i langdrag. Når teksten trækker i den kortfattede retning, breder musikken sig ud og omvendt, og det er essensen ved den her plade. Ikke så mange dikkedarer, lige til sagen. Men HVILKEN sag? Når nu manden kender sit København på skindpelsen, sine baggårdslus på gangen, så vil jeg altså gerne have MERE INTERIØR: flere lyde, flere lugte, flere udfald, flere skæve trapper, flere damer, der kan åbnes, og døre, der ikke kan åbnes for nogen som helst bankrådgiver.

For kant har Høxbroe masser af, stil har han til overflod. Forstå mig ret, det er ikke Dan Turèll, det her – det er faktisk mere hårdkogt. Hans syn på verden er mere kuldslået. Det vil jeg gerne høre noget om, i stedet for de der helikopterture gennem pisserenden og Vesterbro. Jeg ved, han har det i sig, for jeg har selv hørt ham live på Forbrændingen (tror jeg det var) fortælle om et møde, han havde haft samme dag i toget, med nogle soldater fra Jylland. Hvad med at lave den næste plade i IC3-toget eller bumletoget til Nykøbing Falster eller live i Thy. Eventuelt på Thisted Bryghus? Det er jo en tørstig branche, det kræver væske at have nervecellerne i svingninger på alle hverdage – og støn- og helligdage. Fire U’er for et spændende lydbillede, gode velkastede tekster og et gloende koldt møde en mørk nat i december 2008. Det femte U kommer, når han vover pelsen eller rettere skalperer den. Udstanser den med skruenøgler. Og tager den på.