Mangt og meget kan siges om freejazz, og lige så meget er sikkert allerede sagt. En typisk opfattelse kunne være, at det er for en lille, loyal skare, der foretrækker energi, uforudsigelighed og improvisation frem for melodi, komposition og lettilgængelighed.
I dansk sammenhæng, hvor jazzscenen tilsyneladende domineres af en blanding af konservatorie-pæn modaljazz, øltelt og klipklapper-festivaller og (tydeligt understreget af Montmartres tvivlsomme genåbning) caffe latte-tyllende kreapitalist-publikummer, der pænt sidder med benene over kors og klapper efter hver evig eneste mere eller mindre veludførte solo, er det derfor en befrielse at få en udgivelse som BodaBoda Duos tredje udspil mellem hænderne: to musikere, seks rent improviserede numre, ikke så meget pis og en herlig masse smadder.
Duoen (BodaBoda betyder tilsyneladende ‘grænselandet’ på swahili. Der kan man bare se), der udelukkende benytter sig af trommer og guitar, har en referenceramme, der bevæger sig ud over freejazzens mainstream, men mere om det senere. Som udgangspunkt har netop duokonstellationen afstedkommet legendariske freejazzplader, idet den har potentiale for en særlig essentiel kvalitet – man kan vel kalde det ‘renhed’ – i udtrykket. To musikere, der kun har hinanden at forholde sig til, levner meget lidt plads til afventen, endsige afslapning. Her er der intet sted at gemme sig, her er kun kommunikation og gensidig forståelse. Går det galt, er der ingen nåde.
Det kan naturligvis siges om al improviseret musik, men for duoen er omstændighederne ekstra ubønhørlige, og det halsbrækkende er så at sige en grundbetingelse. Et vilkår, som mange freejazzduoer da også omfavner ved at spille noget af den mest energiske, disharmoniske og halsstarrige musik, man kan forestille sig. BodaBoda Duo er ingen undtagelse, og med et frenetisk, metallisk udtryk, der er nogenlunde lige dele Peter Brötzmann, Derek Bailey og Lightning Bolt, farer de som drevet af raketbrændsel derudaf med skingert forvrænget guitar, der skiftevis lyder som en værktøjskasse, som med vold og magt presses igennem en affaldskværn, og diamantskarpe, facetterede støjflader, og trommer, der eksploderer i organisk og arytmisk bølgende sekvenser – over det hele, hele tiden. Utæmmeligt og dødsforagtende.
Der er ikke den store variation over pladens 40 minutter (og meget lidt pusterum), men det behøver der strengt taget heller ikke at være, hvis sammenspillet er stærkt nok. Det kniber dog en smule hist og pist, og nogle numre kommer ikke rigtig nogen vegne, men farer i stedet vild i egne labyrintiske tone- og rytmesammenfiltringer.
Desuden virker det påfaldende, at Jakob Thorkild ikke udnytter sine guitarpedaler til at variere sin lyd i højere grad, end tilfældet er, og faktisk spiller med et udtryk, der virker mere begrænset end det, en god saxofonist kan afstedkomme. Når nu posthardcore- og metaltendenserne allerede er tydelige, og gruppen spiller med al den hvidglødende energi, man kunne ønske sig, kunne det være interessant at høre dem udforske tempo og især tekstur mere. Numrene og virkemidlerne er bestemt veldisponerede, men medlemmerne besidder trods alt ikke den underkæbetabende virtuositet og opfindsomhed, hverken enkeltvis eller sammen, som de helt store navne, og havde pladen været længere, havde man nok kedet sig en smule.
Det er den dog ikke, og The Rich and the Famous er, kritikken iberegnet, en både god og forfriskende udgivelse. Desuden er det nemt at forestille sig, at en liveoptræden kunne være en fantastisk oplevelse, hvor gruppens styrker ville komme ekstra meget til deres ret.
Det er meget få freejazz-plader, der holder niveau hele vejen igennem – en vis portion dødvande er forventeligt, når man tale om ren improvisation – og denne udgivelse er ingen undtagelse. Det skal dog ikke stå i vejen for en klar anbefaling, om ikke andet fordi det er sjældent at finde en sådan kompromisløshed, overlegen energi og forsæt på den danske jazzscene.
