Nyheder

August-koncerter II: Strøm på Oppenheimer, Lorenzo, selvmord og Simone

Skrevet af Camilla Grausen

Der er mange anbefalelsesværdige koncerter at afslutte sommerferien med i sidste del af august. Her er hvad Undertoner særligt glæder sig til!

Fordi der heldigvis er nok gode koncerter i vores bette land, har Undertoners månedlige koncert-spot formeret sig. I stedet for én artikel om måneden kommer der fra nu af to. Martin Thimes har allerede åbnet ballet efter ferien med et par velvalgte udpluk fra første halvdel af augusts koncerter. Her kommer nu en håndfuld anbefalinger til koncerter i sidste halvdel af august.

Au Revoir Simone opvarmer som altid før en koncert med sms-konkurrence på kunstmuseum. Foto: David Black

En overskrift her kan ikke undgå at være Strøm. For fjerde år i træk indtager den elektroniske festival København, og tyvstarten er allerede gået med LCD Soundsystem i Koncerthuset i lørdags, og nu er festivalen i fuld gang med en masse elektroniske navne spredt over hele byen. Kulminationen på det hele bliver weekenden fredag den 20. og lørdag den 21. i Enghaveparken, hvor store navne er på programmet, bl.a. Gonjasufi, Four Tet, Pantha du Prince, Barbara Morgenstern samt en geoplivning af trioen af danske electronica-gudfædre, Future 3. Gratis vel at mærke.

Hvis man ikke lige udgør en menneskelig cocktail af københavneri og electronica den kommende weekend, er der også musikalske oplevelser i vente andetsteds i landet. Lørdag den 21. lægger Voxhall i Århus hus til Oppenheimers Eftermiddag, der, som vi allerede har fortalt, byder på en række musikalske lækkerier af upcoming navne. Bl.a. med Silver Gleaming Sound Machine, Jeremy Sparrow og Forgotten Fields on Fire.

Torsdag den 26. er der mulighed for at rocke igennem med Baby Woodroses, Dragontears’ og Spids Nøgenhats Lorenzo Woodrose. Han optræder solo på Lades kælder i København. Det er ganske gratis, og Hr. Woodrose skulle eftersigende være leveringsdygtig i stærke solokoncerter.

Art Freq. med Lars Top-Galia som bagmand har efterhånden stået for en adskillige interessante koncerter, hvor specielle kunstnere som Blixa Bargeld, Diamanda Galás og Autechre kombineres med specielle spillesteder som Marmorkirken, Koncerthuset og Charlottenborg. Nu bliver det Statens Museum for Kunst, der den 27. august byder på koncert med Suicide, hvor den legendariske synthduo opfører deres første, selvbetitlede album fra 1977.

Mere synth, men fra en noget anden, mere sart og melankolsk vinkel, bringer den kvindelige Brooklyn-trio Au Revoir Simone til Loppen lørdag den 28. august. Trioen udgav sidste år deres hidtil bedste album med Still Night, Still Light, og nu er de omsider klar til at give et dansk publikum mulighed for at opleve stemningen fra albummet live.

Se mange flere anbefalelsesværdige koncerter over hele landet i Undertoners koncertkalender, der opdateres løbende.

1 kommentar

Leave a Reply