Fotos: Sara Jeffries, LiveShot.dk
Klokken havde ganske vist rundet de 23, og der var en vis menneskelig rumsteren på Loppens scene. Keyboardene stod klar, mens nogle langhårede piger fik styr på ledninger og elektronisk udstyr, der måske, måske ikke, fungerede. De tre unge amerikanerinder i Au Revoir Simone begyndte at tale med lydmanden over mikrofonerne på tværs af larmen fra højtalernes partymusik: »Ehm, is this thing working?,« »Have you checked the batteries?,« »Yes.« For rigtigt at høre hvad problemerne gik ud på, slukkede lydmanden musikken, og pludselig kunne Heather D’Angelo, Erika Forster og Annie Hart på rad og række foran deres keyboards høre deres egne og tangenternes toner. Publikum kiggede mod scenen, pigerne kiggede rundt på publikum og måtte så erklære, at nu var koncerten vist nok i gang. En meget mærkelig start på en koncert, som de sagde. Men trioen var glade for at være tilbage på Loppen for anden gang og for at mærke den hyggelige stemning blandt stearinlysene – den var ikke gået hjemme i USA pga. brandfaren, sagde Erika Forster.
”Another Likely Story”, åbningsnummeret fra trioens udgivelse fra sidste år, Still Night, Still Light, åbnede også koncerten. Det er den mest positive melodi fra albummet, der ellers emmer af elektronisk melankoli. Koncerten viste sig at bestå af 90 pct. numre fra det nyeste album. Det var et velvalgt sæt for Au Revoir Simone, da albummet er deres bedste til dato. Samtidig hænger numrene godt sammen, og keyboards, trommemaskiner og alle de tre pigers stemmer skaber en særlig stemning, man kan drømme sig ind i.
Noget drømmende var der også over de smågenerte musikere. De tre kunne med lyset bagfra gennem det lange hår, lukkede øjne eller blikkene slået ned mod tangenterne ikke undgå at udstråle en vis fortryllende Virgin Suicide’sk sarthed. Samtidig udstrålede de også en kraft — som da Heather D’Angelo tog rollen som forsangerinde og med åbent ansigt og klar stemme sang direkte til publikum om den afsluttede kærligheds smerte på ”Shadows”. Den feminine sarthed blev en styrke.
Størstedelen af vokalerne hos Au Revoir Simone består ellers af en kombination af pigernes stemmer. Et højdepunkt, hvor elektronikken og de tre stemmer udgjorde en organisk helhed, var på “Only You Can Make You Happy”. Keyboardenes rytme var som en puls, mens Heather D’Angelo og Annie Hart sang hver deres melodi, og Erika Forster i midten repetitivt messede »Only you can make you happy.« Her var der virkelig tale om det lydlandskab, Forster selv kaldte musikken til slut.
Live denne aften var rytmerne væsentligt kraftigere end på pladen, og det blev lidt for meget, da det stjal fra den ellers sfæriske skønhed, musikken indeholder. Især én enkelt (stofpåvirket?) deltager forrest blandt publikum hoppede og dansede nonstop som taget ud af en skumfest på Ibiza. Enten var han Au Revoir Simones absolut mest ivrige fan eller også var han til rave et helt andet sted inde i hovedet. Selvom det var noget komisk, kunne det ikke undgå at være forstyrrende, og undervejs ønskede jeg mig hen til en anden koncert med Au Revoir Simone, hvor tid og sted ville gøre det mere muligt at blive opslugt af de fine stemninger. Au Revoir Simones fremstillinger var delikate, og langt størstedelen af publikum var klar på at lytte, men man kunne have fået mere ud af det, hvis rytmerne ikke havde været for tunge lørdag aften på Loppen klokken lidt i datoskift. Det var bare ikke optimale liveforhold for Au Revoir Simones musik.
