Pavement var »dressed for success« på Arena søndag aften.
Pavement var et af de absolut vigtigste band på den amerikanske indierockscene i 90’erne. Deres blanding af hvid støj, pludselige udbrud af feedback, gode popmelodier og en helt distinkt lo-fi-stil gav både anmeldere og fans noget at klappe i hænderne af og skabte flere, meget intense kærlighedsforhold til Pavements lyd og udtryk. Det samme var tilfældet søndag aften på Arena.
Pavement indledte med “Cut Your Hair”, der – som forsanger Stephen Malkmus udtrykte det – var »pretty big back in ’94«, og “Silence Kit” fra Crooked Rain, Crooked Rain. Og allerede her blev koncertens stil slået an: god støjende energi og naturligvis masser af feedback, forårsaget af Malkmus, der svingede sin guitar rundt faretruende tæt på gulvet.
Selvom Pavement har været inaktive i 10 år, var det selvbevidste performere med selvtilliden i top, der leverede deres støjende pop. Uden at være decideret i kontakt med publikum var selvsikkerheden og den overbevisende levering nok til at sikre et solidt tag i folks kraver. »This one you will like,« sagde Malkmus f.eks., inden “Grounded” fra Wowee Zowee blev fyret af, hvor Malkmus endvidere brillerede med at spille bag om ryggen. Og her var vi altså kun tre numre inde i koncerten.
På intet tidspunkt faldt niveauet og intensiteten i koncerten, og Pavement fik virkelig sat en tyk, fed streg under, hvorfor deres take på indierocken er så velfungerende – og hvorfor så mange bands har taget afsæt i Pavements lyd, bl.a. Spoon og Built to Spill. Kombinationen af popmelodier og momenter med rå, aggressiv støj gør, at man både står og svajer i indadvendt melankoli til de hamrende gode sange og samtidig bliver fyldt helt op til randen af musik gennem den væg af lyd, støjen skaber.
Derfor er det heller ikke selve Pavements sceneoptræden, der er afgørende. Det er deres evne til at skabe et rum, man kan kravle ind i, der gør dem unikke. Lukker man øjnene og følger med, finder man et særegent, velkomponeret univers, hvor der både er gode omkvæd, man kan synge med på, og udfordrende lydmæssig kompleksitet. Det blev understreget i numre som “Shady Lane”, hvor der blev klappet i takt, og “Stop Breathin'”, hvor den smukke fællessang kun understregede tekstens melankoli yderligere: »Stop breathin’ / stop breathin’ / breathin’ for me now / write it on a postcard / dad, they broke me / dad, they broke me.«
Pavement havde fat i den lange ende i går og formåede at skabe en helt fantastisk stemning i et overraskende uproppet Arena-telt. De kom perfekt rundt i deres bagkatalog, selvom der var et naturligt fokus på deres tre første milepæle i begyndelsen af 90’erne. Derfor var det også ganske rammende, at de sluttede med tre perler fra 1992-debutalbummet, Slanted and Enchanted: “Two States”, “Summer Babe” og “Here”. Selvom “Here” emmer af melankoli og et farvel, der ufrivilligt må siges, kunne man ikke have forestillet sig et bedre nummer at slutte koncerten med. Som første linje lyder: »I was dressed for success.« Sådan var oplevelsen af Pavement også i går.
