Shamanen Gonjasufi tog os på skævvredet ørkentrip med sine mellemøstlige rytmer og psykedelisk beats.
Gonjasufi var en af dette års absolut sidste tilføjelser til Roskildes program. Og tilmed en rigtig spændende en af slagsen. Tidligere på året udgav han A Sufi and a Killer, der generelt har høstet favorable anmeldelser. Mikkel Knudsen gik endda planken ud og gav pladen seks stjerner. På et lidet favorabelt tidspunkt – i skarp konkurrence med Robyn – skulle Gonjasufi omsætte den ros til en skarp koncertoplevelse.
Da hans dj valsede ind med et tændt stearinlys, var det som at være vidne til en shaman, der forbereder et ritual, og den katedral af lys, der omgav publikum, gjorde intet for at undertrykke det indtryk. Ritualet blev da også skudt i gang med Gonjasufi-signaturen af mellemøstlige rytmer og skæv, reggae- og dubinficerede beats. Tempoet steg og faldt, men ligegyldig hvad tempoet var, forsøgte disciplene at finde fodfesten og danse med. Guderne skal dog vide, at det er svært at fange groovet, når lydbilledet er så omskifteligt som en dansk sommer, og numrene slynger sig om hinanden, cuttes op osv.
De gungrende dybe beats, der blev leveret, var der dog intet at udsætte på. Gonjasufi performede også fremragende, og det var tydeligt, at hans fortid som rapper kom ham til gode. Når han stillede sig over i sit mere soulede hjørne, tabte jeg tråden – måske fordi det var så vanskeligt at afkode, hvad han rent faktisk sang, måske fordi de psykedelisk strukturer i numrene gør det let at lade tankerne svæve.
Der var dog ingen tvivl om, at de to herrer på scenen hyggede sig gevaldigt. Faktisk så meget, at de til sidst fik en klar besked fra stage manageren om, at de havde tid til et nummer mere (en strakt pegefinger i ansigtet er vist ikke til at fejlfortolke) – en besked de forholdt sig lige så loose til, som de havde været hele koncerten. Stemningen var 100 pct. feel good, og det var nok sigende for dén stemning, at Gonjasufis dj flere gange havde tid til at svanse ud til scenekanten og tilbage igen. Desværre nåede de to herrer lidt for sjældent ud over den.
