Brother Ali i gang med en prædiken til Bumbershoot Festival i Seattle i 2008.
»Win the crowd, and you’ll win your freedom,« fik Russell Crowe at vide i ”Gladiator”. Det har Brother Ali i den grad også taget til sig. Man skulle ikke vente længe på en invitation til at tage del i, hvad Brother Ali døbte »our party, and not my show.« Publikum var med den konverterede muslim fra start til slut, og selv megakitschede budskaber om kærlighed i den ene hånd og fred i den anden lod til at bundfælde sig hos publikum.
Brother Ali gjorde i det hele taget voldsomt meget ud af publikumskontakten, hvilket var fedt på den fede måde – det meste af tiden. Man blev opslugt af hans nærmest messende slogans, men set i bakspejlet var meget af det også tom retorik. Ikke desto mindre var man supergodt underholdt hele vejen, fordi man virkelig mærkede mandens tilstedeværelse tydeligere end ved langt de fleste andre koncerter på årets festival. Efterfølgende må man gøre op med sig selv om udråb som »the most important thing is to be yourself, if you think so too raise your hands and say: “hell yeah”. I said: Raise your hands and say “hell yeah!”«, er for meget, eller om man bare syntes det bidrog til stemningen. Jeg syntes, det var lidt for meget. Jeg ville hellere have hørt mere musik frem for de gentagne lommefilosofiske og slet skjulte religiøse floskler.
Men hvis der var noget, der kunne få Ali tilbage på listen over de mest seværdige koncerter på Roskilde i år, så var det hans fremragende kompagnon DJ Snuggles, der ikke bare leverede en sublim indsats bag sin pult, men også trådte frem på scenekanten og begyndte at underholde os som human beatbox. Her begyndte Odeon for alvor at brænde. Det eneste, man kunne ærgre sig over i den forbindelse, var, at hans human beatboxing ikke smeltede mere sammen med showet. Det var nærmere et lille show i showet – eller festen som Ali jo gerne ville kalde det. Optimalt havde det været, hvis Ali havde rappet hen over beatet, men fokus var på Snuggles, og Ali agerede blot konferencier, indtil Snuggles igen vraltede om bag pulten og overlod resten af festen til os og Ali.
Uden tvivl udviste Brother Ali en udsøgt omgang hiphop, crowd control og spilleglæde. Det var en stor oplevelse, men hans preacher man-tendenser kunne han for min skyld godt gemme længere væk.
