Der er ingen tvivl om, at duoen Mike Stroud og Evan Mast, der udgør Ratatat, har skabt nogle referencepunkter for elektroniske bands gennem de sidste seks-syv år. Den selvbetitlede debut fra 2004 må have figureret i øve- eller programmeringslokaler hos bands som f.eks. den franske electrohouseduo Justice, for det høres tydeligt, at den elektroniske tråd, Ratatat vævede for seks år siden, er blevet spundet videre. Det er så godt nok en tråd, som Ratatat har været med til at spinde ud fra bl.a. en Daft Punk-fascination, men det er jo kun godt, at man kan bringe lidt fra Paris til New York og retur igen.
Når vi så skriver 2010, er det desværre ikke ‘same but different’. Her fire plader senere er det stadig samme skabelon, Ratatat skærer sine kompositioner ud af, og det går desværre mere mod tomgang end fremgang for newyorker-duoen. Det meste af LP4 lyder som overskudsmateriale fra forrige udspil, LP3, der er sat sammen med samme instrumentale og electroficerede beats og efterfølgende har fået tilføjet svulmende og fyldig guitar, piano og synth.
Det er ikke, fordi Ratatat laver et plagiat af andre, for ingen lyder helt som Ratatat, men anken går i stedet på, at de laver et plagiat af sig selv. Selvom det på ingen måde er negativt, at man sætter sig selv centralt i det, man laver, må man gerne udvide horisonten og afsøge grænserne lidt mere, end Ratatat gør. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at Ratatat benytter flere strygersekvenser på LP4 samt lidt flere hiphop-orienterede beats, som bl.a. høres på åbningsnummeret “Bilar”, der helt klart er et af pladens stærkeste kort. Men man får kun lige et sneak preview af de nye inspirationer, og det er en skam, for det ville helt klart have givet nyt blod til de stramme electrohousekollager, der står i kø på LP4.
LP4 fungerer ikke som 12 fragmenterede numre, man kan nyde enkeltvis og sætte sammen efter humør og stemning. Det er ikke en legokasse, hvor man bygger forskellige figurer, afhængigt af humør og energi. Pladen fremstår som en helhed og skal i udstrakt grad angribes som et samlet værk, der godt nok er meget varieret og som sådan også unikt. Ratatat udfordrer virkelig electronica-genren, men jeg har bare svært ved helt at finde den røde tråd, der skal samle de mange brudstykker af electro vs. heavy, electro vs. rock, electro vs. lounge osv. Der er godt nok mange frankofile referencer trukket hen over pladens lydspor, og det er let nok at forholde sig til, men når f.eks. “We Can’t Be Stopped” og “Sunblocks” slår på både det ambiente og det postrockede, kommer der altså lidt for mange bolsjer i posen.
Derimellem klamrer duoen sig til den rene Daft Punk-inspirerede guitar, som helt klart er tiltænkt som en slags tovholder på pladen, men det vender bare det hele på hovedet, og man står med en fornemmelse af, at man har hørt det en del gange før – også fra Ratatat. Der mangler noget kreativt og bedre timing på LP4, og det er godt nok lidt underligt at hævde, når nu Ratatat står for noget særegent, i den måde de producerer elektronisk musik på, men denne gang har de ikke formået at flytte rammen, og det er farligt at bruge samme formel om og om igen. Lytteren og verden omkring forandrer sig konstant, og det burde Ratatat tilpasse sig, næste gang de vil udfordre deres elektroniske univers og dele det med alle os andre.
