Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
»Hva’ så?!« sagde manden på dansk, da han gik ind på Store Vegas scene. Han var en nydelig i sorte jeans, med skjorten ned i bukserne og kort hår – og lignede gudhjælpemig næsten en hvilken som helst moderigtig forsanger foran sit rockband. Hvad fanden?! Jeg forventede stort skæg, langt hår og perlekæder, jeg kunne blive misundelig på! Til min store lettelse forsikrede manden mig hurtigt om, at han ganske vist var Devendra Banhart og stadig en langhåret hippie indeni, da han sammen med sit band The Grogs åbnede koncerten med ”Long Haired Child” fra Cripple Crow (2005).
Den venezuelansk-amerikanske skrupskøre og talentfulde Banhart er kun 29 år, men udgav sidste år sit sjette album, What Will We Be, som Jens Blendstrup var helt pjattet med. Fra det album fik vi dernæst ”Baby”, og det var spændende, hvilken sammensætning af sine mange sange, Banhart havde klar til os. Der er jo nok at tage af! Sidste års album og forgængeren, Smokey Rolls Down Thunder Canyon fra 2007, viste sig at være stærkest repræsenteret – bl.a. med aftenens næste nummer, den bizart morsomme, jødiske kærlighedssang om rabbinerens datter, ”Shabop Shalom”.
Men Banhart kom også længere tilbage i sangkataloget og helt ind til kernen i hans talent, da The Grogs tidligt forlod scenen og overlod den til Banhart alene på en klapstol med en akustisk guitar; foran ham virkede Store Vega pludselig meget stor. Men da han alene – før han igen satte strøm til guitaren – gav numre fra hans både smukke og finurlige univers på de to 2004-plader Niño Rojo og Rejoicing in the Hands, så vi singer/songwriteren Devendra. Til ”The Body Breaks” og ”A Sight to Behold” var Devendra pludselig helt tæt på, og salen var nu ikke særlig stor længere; han formåede at skabe en intim boble, der blidt omsluttede både ham selv og publikum. Hippien Devendras humor og krøllede hjerne viste sig igen på ”Little Yellow Spider” om de mange dyr, bl.a. om den sexede gris og den psykedeliske blæksprutte. Med Banharts fagter og mimik var det svært at undgå at grine med.
Da de fire musikere i The Grogs kom tilbage, hjalp de os til at se rockstjernen Devendra på den otte minutter lange “Sea Horse”, der starter blødt, bliver psykedelisk og efterhånden til syrerock, og her kunne jeg nemt forestille mig Banhart tilbage i 70’erne i forgrunden for The Doors eller The Who. Nummeret var et højdepunkt i rockafdelingen, og de sider, vi indtil videre havde set af den gode hippie, fik mig virkelig til at klappe i hænderne og overveje at hive den helt store pose med U’er frem.
Men så gik det gevaldigt ned ad bakke. Vi havde allerede fået et cover af Johnny Thunders’ “You Can’t Put Your Arms Around a Memory”, og nu gav bassisten Luckey Remington den også som forsanger med sin eget nummer “Take Some Time”, der var klasser under Banharts. Banhart og band gik i disco-mode med Taylor Daynes forfærdelige “Tell It to My Heart”, og det føltes pludselig, som om jeg havde forvildet mig ind på en sløv karaokebar – og senere til heavykoncert, da bandet spillede Priestbirds “Diamond” med trommeslageren på vokal. Det blev vældigt trættende. Alle de her små udflugter, der overtog koncertens sidste del, var spild af tid, når Banhart selv har seks (lange) albums i bagagen, ikke ofte har givet koncert i Danmark, og salen er fyldt med publikummer, der vil høre hans numre. Dog fik vi mod slutningen endelig et enkelt nummer på spansk i form af “Carmensita”; gid der havde været flere af dem i stedet for cover-versioner.
Til allersidst var det Legebarnet Devendra, der fik det sidste ord — og sidste spasmer og amokdans med ekstranummeret “I Feel Just Like a Child”, hvor han kun var iført grå underbukser og mikrofon. Trods manglende skæg og hippiegevandter, var Devendra Banhart stadig den samme dejlige freak indeni.
