Marissa Nadler har altid haft en særlig fornemmelse for livets mørke og dystre sider. Foto: James Reed
Marissa Nadler er smuk. Ingen tvivl om det. Som hun sidder der, i skyggen af en skurvogn, stråler hun om kap med solen, også selvom hendes tøj måske ikke underbygger skønheden, som når hun står på scenen i et florlet, kridhvid, halvgennemsigtig kjole. Hun ved godt, at hun er smuk, men er samtidig træt af, at kvinders udseende spiller så stor en rolle i musikindustrien. Omvendt er der jo heller ikke noget at gøre ved det – det er på mange måder et præmis for succes: »Jeg kan ikke gøre for, at jeg har langt, sort hår, og du bliver jo nødt til at have et udseende. Men jeg foretrækker, at folk lytter til min musik og ser mig som en god guitarist. Men som kvindelig musiker må du tage udseendet i betragtning.«
Og det er da også tankevækkende, hvordan kvindelige artister som Cat Power, Bat for Lashes og Joanna Newsom fremstår på pladecovers og i promotion – især sidstnævnte markerede sig med ganske tiltalende poses i forbindelse med sin sidste udgivelse. På samme måde er det også tankevækkende, hvor trashede mange mandlige indierockmusikere fremstår. Nadler påpeger: »Jeg kunne nævne flere populære mandlige indierockmusikere ved navn, der ser ud, som om de havde ligget i rendestenen. Og jeg kunne nævne så mange kvindelige musikere, der er fantastisk smukke. Man kan sige, at kvindelige musikere bliver nødt til at være smukke OG ekstremt talentfulde for at få det til at fungere (i musikindustrien, red.).«
Men selvom Nadler ikke vil skjule sin skønhed, så vil hun selv bestemme: »Jeg bifalder ikke den seksuelle objektivisering af kvinder i musikindustrien. Hvis jeg har lyst til at klæde mig sexet på, er det, fordi jeg har lyst til det og kontrollerer det. Men hvis nogen fortalte mig, at jeg skulle gøre det, ville det være en helt anden sag. Jeg er ret viljestærk, og jeg kommer aldrig til at få taget den type billeder, der sælger en masse plader.«
Et nødvendigt skift
Dét med salget behøver hun næppe at bekymre sig – også selvom hun aldrig bliver en Billboard-kunstner. Hendes plader har været populære, både blandt anmeldere og publikum, og selvom ikke alle var glade for Little Hells’ brud med den meget følsomme, melankolske folk på de første tre plader, blev den overvejende godt modtaget. Et opgør, der blev understreget af, at Nadler valgte at samarbejde med produceren Chris Coady, der bl.a. har produceret for Yeah Yeah Yeahs, Beach House og You Will Know Us by the Trail of Dead: »Det var mit valg at bevæge mig mod et mere rocket udtryk. Jeg havde allerede lavet fire-fem plader, tre af dem udgivet som folk, og jeg ville prøve noget nyt.«
Det var et stilskift, Nadler følte, at hun havde brug for og vidste var rigtigt – for at udvikle sig som kunstner. Også selvom hun var nervøs for, hvordan pladen ville blive modtaget: »Jeg tror, at mange mennesker respekterede, at i stedet for at gøre det nemme tog jeg en chance. Det er en skam, hvis folk ønsker at sætte dig i bås. Kunstnere har behov for at vokse og udvikle sig. Jeg kunne med lethed have lavet ti plader som Songs: Three Birds on the Water. Men jeg ville se, hvad jeg ellers var i stand til. Jeg vidste, at jeg ville miste fans og få nye. Men det var en risiko, jeg var villig til at tage, for er du virkelig min fan, vil du udvikle dig med mig.«
Marissa Nadler 'just up the highway'. Foto: Ed Hardy
Langt ud i skoven
De kunstneriske retningsskift er vigtige for Nadler – indimellem også af grunde, der ikke nødvendigvis har direkte relation til hendes kunstneriske udvikling. Nadler var f.eks. en flittig kunstmaler, indtil hendes værker begyndte at blive vurderet – og intellektualiseret. Sådan har hun det også med sin musik nu: »Jeg har lyst til at begynde at male igen. Sådan som det er nu (med kritik fra presse, red.), var det ikke meningen, at det skulle være. Det var meningen, at det skulle være sjovt. Nu, hvor jeg bliver kritiseret, har jeg lyst til at gå tilbage til malerkunsten eller at flytte ud og bo i skoven.«
Her dukker skoven op som et centralt omdrejningspunkt. Den mystiske, dragende skov, der repræsenterer alt det spændende og uhyggelige, langt fra alfarvej og kedelige gennemsnitsmennesker. »At vokse op, hvor jeg voksede up, i en forstad, i en død, død by, fyldt med gennemsnitlige mennesker uden ambitioner, gav mig lyst til at skride derfra. Og min fantasi voksede og voksede og voksede og voksede, fordi jeg kedede mig så meget. At se al den gennemsnitlighed gjorde mig meget ked af det. Det er ikke, fordi jeg ønsker at nedgøre, hvor jeg kommer fra, eller stereotypisere byens indbyggere, men jeg ville ønske, at jeg var blevet født på et slot et sted – eller i det mindste i bjergene og ikke bare ’up the highway’.«
Men skoven og slottet er ikke rent drømmeland. Det er også en æstetik og et opgør med moderniteten og den kompleksitet (og frustration over den), det moderne liv repræsenterer: »Eskapisme har altid været en af mine æstetiske tilbøjeligheder. Jeg har indimellem været frustreret og bedrøvet over moderniteten og har ønsket at flygte til en ideel, romantisk og simpel verden. I mange af mine sange maler jeg et barskt billede af realiteterne, men jeg har en tendens til indimellem at flygte til et eventyrland, hvor ting er sort-hvide og simple.«
Al god kunst kommer fra lidelse
Selvom Nadler udtrykker tristesse over at være vokset op i en typisk amerikansk flække ’up the highway’, kan omverdenen (kynisk) glæde sig over det aftryk, melankolien satte i hende. Som Nadler selv påpeger: »Al god kunst kommer fra lidelse. Jeg spekulerer nogle gange på, om jeg nogensinde vil blive lykkelig. Jeg tror det ikke, men man ved aldrig. Jeg kan ikke huske den sidste gang, jeg var lykkelig. Jeg tror helhjertet på, at den største kunst kommer fra lidelse.«
Fraværet af glæde og optimisme i Nadlers musik – også når hun skriver en kærlighedssang – skinner tydeligt igennem, og måske er det derfor, hendes tekst og musik er så appellerende; den rammer en melankolsk grundkerne hos lytteren. Nadler mener i hvert fald selv, at fornemmelsen for livets mørke sider er en særlig gave, hun besidder – hun ser dem simpelthen mere klart: »Der er sorg alle steder. Jeg tror altid, jeg har været i stand til at se det; jeg var simpelthen født på den måde. Min mor forsøgte at gøre mig stærkere, for jeg græd over alt, f.eks. når jeg så en gammel mand på gaden. Hun forsøge at sige: ”Du ved aldrig, om de kunne have været en voldtægtsmand eller en morder. Ikke alle gamle mennesker er gode mennesker. Du kan ikke have ondt af alle.” Det virkede ikke. Jeg blev aldrig stærkere. Min hud er stadig lige så tynd som årerne i et blad.«
Her italesætter Nadler sin indlejrede fornemmelse for det gode og det onde; dikotomien mellem det smukke/skønne og det grimme/uskønne, der strømmer i hende. Den forklarer, hvorfor skønheden og det lurende forfald altid fornemmes så stærkt i Nadlers univers – og hvor det giver mening, at det netop er i dette krydsfelt, at hun leverer sin version af prinsessen på slottet i skoven.
Det er næsten idylliserende (med et guddommeligt tvist), men på mange måder passende for samtalens udvikling og afslutning, da hun konkluderer: »Musik flyder fra mig. Musik bør være ren følelse. Det er der, musik kommer fra. Jeg lytter til en masse følsom musik, f.eks. Billie Holiday, Sammi Smith, Patsy Cline; ting der er ren følelse. Det er ikke det mest banebrydende, men det er der, jeg kommer fra. Det er den musik, jeg vil spille. Jeg er ligeglad med, at det ikke er mathrock; jeg vil bare spille smuk, ren, følsom musik.«
Marissa Nadler har lige udgivet en cd med håndlavet cover, der indeholder 17 coversange, hun har indspillet gennem årene, hvoraf de fleste ikke har været udgivet før. Den kan købes hos Etsy. En lignende cd med akustiske demoer fra Little Hells er også på vej.
