Gayngs: Relayted - Undertoner

Jeg vil forsøge at skrive denne anmeldelse uden at bruge betegnelsen ‘supergruppe’. Kun denne ene gang. Begrundelsen for dette er ikke, at Relayted ikke er en god plade, men nærmere at Gayngs er en bandkonstallation langt ud over det sædvanlige. For det første består kollektivet af 25 musikere. For det andet er det langtfra alle musikerne, som er kendte. Besætningen tæller Justin ‘Bon Iver’ Vernon, Ryan Olson og tre medlemmer af Solid Gold, men der er også adskillige kunstnere, som ikke er kendte nok til at have deres egen Wikipedia-artikel. Og fem arme sjæle, hvis navne ikke engang optræder i Wikipedia-artiklen om bandet. Med andre ord er Gayngs ikke et stort kommercielt sideprojekt for prominente alfahanner, men et musikalsk eksperiment skabt af 25 musikere med én ting tilfælles: deres kærlighed til 10cc og 80’er-softrock.

Kærligheden kan tydeligt mærkes på Relayted – en plade, som bedst kan betegnes som smooth og eksperimenterende. Der er nemlig ikke meget regulær softrock at finde på pladen. Selvom genretrækkene er helt tydelige på numre som ”No Sweat”, hvis første vers byder på en vammel cocktail af orgel og stærke fraseringer, er lyden stadig anno 2010. Da bassen sætter ind halvvejs inde i første vers, tilføjes tidlig 90’er-R&B til blandingen, og det redder nummeret fuldstændigt.

Pladens smoothness bunder først og fremmest i bandets beslutning om, at alle numrene skal være i 69 bpm – et relativt langsomt tempo. Sammen med produktionens bløde saxofonsoli og fyldige orgelbund giver det pladen en meget tilbagelænet, varm og blød lyd. Til tider grænsende til det lumre, som på ”The Last Prom on Earth”. Midt i nummeret er der et spoken word–intermezzo, som overtræder den usynlige grænse mellem retrocool og tam kitsch. Heldigvis opholder Gayngs sig for det meste på den gode side af denne grænse, og jeg havde aldrig forestillet mig, at softrock kunne lyde så moderne. Det er mest tydeligt på covernummeret ”Cry”, hvis ophavsmænd, Godley & Creme, senere udgjorde halvdelen af 10cc. Jeg har aldrig brudt mig om originalen, men Gayngs har givet den et fantastisk makeover. Det langsomme beat og den svulstige produktion gør den varm og vedkommende – to adjektiver, som passer glimrende på hele Relayted.

Pladens klimaks indtræder ved ørehængeren ”Faded High”, som, ud over at tilføje synthpop til pladens genrebillede, fastslår bandets fascination af 80’erne. Det samme gør sig gældende for den groovy og laid-back ”Crystal Rope” og den lange, psykedeliske jamsession i ”False Bottom” – det er oldschool, men med en nutidig appel, der siger spar to.

Med 25 musikeres kalendere at tage hensyn til kommer vi næppe til at høre mere fra Gayngs. Og tanken om, at konceptalbummet Relayted er det eneste, de kommer til at udgive, gør på mange måder pladen – med dens gennemførte genreforvirring – mere speciel, end den allerede er. Det er Gayngs. Intet mere, intet mindre. Jeg vil ikke afstå fra at kalde dem en for en super gruppe.