Thee Attacks – det handler om at være skarp

»Arj, har du hørt Attack of the Fuzz. Nej, hvor fedt. Hvad syntes du om det?«. Jeppe Thiesen (Johnny Attack) lyser op i begejstring, da jeg nævner, at jeg for en tre-fire år siden var til koncert med det unge garagerockband, der siden har udviklet sig til det stilbevidste modrockband Thee Attacks.

»Det er fandeme lang tid siden. Dengang drak vi os bare fulde og spillede musik. Det var MC5-dage med bar overkrop og læderjakker. Attack of the Fuzz skulle bare være beskidt læderjakkerock, men det handler også om, at vi var et nyt band på det tidspunkt, og vi skulle lige finde vores stil.«

Siden dengang har Thee Attacks fundet sin stil. Bandet finder stadig inspiration i 60’erne, men som man kan høre på debutpladen That’s Mister Attack to You, har de vendt garagerocken ryggen til fordel for en mere poppet retrorocklyd. Debutpladen er produceret af englænderen Liam Watson, der har vundet en grammy for sit arbejde på The White Stripes’ gennembrudsplade Elephant. Samarbejdet med Watson kom i stand, efter at Troels Markussen (Terry Attack) havde hørt om det fantastiske studie Toe Rag Studio og var fræk nok til at ringe studiet op, da han ikke kunne finde frem til nogen studiepriser.

»Jeg ringede over til studiet og fik fat på en sur og meget arrogant englænder. Jeg fortalte lidt om, hvad Thee Attacks er for noget, og han sagde umiddelbart, at det ville han ikke bryde sig om at lave. Han ville kun lave ting, han kunne lide. Og retrorock ville han gerne væk fra at lave. Men han sagde alligevel: ”Send mig en cd, og så kan du ringe igen om fjorten dage.” Så sendte jeg en cd over til ham, og dagen efter han havde modtaget den, ringede han til mig. Han var begejstret og sagde: ”Lad os lave en plade”.«

Den indledningsvis sure, men senere begejstrede englænder er kendt for at være meget kontrollerende, men samarbejdet mellem ham og det unge, danske band foregik uden gnidninger.
»Han kan godt lide at have kontrol over tingene. Vi lærte hurtigt, at man skal lade ham komme frem til nogle måske ret åbenlyse beslutninger, fordi han godt kan lide at være manden bag knapperne, og det ville vi jo selvfølgelig med glæde lade ham gøre,« siger Jannik Juel (Jimmy Attack).

Så det endte ikke med, at han tog kontrollen?

»Nej, vi lod ham jo tage kontrollen. Vi tog derover velvidende, at det var ham, der styrede showet. Det er også det ry, han havde. Men selvfølgelig ville vi jo ikke gå med til hvad som helst. Han spurgte om vores mening, og vi var også enige med ham langt hen ad vejen. Der var ingen sammenstød,« siger trommeslager Rune Lundsgaard (Ritchie Attack).

Ingen dogmer
Thee Attacks stilændring i forhold til Attack of the Fuzz-dagene har også medført en ny tøjstil. Læderjakke-looket er droppet. Nu finder det unge band deres tøj i en mod-inspireret garderobe. Kropsnære, hvide skjorter. Spidse støvler med høje hæle. Stramme jeans. Tøjstilen matcher den primære musikalske inspirationskilde, 60’ernes british invasion. Og i bedste Ramones-stil har de udskiftet deres borgerlige navne med alteregoer. Attack er efternavnet, mens hvert medlem har taget et britiskklingende fornavn, der har forbogstavet tilfælles med deres rigtige fornavn. Bandets ekstremt stilbevidste, nærmest konceptuelle fremtoning skyldes en fascination af mod-kulturen. En fascination, der helt naturligt har påvirket bandets udtryk.

Thee Attacks live på Loppen i 2007.

»Det kommer meget af mod-kulturen. Der skal man se skarp ud i tøjet. De unge mennesker var sgu tjekkede dengang. Vi besluttede ret hurtigt at tage så meget til os fra mod-kulturen som overhovedet muligt. Det kom sådan helt naturligt. Vi har ikke diskuteret brand – det kom sgu bare, fordi vi var så inspirerede af mod-kulturen,« siger Jeppe. Rune supplerer:

»Det er ikke noget, vi har gået og snakket om, at det ville vi bare fuldstændig uhæmmet føre os frem med. Det er mere andre folk, hjemmesider og garagerockfestivaler, der har brandet os som et mod-band. Der er mange elementer, men vi føler, at vi har taget noget fra de hylder, vi kan lide. Mod er jo fantastisk, men vi trækker også på andre traditioner. Vi vil ikke bare være snæversynede og udelukkende være et retroband.«

»Der er også moderne rockelemener på vores plade. Der er også rigtig mange retroelementer og meget mod. Primært The Who – det er det, vi dyrker allermest. På nummer to plade vil vi stadig være inspirerede af 60’erne, men der kommer også nye elementer ind. Vi har ikke sat os selv i bås endnu,« tilføjer Jeppe.

Hvis inspirationen så kommer et andet sted fra, skifter I så tøj igen?

»Det er jo ikke et kostume, vi tager på, når vi går på scenen. Det er ikke noget, vi bare skifter ud sammen med musikken. Jeg kan f.eks. også høre motherfucker gangsterrap. Det er en stil, vi synes, er fed, og det handler om at kunne gå på scenen og føle sig skarp,« siger Jannik og tilføjer: »Det har været lidt for meget med, at bands i Danmark bare har kunnet stå i sin efterskolehættetrøje. Folk er for bange for at promovere sig selv, og det, synes vi, på en eller anden måde er negativt. Man skal bare stå ved sin musik og sin stil. Vi har kunnet mærke, at vores stil har skabt opmærksomhed.«

»Det gør ikke noget, at man gør noget ud af sig selv, når man skal optræde for folk. Det handler om at være skarp og levere et skarpt show. Altså, det handler bare om rock og rul. Det er vores idé om rock og rul, den henter vi primært fra mod-kulturen. Det har været vores inspiration i lang, lang tid. Det er det, hele bandet er bygget op på,« siger Jeppe.

Rune uddyber: »Det har aldrig været sådan, at vi har sagt, at vi bare skal være et mod-band. Det har ikke været dogme-præget, at vi skal arbejde ud fra det her punkt. Og det står meget frit for det enkelte individ i bandet. Hvis der er en, der ikke har lyst til at gå i tøjet, så er det i orden. Det kan godt være, vi vil studse lidt, hvis en kom i buffalostøvler og gule bukser. Men jeg tror heller ikke, det sker, for vi er de typer, vi er.«

Dansk musik er kedeligt
I løbet af vores samtale nævner Thee Attacks-medlemmer flere gange, at de værner om deres liveshows. Jannik kalder det ligefrem for bandets støttepæl.

Thee Attacks i Deltalab.

»Det skal ikke være kedeligt. Det skal ikke være smukt, det skal være energi,« siger Jeppe og nævner, at han og Troels synes, at der er for meget skovmandsskjorter og fuldskæg i dansk rock lige for tiden. »Vi er lidt trætte af, at det hele skal være så stille og roligt, melankolsk og indadvendt. Det er, som om det musik, der p.t. kommer fra Danmark – størstedelen af det i hvert fald – er sådan noget kedeligt noget. Når vi spiller koncerter, kan vi godt lide at give publikum et show. Det handler om at være udadvendt og være i kontakt med publikum.«

»Der er ikke mange, der får plads med sådan noget musik. Der kan være nogen, vi ikke kender til, men vi vil godt skabe en vej for sådan noget musik,« indskyder Jannik.

Men er det ikke nogle år for sent? Omkring 2003-2004 var der i Danmark en rockrevival, som hægtede sig på den retrorockbølge, der opstod omkring årtusindeskiftet.

»Det er rigtigt nok, at der var mange bands, der sprang ud af den genre, men jeg vil sige, at det aldrig er for sent« siger Jeppe.

Selvfølgelig er det aldrig for sent, men den scene har jo været der i dansk rock.

»Den type rock, vi spiller, det er sgu tidløst. Kom til vores koncerter, så vil du ikke føle, at det er noget, du har hørt før.«

»Det er ikke, fordi vi forkaster alt, hvad vi hører fra andre, men vi kan se, at der ikke findes så mange af vores type i Danmark, der har den energi på scenen – i hvert fald ikke uden synthesizer. Og det mener vi så, at vi bidrager med,« siger Rune.

»Der skal altid være nogen til at sparke den populære musik i nosserne. Det gør vi,« fastslår Jeppe.

Mr. Attack 24/7
Thee Attacks ønsker at være en modreaktion til den populære danske musikscene. De mener, at for meget musik på dagens såkaldte indiescene er fortænkt. Jeg sniger mig til at spørge, om det ikke også er fortænkt at gå i mod-outfit. Troels reagerer prompte på denne tolkning.

»Det er ikke fortænkt. Det er, hvem vi er. Sådan har vi gået rundt altid. I hvert fald i rigtig mange år, indtil vi fandt ud af, hvem vi er som mennesker. Hvis det er fortænkt, så er alting fortænkt, så er det også fortænkt at tage et par conversesko på, siger han og peger på undertegnedes blå par af det kendte skomærke, som naturligvis også har en signalværdi.

»Alting har et image, men det er ikke nødvendigvis fortænkt. Det er bare en del af os som personer.«

Så der er ingen forskel på Terry Attack og så Troels?

»Ingen forskel. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg ikke har haft højhælede støvler på. Alle de jobs, jeg har haft, hvor det har været virkelig upraktisk, har jeg også gået i dem. Jeg er Terry Attack 24/7.«