Fotos: Tania Gibson, LiveShot.dk
En hel fyldt Marmorkirke en fredag aften sidst i maj. Til koncert med ambiente droner med teatermonolog henover, efterfulgt af avantgarde operavokal. Hvordan er det muligt? De fleste koncerter af lignende karakter på Lygten, Mayhem eller Lades Kælder trækker sjældent mere end 20-50 mennesker. Et eller andet må ArtFreq gøre rigtigt. De får i hvert fald tiltrukket et broget publikum – der var ikke kun gotiske 80’er-nostalgikere i forsamlingen – til nogle stærkt udfordrende koncerter. Om de så kunne lide det, er måske lidt mere uvist.
Lydia Lunch & Jacob Kirkegaard
Personligt var jeg i hvert fald ikke begejstret for aftenens første indslag. Jacob Kirkegaard anslog tonen ved at skabe nogle droner med samplede kirkeklokkeslag. Måske en lidt banal reference til koncertrummet, men det var ikke desto mindre stemningsfuldt, og det tematiserede aftenens opførelse. Siden kom der nemlig arabisk sang og messen på, der kunne have været fra en muslimsk gudstjeneste. Dermed var der givet plads til, at Kirkegaards medsammensvorne, Lydia Lunch, kunne betræde scenen med spoken word, der behandlede til dels hellig krig, men også USA’s engagement i Irak.
Nuvel, et vigtigt politisk emne, men problemet var bare, at billedsproget var så farvet af 80’ernes sorte dramatik, at udtrykket ikke var på højde med sit relativt aktuelle emne. I starten var det sådan set nogle fine, ligefremme pointer, hun fik udsagt, med anelse humor: »God is a bullit / God is a bomb / God was the first cop.« Men det blev hurtigt diffust, da hun bød velkommen til hendes kirke for seksuelt sindssyge. Og siden begyndte hun at tale om spøgelserne, vi alle løber fra, skyggerne, minderne, om for alvor at blive fri, og stillede spørgsmålet, om man ville skyde sig selv i hånden og suge ens eget blod, hvis det var det eneste liv tilbage. Og sådan fortsatte hun med nogle temmelig dødsfokuserede metaforer – hun talte om litterære obduktioner – og hendes overspillede fremføring til trods, så kunne det jo ikke undgås at blive opfattet som en prædiken, som hun stod der ved alteret. Og hvad var så den afsluttende morale? »You have to believe in yourself.« En underlig selvhjælpskliché at fyre af efter en semiokkult tirade om religiøs krig.
Mellem versene stod hun og skronkede på en liggende guitar i god no wave-stil, som jo er Lunchs oprindelige udgangspunkt, og i samarbejde med Kirkegaards dybe, klare tekstuelle droner var det faktisk en langt større oplevelse, end de lange teatermonologer, der var værkets fokus. Havde vi bare fået mere af det.
Diamanda Galás
Da Diamanda Galás gik op til et enormt flygel, var hele kirken selvfølgelig komplet mørkelagt, så vampyr-dronningen ikke risikerede sin hvide hud. Hun er virkelig majestætisk og lignede Morticia Addams’ onde søster med sit lange sorte hår, der er farvet grønt bagi, og sin hærdebrede ryg, der giver hende styrken til de lange toner og spændet over fire oktaver. Heldigvis havde hun en sund selvironisk distance til sin respektindgydende fremtræden, hvilket viste sig et par numre inde i koncerten, da hun takkede Lars Top-Galia for at sætte koncerten op og indrømmede, at hun er en meget besværlig kunstner, hvorefter hun slog en diabolsk latter op.
Galás er en usædvanlig kunstner, da hendes musikalitet er dybt forankret i opera og kompositionsmusik, men hendes fascination af lidelse og fortvivlelse samt hendes socialpolitiske engagement – hun lavede i 80’erne en trilogi, der angreb den katolske kirkes dæmonisering af AIDS, som tog livet af hendes egen bror – har appelleret kraftigt til 80’ernes goth-kultur.
Denne aften var hendes fremførelse ikke så konceptuel. Det var en række kompositioner spillet på flygel, hvor halvdelen var hendes egne, blandet med en række franske chansons, der for størstedelens vedkommende var skrevet af belgiske Jacques Brel. Det gav en solid variation mellem poppede sange og mere ekstrem ekspressivitet.
Den imposante dame slår hårdt i sit klaver, nogle gange slog hun endda rytmisk i træværket, og det blev dermed nogle meget kraftfulde, buldrende tangentløb, der akkompagnerede hendes ældede stemme. Stemmen! For det var jo så absolut aftenens hovedattraktion. Hendes vokal er naturligt nok blevet dybere med alderen, men hun kunne stadig skrige en betonmur i stykker. Måske var det derfor, valget var faldet på Marmorkirken?
Den stemme kunne få enhver til at tro på dæmoner, og med hendes tronende skygge kastet urovækkende op på kirkemuren var nærværet af noget ukristeligt gåsehudsfremkaldende. Hendes brug af vokaleffekter fik kun udtrykket til endnu mere at lyde, som var det hentet fra en sprække i jorden. Hun talte vitterligt i tunger til tider, men der hvor hårene for alvor tog flugt fra nakken, var når hun lavede sine umenneskeligt lange, energiske vokalforløb, hvor hjernestammen satte fuld fart på testosteron-produktionen: »Løb for satan! Dyret er dig overlegent!«
Heldigvis blev jeg siddende og kunne også nyde den smukke afslutning, som tog sig ud som en mørk arie. Publikums begejstring var betingelsesløs, så måske nød de fleste i rummet faktisk koncerten, og hun gik på scenen igen til en lidt klodset fremførelse af Shel Silversteins ”25 Minutes to Go”, som både Johnny Cash og vores egen Povl Dissing har prøvet kræfter med. Det var en lidt ærgerlig afslutning på en ellers fremragende koncert, som kun led begrænset af sin længde på halvanden time i selskab med Den Onde selv.
