Nogle lørdage skal man bare droppe kukkassen derhjemme og den meningsløse druk med vennerne. Nogle lørdage skal man åbne sindet og lade det blive fyldt med ekspanderende musik. Musik, der løfter låget af hjelmen og roder rundt i de fastkørte neuron-baner i hjernen.
Sådan en lørdag er den 8. maj. Der afholder det italienske pladeselskab QBICO nemlig koncert i København på Global, og det bliver med garanti en bevidsthedsudvidende oplevelse.
På programmet er den tyske multikunstner Hartmut Geerken, der spiller sammen med freejazz-percussionisten Don Moye, der oprindelig var med i en af freejazzens stærkeste opstillinger, nemlig Art Ensemble of Chicago. I den mere afdæmpede afdeling spiller Frank Perry, der gennemsyret af østerlandsk filosofi og eftertænksomhed spiller på tibetanske synge-bowler. Men det skal nok blive vildt med den italiensk-finske kvartet Jooklo Finnish Quartet, som skruer op for den helt udknaldelde og kosmiske freejazz. Det danske og ganske uforudsigelige kollektiv Shiggajon spiller også denne aften med deres improviserede smeltepot af alskens indslag. Gruppen varierer fra to til tolv medlemmer, så hvad udtrykket bliver denne aften, er ikke til at sige.
Arrangementet er støttet af KNTN og foregår på Global. Billetsalget starter i dag hos Insula Music. Her kan man også vælge at købe billet til fredagen, der står på flere musikalske totaloplevelser.