Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra: Kollaps Tradixionales

16. februar 2010 satte schweiziske Peter Colat verdensrekord i fridykningsdisciplinen statisk apnea, hvor man har tilladelse til at indånde ren oxygen i op til 30 minutter. Han slog italieneren Nicola Putignanos rekord med 19 sekunder. Da Colat endelig gav efter for trangen til at trække vejret, havde han holdt det i 19 minutter og 21 sekunder.

Kollaps Tradixionales’ første nummer, “There Is a Light”, er fire minutter kortere end Colats verdensrekord, men indeholder samme stemninger, som jeg forestiller mig, Colat har været igennem undervejs i sit rekordforsøg: Orkestrets varme, blide strygere og forsanger Efrim Menuck særlige vokal associerer til trygheden lige i det sekund, hvor man synker ned i vandet, og stilheden og roen omslutter en; undervejs finder nummeret tempo, agitation og desperation, via orkestrets tiltagende og aftagende styrke, nøjagtig som de kriser, der næsten må have været undervejs i Colats indre kamp for at undlade at ånde ud; og endelig nummerets afsluttende ro og langsomme messen »Tell me, there is a light« – efter voldsom desperation og instrumentelt uvejr – der må svare til den lettelse, ja, nærmest lykkefølelse, det har været igen at kunne/måtte trække vejret.

Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestras postrock, der indimellem inficeres af nærmest psykedelisk rock og blues, bliver aldrig skabelonagtig og ensformig, som ellers er en ofte fremført kritik mod postrocken. Lydbilledet er vedholdende intenst og dragende, foranderligt og overraskende, og flere gange undervejs har jeg følt mig neddykket i lyd i mere end en forstand – nogle gange så overvældet og omsluttet, at tårer syntes at være den eneste vej til at slippe af med klumpen i halsen.

Kombinationen af Menucks unikke vokal, der det ene øjeblik er afdæmpet og kærlig, det næste desperat, frustreret og sindssygt råbende (f.eks. når han til intense strygere og hidsige tamtammer mod slutningen af ”I Built Myself a Metal Bird” gentager »motherfucker«), og et orkester, der mestrer både vilter og ukontrolleret aggressivitet og salig afdæmpethed, er ganske enkelt afvæbnende. Lyt bare til forskellen mellem de klassiske postrockstrukturer (ro, opbygning med klimaks, klimaks, udtoning, ro osv.) i “There Is a Light” og det djævlebeskidte krautrockmonster “I Built Myself a Metal Bird”.

Oven i intensiteten og de konstante skift mellem varme og kulde indeholder Kollaps Tradixionales tillige et unikt, my(s)tisk tekstunivers, der på samme måde som musikken indeholder både skønhed og grimhed: Måske er pointen, at skønheden på Kollaps Tradixionales ikke kun træder frem i de rolige, smukke passager, men også i de mest foruroligende og uhyggelige øjeblikke, netop i kraft af den æstetik der ligger indlejret i det uskønne. Samtidig med, at jeg ser en skønhed i billedsproget, giver dets forfald mig  kuldegysninger, og jeg fyldes med følelsen af at være vidne til at grotesk gotisk eventyr, f.eks. når Menuck i “Piphany Rambler” synger: »Tore a cloud and three birds fell / three birds fell and then it rained / we crawled upside that mountain« eller »this tiny garden that we tend / where flowers bloom like accidents.« Tekstuniverset er netop så virkningsfuldt, fordi passagerne understøttes af monumentale, bastante trommer, storslåede orkestrale svæv, især båret frem af strygere, og indimellem også tenderer psykedelisk, distortet dissonans.

Det lyriske univers er i sig selv en anmeldelse værd, og de syv numres tekstunivers byder alle på et unikt billedsprog, der i kombination med musikken skaber den dragende knude af utryghed, der ligger over pladen som en tordensky. Elektriciteten i Kollaps Tradixionales og kampen (eller måske ligevægten) mellem skønheden og grimheden minder om den følelse, åbent hav giver mig. Dels en helt enorm tiltrækning, dels en ærefrygt over for den verden, havet gemmer på. Modsætningen mellem de impulser kan få mig til at stirre på og lytte til havet i timevis. Sådan har jeg det også med Kollaps Tradixionales.