Dansk gangstarap er på mange måder en svær pille at sluge. Johnson står med kam i skægget og claimer en villavej i Århus, Niarn crooner over kvalme piano-pasticher, og selv Albertslund-drengene fra Suspekt tuder på Boogie-listen. Og så er der lige ALX. Dansk-amerikaneren er et ret ubeskrevet blad, men han besidder et upoleret talent, som de selvudnævnte ‘gangstas’, der ellers udgør en sørgeligt tam dansk rapscene, bestemt ikke har.
For ALX er, når han er bedst, både skarpere, hårdere og langt mere konfrontativ end næsten alle andre danske MC’s. Der er stadig langt igen til de åbenlyse forbilleder, men for alle, der kender den blege newyorker El-P’s materiale, ved man, at han alligevel er så godt som urørlig – ligegyldigt hvem man er. Derfor er det også ganske forfriskende at høre “Ambition”, der benytter sig af klassiske beats, dyster synth og befriende få syng med-omkvæd, og således kun sjældent falder igennem med kvalme kor-arrangementer og storladne strygere.
Der er faktisk mange højdepunkter, men den første halvdel er suverænt den bedste; anden halvdel skæmmes desværre af to helt unødvendige duetter med hhv. Alex Ambrose og X-Faktor-deltager (jep – ikke helt heldige konnotationer, der her dukker op) Linda Andrews. De er vitterlig ikke gode numre, men som ALX selv siger i løbet af skiven:
»The whole contradicting thing in hip-hop (…) am I real, am I underground, am I commercial? I’m a walking contradiction, cause I’m the realest dude you’ll ever meet. Period. But at the same time, you might see ALX in a video with some chicks and a lame-ass chorus. But I’d be doing that for my family. And that’s the realest thing I could ever do.«
Og det er jo sådan set en erkendelse, der både er ærlig og langt mindre prætentiøs, end man finder hos de folk, der konstant nævner deres street-cred, til trods for deres fuldstændigt stagnerede udtryk der primært tiltrækker folk, der ikke er gamle nok til at købe alkohol. Sådanne overvejelser taler klart til ALX’ fordel, og når han samtidig leverer til tider decideret fremragende rap, så er det kun bedre endnu.
Højdepunkterne inkluderer helt klart “What Are We Living For?”, der med sine staccato-prægede synthlinjer nikker i retning af Philadelphias notoriske bad-boys i Jedi Mind Tricks, og til tider lyder ALX faktisk en smule som MC Vinnie Paz – og det er jo ikke noget, man kan klage over. Her er både stortromme-heftige beats og skarptskårne rim: »Africa is not getting A’s/ it’s getting AIDS.« Derudover er åbneren “Breakfast (Intro to the Intro)” rigtig god og fungerer som en fin prøve på, hvad der er i vente, og de to naturlige midterpunkter, titelnummeret “Ambition” og “For the People”, er ligeledes rigtig stærke. Især her skinner inspirationen fra El-Productos (nu sørgeligt hedengangne) Def Jux-label igennem, og det klæder virkelig den – her næsten-underspillede – rapper.
Så trods et af de grimmeste albumcovers, jeg nogensinde har set (det må næsten være en joke med clipart-guitarer og ‘psykedeliske’-farver), så er det virkeligt et godt og særdeles lovende album. Hvis ALX kan holde endnu mere fokus næste gang og skære endnu tættere ind til de gode rim – »I’m too busy making hits / directing movies/ I’m Scorsese with some mixed weed/ I’m Oliver Stone« – så tror jeg, vi kan vente ting, der vil give noget længe ventet oprejsning til en dansk gangsta-tradition, der ellers mest af alt ligner en clipart-joke – måske lidt som Ambitions-coveret.
