Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
Sjældent har jeg set et sted, der i den grad sydede af hiphop, som Pumpehuset gjorde i går. Allerede et par timer før, Talib Kweli entrede scenen, blev der breakdancet i små grupper foran scenen, og mobiltelefonernes kameraer flashede om kap med al den rigtige apparel. Det var, som om, man lige ville dokumentere, at man altså var der, den aften Talib Kweli spillede i København.
Sidste gang, jeg så ham, var der ikke ret meget at dokumentere. Som jeg skrev i min koncertoptakt, var der ikke meget at råbe hurra for i hans optræden på Roskilde i 2007. Det var der i dén grad i aftes, måske fordi Kweli var alene på scenen denne gang. Han var i hvert fald helt fantastisk tændt, fra det øjeblik han trådte ind på scenen, og han stak da også publikum fire esser straight up: ”Move Something”, ”Too Late” , ”Eternalists” fra hans måske bedste album, Reflection Eternal, og så lige et ekstra med ”Say Something” fra Eardrum.
Så koncerten kom i gang flyvende, for nu at sige det mildt, og flere gange viste Kweli sit unikke flow, der næsten fik én til at glemme beats, tid og sted. Imponerende var det især, at Kweli næsten hele vejen formåede at holde det ekstremt høje tempo. Selvsagt blev han nødt til at sænke det indimellem (for at overleve), hvilket bl.a. skete med en gæsteoptræden fra J-Ro (Tha Alkaholiks) og en ordentlig omgang beskidt oldschool hiphop. Den slags opbrud trækker selvfølgelig intensiteten lidt ud, mens det står på, men det var nærmest tiltrængt i går.
Kweli holdt sig faktisk stort set fra at preache og koncentrerede sig om at levere sine fortællinger. Det er meget længe siden, jeg har været til en koncert, der så optimalt blandede numre fra stort set hele kunstneres repertoire – inklusive ”Definition” og ”Twice inna Lifetime” fra Black Star-albummet, der selvfølgelig fik salen til at gå amok. Kweli havde under hele koncerten publikum i sin hule hånd, og sjældent har det været så præcist et udtryk for en koncerts forløb, da publikum klappede i takt og på Kwelis foranledning i kor råbte: »I like it, I love it.«
Kweli svedte hiphop og leverede i den grad varen i løbet af den halvanden time, han fyldte scenen med sit talent. Han snoede sin lyrik om publikum – på, ved siden af og lige bag beatet – og hans rim var præcise som en skarpskyttes skud. Derfor var det også et perfekt, opsummerende punktum på en sublim koncert, da Kweli – inden fem forrygende ekstranumre, der inkluderede freestyle og afsluttende det fantastiske ”Respiration” – forlod scenen med et pistolskud og et »peace«.
Enig enig enig i anmeldelsen. Men lyden var forfærdelig, og det blev helt utåleligt i encoren. Effin synd.
Det var min første gang i pumpehuset – nogen der ved om det er generelt for stedet eller en enkelt svipser?
@Woods.
Godt at høre, at du også havde en god koncert.
Jeg synes, jeg har hørt, at lyden i Pumpehuset indimellem er skidt, måske er det fordi rummet er så aflangt (det er jeg ikke ekspert nok til at svare på selv)? Jeg oplevede ikke selv deciderede problemer, der hvor jeg stod (midt i salen) – hvilket er interessant, når du ligefrem siger, at den var utålelig. Dog studsede jeg under opvarmningen flere gange over, at der var store problemer med mikrofonerne, der svingede rent volumenmæssigt.
Nu er det ved at et godt stykke tid siden, jeg har været til koncert i Pumpehuset. Men dengang de oftere havde gode koncerter på programmet var jeg til flere koncerter derinde, og der oplevede jeg egentlig aldrig nogen problemer med lyden. Så håber da ikke det er en ny (dårlig) vane, de har fået ;)