I et let gyldent skær: Talib Kweli brillerer med forrygende storytelling og et af de absolut bedste flow i alternativ amerikansk hiphop. Foto: Allmusic.com
Siden Talib Kweli med Mos Def og producer Hi-Tek i hånden sparkede døren til den alternative hiphopverden ind og som supergruppen Black Star leverede et absolut forrygende oldschool hiphopalbum, der stadig står som et af de bedste i min samling, har jeg været hooked på Talib Kweli. For mig står han som en af de mest markante rappere på den amerikanske alternative hiphopscene i det sidste årti.
Især er hans flow unikt – gyldent om man vil. Han må nærmest have en indre metronom, der gør, at hans flow kan bevæge sig ind og ud mellem beatene som en sort mamba på den afrikanske savanne, og det er forrygende at høre hans evne til at skifte gear: Så er han på beatet, så er han bag, så er han lige ved siden af. I tilgift er det ikke de sædvanlige hiphop-tekster, der dukker frem i hans lyriske univers. Det er livet i al sin enkelhed, der er i centrum. Alle sider af det. De gode historier; de dårlige historier. Eventyr, krig og sex; blod, sved og tårer.
I disse fortællinger lever Talib Kweli i den grad op til sit navn: På arabisk betyder Talib ‘den søgende’, og Kweli er et ghanesisk navn, der betyder ‘af sandhed eller visdom’. Det er måske derfor, at der i Kwelis tekster ofte er en filosofisk, sjælelig dimension, der bakkes op af soul-samples og udtrykkes i et rigt metaforbrug, f.eks. på nummeret ”NY Weather Report” fra Eardrum: »I like to take this opportunity to thank everybody who’s been riding with me so far / it’s been a long journey / but they say your life’s path is not about the destination / it is all about the journey / I appreciate ya’ll… / it’s my blood, sweat, tears, years, struggle, love, hate, fear / New York City, you can make it here, you can make it anywhere.« Værdierne i Kwelis hiphop adskiller sig fra mainstreamhiphoppens, og hans numre emmer af sjælfuldhed, socialrealisme og livsindsigt, også de mere hardcore numre.
Men det betyder ikke, at Kweli glemmer sine beats. De er lige så tighte som hans flow. Og der arbejdes kreativt med lydtapetet til hans forrygende lyrik, så det hele ikke handler om beats – lyt f.eks. til ”Expansion Outro” fra Reflection Eternal og læg mærke til Kwelis flow, lydtapetet i baggrunden og det eventyr, der udfolder sig efter et halvts minuts stilhed (når outroen er afsluttet). Nummeret viser på samme tid hans gyldne flow og evnen til at være både på og ved siden af beatet; det lyder så legende let, når han rapper – flowet ligger der bare: markant, dominerende og fyldt med nærvær. Det er det, der gør ham så forrygende. Dét er hiphop, når det er bedst.
Jeg var så heldig at opleve Kweli på Roskilde i 2007, hvor han næsten tabte koncerten til den – lige netop den dag – langt mere energiske Jean Grae, som han også lavede et forrygende nummer med på Ear Drum. Det gør han ikke igen, og det er derfor, jeg glæder mig usigeligt til at se Kweli igen. Det er trods alt en af de allerstørste rappere i 90’erne, hvis man lytter til alternativ amerikansk hiphop, og når han er på toppen, er der ingen, der kommer op på siden af ham.
Talib Kweli spiller i Pumpehuset 12. februar 2010. Deltag i konkurrencen om billetter her.
