Vexations er en klog plade. Den har et tema og en dagsorden. Den namedropper ikke Britney eller Beach Boys som inspirationskilder, men derimod Werner Herzog, Seneca, Homer, Herman Melville, Sartre og hele romerriget, for blot at nævne et udpluk. Vexations handler om stoicisme og især om de indre kampe, man må tage for at opnå dens sindsligevægt. Kampe med døden, irrelevansen, vreden, overflødigheden og alt, der ellers kan plage menneskesindet og forhindre os i at nå den stoiske ro. Kampe, der under et betegnes Vexations.
Vexations er en højpandet plade, ingen tvivl om det, og at gennemgå manden bag enmandsprojektet Get Well Soons redegørelse for hver en strofes kontekstuelle betydning er mere omfattende end en dobbelttime i oldævl. Men Vexation er også en rigtig dejlig plade. Ikke på grund af dens mange litteraturhistoriske referencer, men på grund af dens behagelige intimitet, gode melodier og store, instrumentelle armbevægelser, der gør, at man ikke hele tiden behøver at fordybe sig i de tekstmæssige detaljer for at få noget ud af pladen.
Konstantin Gropper har siden Get Well Soons debut fra 2008 uddelegeret en del af de instrumentelle tjanser og spiller ikke længere selv de fleste instrumenter. Selvom Gropper er en dygtig musiker, der på debuten ene mand formåede at opstille detaljerede lydlandskaber, synes lyden på Vexations mere helstøbt, stemningsmættet og bredere, i den forstand at melodierne som regel fremstår overbevisende, uanset om de antager et indadvendt eller stort opslået format. Paralleller til musikere som Sufjan Stevens eller Patrick Wolf ligger lige for, for også disse kunstnere har en sjælden fin fornemmelse for at komponere musik, der indeholder mange pompøse elementer i form af eksempelvis strygere, store kor eller messingblæsere, uden at resultatet nogensinde kommer til at fremstå som unødigt svulstigt. Nærmere er instrumenteringerne med til at understrege en nerve, en intensitet og måske til tider en skrøbelighed eller et mismod, der indkapsler essensen af deres lyd og gør den mere interessant end så meget andet indierock.
Og det med at kombinere dysterhed, detaljerigdom og tunge tekster med en til tider helt poppet melodiøsitet er velvalgt, for det giver blod på tanden i forhold til at grave lidt mere i de mange ideer, Gropper har pumpet i de 14 skæringer. Åbneren, “Nausea”, starter eksempelvis med oplæsning, fuglesang og lidt af den trylleklimpren, der kendetegnede de gode, gamle ‘lyt til kassettebåndet og læs i billedbogen’-sæt fra 80’er-børneværelset, for siden at følge op med dystre strygerarrangementer og en helt tredje sektion med klaver – alt imens Groppers mørke stemme fortæller om den eksistentielle kvalme, der opstår som et led i løsrivelsesprocessen og defineringen af sit eget jeg.
Herefter følger “Seneca’s Silence” – ét blandt mange tempofyldte numre på pladen – og opfindsomhed såvel som arrangementernes temmelig overvældende format gør disse indslag til en bjergkæde af højdepunkter på Vexations. “Seneca’s Silence” skiller sig ud med et fængende xylofon-drive, “5 Steps/7 Swords” excellerer i teatralskhed med sine messingblæsere, funky klap og en desperat preachermans fortvivlelse over at skulle opsluges af dødens uvished og ligegyldighed, mens “We Are Free” gør indtryk med energisk råbekor over et lag af mere sobre og rytmeskabende kvindestemmer. “We Are Free”, “We Are Still…”, “We Are Ghosts” og “We Are the Roman Empire” danner over pladen en hel lille føljeton, der tager udgangspunkt i masserne og – ud over at gøre sig bemærket med deres korarrangementer, der repræsenterer de mange tunger – beretter om stoikernes higen efter frihed, om ‘Europas spøgelse’ i kommunismen eller om endeligt at befri sig fra sine ‘vexations’.
Der er et utal af ideer på Vexations, og måske især på grund af de mange numre, der overvælder med deres detaljerigdom og skønne melodier, har enkelte nedbarberede og eftertænksomme indslag svært ved at gøre opmærksom på sig selv. “That Love” er et alt for langt og helt stillestående opbrud midt på pladen, som den efterfølgende “Aureate” ikke helt formår at rette op på, og den overjordiske stemning, Gropper søger at opnå med afslutningen i “We Are the Roman Empire”, er lidt af et antiklimaks, når nummeret sammenlignes med nogle af de forløbne minutters storslåethed.
I det hele taget havde det klædt pladen at få bortskåret nogle få numre på dens sidste halvdel, og netop i manglen på denne fravælgelse af det mindre stærke materiale fremstår konceptalbummets svaghed: i nødvendigheden af at måtte inddrage alle bestanddele for at fortælle historien. Heldigvis er det svært at bebrejde en udgivelse som Vexations, at den indeholder nogle svage elementer, når hovedparten af materialet både er indsmigrende og slidstærkt i sin musikalitet såvel som i sin historie. Trods skønhedspletter står Vexations som årtiets hidtil mest behagelige overraskelse i min protokol.
