Animal Collective. Foto: Adriano Fagundes
New York er så sandelig verdens smeltedigel, der sprutter ud over hele musikverdenen lige nu. Byen sprudler mere af musikalsk kreativitet nu end tilbage i slut-70’erne, da punken fik sit kommercielle gennembrud. Ikke nok med at byen de seneste år har pumpet eksperimenterende bands ud fra Brooklyn, så ekkoede retro-bølgen fra starten af årtiet stadig op i 2009. Bands, der måske så ud til at være hypede døgnfluer, har bidt sig stædigt fast, og nogle få har endda udviklet sig.
Således var 2009 året, hvor de sidste af The Strokes’ medlemmer udgav solo-albums eller indgik i nye projekter. Året før havde trommeslager Fabrizio Moretti udgivet en hyggelig indiepop-plade med Little Joy og rytmeguitarist Albert Hammond, Jr. udgav sin anden soloplade. I 2009 var det så bassist Nikolai Fraitures tur til at udgive en plade som Nickel Eye, og ikke mindst kom den mest ventede soloplade fra bandets forsanger, Julian Casablancas. Det blev til en ikke så imponerende, velproduceret pop/rock-plade. Jack White stormede som sædvanlig ufortrødent videre med nye legekammerater og dannede The Dead Weather med The Kills-forsangeren Alison Mosshart, The Raconteurs-bassisten Jack Lawrence og Queens of the Stone Age-guitarist Dean Fertita. Jack selv spillede trommer. Interpol kom sent med på retro-bølgen, men havde alligevel den største indflydelse med deres genopvækkelse af postpunkens lydæstestik. Før Interpol havde guitarist Paul Banks allerede et projekt kaldet Julian Plenti, men det var først i 2009, det melodiske materiale blev frigivet, og niveauet var overraskende højt. Sidst, men ikke mindst udkom et nyt album med Yeah Yeah Yeahs. Et band, der da de først dukkede op, virkede til at være en ligegyldig medløber på retro-bølgen, men siden skulle vise sig at være bandet med størst kuntnerisk potentiale og udvikling. På It’s Blitz! sprang bandet ud som et langt mere afdæmpet outfit med snuden langt nede i syntetiske melodier og beats. Det skabte et utroligt vedkommende album, der muligvis er bandets bedste til dato. Således er hele retro-bølgen nu nærmest opløst og assimileret i det store alternative musikhav.
Men det er især den mere eksperimenterende musikscene i New York, der sætter dagsordenen. Animal Collective udgav i starten af året et album, der straks blev udråbt som mesterværk. Selvom albummet hverken er bedre eller dårligere end mange af deres andre albums, er der ingen tvivl om, at det er Merriweather Post Pavillion, som har givet gruppen sit store gennembrud. Det mest åbenlyse bevis var Animal Collectives koncert i Amager Bio, der udsolgte sine 1.000 pladser, mens den forrige koncert i Danmark foregik på Loppen med plads til kun 400 (som i øvrigt også var udsolgt). En del af successen skyldes muligvis bandets endnu større fascination af Beach Boys-harmonier, som Panda Bear allerede begyndte at dyrke på sin soloplade Person Pitch fra 2007.
Beach Boys-referencen dyrkede Grizzly Bear også skamløst på deres hit-single “Two Weeks”, og selvom deres tilgang til musik bunder langt mere i folkrock, havde de ikke mistet deres eksperimentelle natur på den roste Veckatimest. Harmonier er i det hele taget et hit i disse år. Således var det også dem, der fik Dirty Projectors nye plade til at fænge mere, end deres sædvanlige art-tendenser tillader dem. Faktisk fængede sangene så meget, at Beyonces lillesøster Solange sagtens kunne se popkvaliteterne i “Stillness Is the Move” og lavede en cover-version af sangen. Sjældent har eksperimenterende musik oplevet så meget succes.
Årets højdespringer, Real Estate. Foto: Rez Avissar.
New Yorks næste succes kommer muligvis sydfra. New Jerseys Real Estate svømmede i hvert fald pludselig op til overfladen med deres slacker-folkrock, og det har givet opmærksomhed til guitaristen Matthew Mondaniles sideprojekt Ducktails samt bandets pladeselskab Woodsists øvrige løst tilknyttede bands såsom ejeren Jeremy Earls eget Woods samt Sun Araw og Kurt Vile. Det er desuden også det selskab, der udgav Wavves’ første album, og forhåbentlig får vi flere lofi-psykedeliske ekskurser fra den side i 2010.
Men ellers har det også været et år, hvor indierockens pionerer og grand ol’ men udgav plader på et forventet højt niveau. Tortoise, Sonic Youth, Built to Spill, Yo La Tengo og Dinosaur Jr. udgav alle sammen albums, der rendyrkede de respektive bands’ varemærker og leverede gode sange. Men der var dog en af veteranerne, der drejede ned af en ny indfaldsvej. Lige som man troede, The Flaming Lips var blevet fanget i et poleret vismandsrock-univers af alfaderlige råd, tog de et syretrip tilbage til Tysklands krautrock-scene på Embryonic. Det var ikke en retur til bandets gamle, forskruede acid-punk, det var en decideret ny kurs, som fik troen tilbage på, at ballonerne, teaterblodet og de levende bamser ikke bare er et kalkuleret teater, men en velment, surrealistisk kommentar til hverdagen.
Igen i år så vi også flere reunions som bl.a. Antipop Consortium, der besøgte Århus i december, Malk de Koijn, som spillede på Roskilde Festival i sommers, og slacker-kongerne Pavement, som besøger Roskilde Festival til næste sommer, og det ser dermed ikke længere ud til at være en trend, men en naturlig cyklus for bands. En af 2010’s indtil videre helt store nyheder er jo Soundgardens gendannelse, og man kan kun håbe på, at Roskilde Festival også her får findyrket deres fluefiskeri.
Den helt store musikbranchebegivenhed i år var IFPI’s sag mod The Pirate Bay for copyright-krænkelse, hvilket fik danske internet-udbydere til at lukke for adgangen til siden. Det var en sag, der nærmest udviklede sig til en farce med inhabile dommere og daglig hån fra de fire svenske mænd bag The Pirate Bay, der ikke virkede til at tage retssagen alt for alvorligt. De endte dog med at tabe sagen og skulle betale en erstatning på 2,7 mio. €. Det forhindrer ikke millioner af mennesker i dagligt at downloade ulovlige filer, og da diverse undersøgelser viser, at de folk, der downloader, også er dem, der bruger flest penge på plader, er det vel rimeligt, at pladebranchen spørger sig selv, om retsagerne er umagen værd, ift. hvor image-skadelige de er.
Hvis jeg skal se lidt fremad mod 2010, er det tydeligt, at verdensmusikkens infiltrering i indierocken får nye, varme golfstrømme at ride på. Både Vampire Weekend, Yeasayer og The Ruby Suns følger op på deres kunstneriske gennembrud, og det skal blive spændende at følge, hvordan de hver især har udviklet sig. Ellers er der nye albums i vente fra nyere indie-darlings som Spoon, Liars, Magnetic Fields, MGMT, Hot Chip, LCD Soundsystem, Arcade Fire og Joanna Newsom, men det er som sædvanlig alt det, vi ikke venter på, der for alvor kan pirre vores sanser.
Skribenter, der deltog i årets listesammensætning:
Kim Elgaard Andersen, Mikkel Arre, Anders Hjortkær Christensen, Jeppe Fly-Kristensen, Camilla Grausen, Jonathan Heldorf, Mads Simon Hestbech, Daniel Heydorn, Lasse Winther Jensen, Brian Ravnholt Jepsen, Mikkel Knudsen, Nina Kock, Lasse Dahl Langbak, Jakob Lisbjerg, Anna Møller, Mette Staal Nielsen, Signe Palsøe, Esben Rasmussen og Martin Thimes.
De danske
10. Causa Sui: Summer Sessions vol.3
9. Marvins Revolt: Patrolling the Heights
8. Raveonettes: In and Out of Control
7. Chimes and Bells: Into Pieces of Wood
6. Cody: Songs
5. Mikael Simpson: Slaar skaar
4. Nikolaj Nørlund: Tid og sted
3. I got you on tape: Spinning for the Cause
2. Oh No Ono: Eggs
1. Mew: No More Stories…
De udenlandske
20. Mount Eerie: Wind’s Poem
19. Julian Plenti: Julian Plenti Is… Skyscraper
18. Fuck Buttons: Tarot Sport
17. Es: Kesämaan Lapset
16. Girls: Album
15. Dinosaur Jr.: Farm
14. Real Estate: s/t
13. The Decemberists: The Hazards Of Love
12. Phoenix: Wolfgang Amadeus Phoenix
11. Jenny Wilson: Hardships
10. Pains of Being Pure at Heart: s.t.
9. Bat for Lashes: Two Suns
8. Bill Callahan: Sometimes I Wish We Were an Eagle
7. The Flaming Lips: Embryonic
6. Atlas Sound: Logos
5. Yeah Yeah Yeahs: It’s Blitz!
4. The xx: s/t
3. Dirty Projectors: Bitte Orca
2. Grizzly Bear: Veckatimest
1. Animal Collective: Merriweather Post Pavillion
Mini-rettelser: Mount Eerie-pladen hedder “Wind’s Poem”.
Ellers en flot kollektiv liste, hvis jeg selv skal sige det :-)
Stor ros for en rigtig fine opremsning af “året der gik”.
Ser frem til at følge undertoner og musikken i 2010 ;-)
Irriterer mig så enige alle anmeldere er…virker som om de ikke tør andet end at placere Animal Collective, Grizzly Bear og Dirty Projectors i toppen. Tro mig jeg kan også godt lide dem, men virker bare mystisk på mig, at der kan være så bred enighed i en så subjektiv branche.
@Felix,
Det handler ikke om at turde. Det handler om, at Animal C. har lavet et brag af en plade. Ligeså med de andre men så begynder det jo at handle om nuancer. Har du kigget på samtlige skribenters toplister? Det er jo ikke nødvendigvis alle der kører Animal C. i front.
Men om ikke andet er vi vel en del på sitet der ejer fin smag? :)
Til gengæld er jeg næsten skuffet over at Sonic Youth ikke figurerer på listen. Det forstår jeg simpelthen bare ikke. Jenny Wilson? Wtf?!