For nogle uger siden var jeg på vej hjem fra arbejde. Med det offentlige transportsystem. I mine ører var Other Truths. På 6A-skiltet var der næsten alt for meget sandhed: Det viste, at bussen var lysår væk. Så jeg gamblede og løb over til 5A. Trådte ind. Varme. Herligt. På vej hjem. Indtil ragnarok bryder løs, fordi en buschauffør har taget buskortet fra en ung fyr, der kvitterer med et »idiot,« hvorefter buschaufføren tilkalder politiet. Så forlod jeg bussen igen.
Nogenlunde sådan må hændelsesforløbet have været. Men det er en rekonstruktion. For mens alle disse ting stod på, dykkede jeg i et ocean af lyd. Som en anden Jacques Mayol i ”Le Grand Bleu” fandt jeg ro i Do Make Say Thinks udsvævende, storladne postrock, mens fredag aften kl. 19 rasede omkring mig.
Næsten alle numre på Other Truths arbejder efter skabelonen om at bygge op mod et distortion-tungt klimaks, der falder ned og bygges op igen eller fader ud. Der er kun fire numre på pladen (“Do”, “Make”, “Say” og “Think”), der varer 44 minutter. Så kan man let regne ud, at der er tale om lange numre. Men det hele handler ikke om klimakser. Det handler også om variation. For mens dårlig postrock bliver ensformig og kedelig, kan gennemtænkt og varieret postrock – som Other Truths – nagle sin lytter til lyden, dels fordi man indkapsles i det brusende inferno, dels fordi detaljerne i lydbilledet tvinger en til at lytte opmærksomt.
Do Make Say Think arbejder intenst med den storladne og tunge lyd, der ofte inkorporerer både strygere og trompet og minder meget om Sigur Rós, f.eks. på ”Do”. På ”Make” er der næsten tale om mathrockede rytmer og tribale tamtammer, mens synth flimrer i baggrunden, indtil mixet selvantænder og kulminerer i støjende postrock. På ”Say” skifter Do Make Say Think igen retning og byder efter en indledning med kolde, skurrende elektroniske lyde på en nærmest jazzet figur i trommesættet. Den udnytter bassist og guitarist som grundlag for noget, der meget vel kunne være mere eller mindre improviseret. Det er enormt catchy og hypnotiserende i sin krautrockede motorik.
Pladen afslutter med ”Think”, et helt roligt nummer, der sammenlignet med de forrige numre nærmest ikke har udsving – og derfor står som en kontrast til de andre ekspressive og momentvis støjende numre. Ansatserne på guitaren klinger fyldigt og længe, og med sin titel lægger nummeret nærmest op til eftertænksomhed; især mod slutningen giver nummerets stille, rolige aura følelsen af en venlig hånd på ens skulder, der siger, at man skal følge med. Og det er ok, for man har nået, hvad man ønskede at nå i livet. En meget smuk afslutning på pladens liv.
For år tilbage var jeg til en koncert, hvor postrocken indledningsvis på det nærmeste blev latterliggjort af en råbende person. Postrocken er nok stadig ugleset, men Do Make Say Think viser, at postrocken netop er interessant, når dens udgangspunkt som ét stort crossover af eksperimenterende genrer revitaliseres. På Other Truths står den støjende, klimaksfikserede postrock ikke alene, men blandes på intelligent og virtuos vis med andre genrer. Over alt dette udfoldes en sær skønhed og skrøbelighed, der gør Other Truths til et underfundigt møde.
