Der er mange grunde til, at et musikalbum overhovedet bliver virkelighed. En af dem kunne være kærlighed (til sig selv og) til den musik, man skaber. En anden handler om penge – men det gør det meste jo i et eller andet omfang. I samme sekund RZA og Pharoahe Monch på ”Dollaz & Sense” rappede: »If it don’t make dollars / then it don’t make sense,« slog det mig, at lige præcis pengene kunne være en af grundene til at lave et album som Blakroc. Med sin blanding af rap og et hav af gæsterappere (både fra den alternative og den mere mainstream del af hiphoppen), rock’n’roll og bluesrock, appellerer Blakroc ganske, ganske bredt.
Den fornemmelse understreges af, at der lavet et site, dedikeret alene til tilblivelsen af albummet. Det tyder stærkt på, at man forsøger at opbygge en historie om albummet – unægtelig en velkendt markedsføringsstrategi. At der tilmed er noget så reklameorienteret som en ’trailer’, understreger pointen. Heldigvis ser det ud til, at denne ’trailer’ faktisk handler om sjæl og kærlighed til musikken – begge veje, fra hiphop til (blues)rock og tilbage igen. Der er i hvert fald noget, der tydeligt peger i den retning, når man ser den fulde trailer, hvor Mos Def med et saligt smil står og nynner til instrumentalversionen af ”On the Vista”.
Pladen er nemlig præget af sjæl. En del af det skyldes selvfølgelig The Black Keys’ eminente spil, men et andet sjæleligt bidrag, der virkelig tager kegler, kommer fra Nicole Wrays soulvokal, der flere gange tilbyder det ekstra lag følsomhed og ægthed, der hæver numrene mod skyerne. Også Mos Def fortsætter den tilbagelænede attitude, der også kunne høres på The Ecstatic, og brillerer i ”On the Vista” og ”Ain’t Nothing Like You”. RZA falder ind med sædvanlig presence, og Q-Tip optræder i ”Hope You’re Happy”, om end i et lidt uvant setup med gangstarapperen Billy Danze.
Danzes tilstedeværelse og de andre måske ikke helt lige så interessante gangstarappere (NOE, Jim Jones, Ludacris) understreger både, hvilket sammenskudsgilde, der egentlig er tale om, og The Black Keys’ evne til at projektstyre Blakroc ind i farvande, der både appellerer til hiphop- og rocklyttere. Således kombinerer pladens næstsidste nummer en tilbagelænet hammondorgelfigur, Wrays fritsvævende vokal og et af de mere imponerende lyriske bidrag: »Girls say I’m one of the biggest heart-breakers arguably / Cupid shoot arrows but this girl make my heart bleed / I swear to God if I die she could make my heart beat.«
For en genre, der nærmest benytter sig af samples per se, er det noget af både en bedrift og et statement om The Black Keys’ evner, at der ikke er brugt den slags på Blakroc. Det hele er håndspillet og leveres med en imponerende tightness, afstemt til perfektion; vokalerne ligger klart i forgrunden og bagved ligger akkompagnementet, men begge aspekter fremtræder med samme tydelighed og nærvær i mixet. Man opfanger alle detaljerne og får derved glæde af begge genrer.
The Black Keys har »pep in the step«, de medvirkende rappere er med på konceptet, og på den måde hylder genrerne egentlig hinanden. Til tider er de lyriske output uinteressante, andre gange nærmer det sig guldkorn, men lydtæppet spilles med en overlegenhed og flyder af sted med rapperen og lytteren, støt og stabilt som en hjuldamper på Mississippi. Blakroc er et fremragende eksempel på, hvad (blues)rock og hiphop har at tilbyde hinanden, og at fusionen mellem genrerne kan skabe noget ekstremt lytteværdigt.
