Ride Against the Winds pressemateriale formår – modsat de fleste af slagsen – faktisk at slå hovedet på sømmet i forhold til at beskrive The First Miles’ musik: The First Miles er fem følsomme mænd med overskæg og store hatte. The First Miles spiller støvet laderock fra Aalborg. The First Miles’ musik handler om at slingre sig vej gennem kærlighed, sorg, mudderhuller og støvregn. The First Miles spiller medrivende koncerter, der sætter gang i støvletramp, luftguitar og hede kys. The First Miles er klar til at indtage alverdens barer, ladvogne og gerne et enkelt stadion.
Jovist, The First Miles er en kende provinsielle, og deres simple rockmelodier kommer ofte foruroligende nær grænselandet mellem farrocken og Big Fat Snakes enemærker, men det giver faktisk ingen komplikationer under gennemlytningen af Ride Against the Wind. Pladen er præcis alt det, den giver sig ud for at være, og hele vejen formår den at holde bandets highwayrock i den rigtige vejbane, hovedsageligt via et solidt melodimateriale og Jeppe Foldagers stærke røst.
»I’m walking through the dusty ground / evading all the shades that I keep inside / the empty bars are shutting down / and my heart is filled with morning light,« ytrer han eksempelvis på den gedigne rockåbner “In Town”, og selvom det måske ikke sker med den samme whisky-hærgede vokalføring som Lucinda Williams eller den samme pågående power som Bruce Springsteen, har Foldager en klar og kraftfuld stemme, der sagtens kan overbevise lytteren om det autentiske i hans moderne cowboyfortællinger.
Både disse up-tempo rockudladninger og de tristessefyldte og mindre udfarende passager – som eksempelvis “Black Heart”, der med enkel lapsteel fremmaner the lonely cowboys sorte hjerteblod – overbeviser med deres melodiøse overskud og gør, at ingen numre på Ride Against the Wind fremstår som overskudsmateriale. Alligevel synes bandet til tider at kunne have fulgt devisen less is more med en vis fortjeneste, for pladens velproducerede og skrammeløse fremtoning er ikke altid med til at gøre hverken sorg eller mudderhuller så dybe, som en mere nedbarberet og netop mindre farrocket atmosfære kunne have gjort.
Hvad Ride Against the Wind savner i intimitet, leverer den dog gennem sine overordnet veldrejede cowboymelodier, der snildt vil kunne finde publikum uden for alverdens barer og ladvogne, selvom der måske endnu er et stykke op til koncerter af stadionformat.
