Det er næppe uden overlæg, at Speech Debelles debutalbum hedder Speech Therapy. At dømme ud fra den ekstremt ærlige lyrik på pladen har albummet været den terapi, der var behov for, for at komme igennem faderkomplekser, hjemløshed og kærlighed. Ja, albummet har måske endda været den udfordring, der satte hende i stand til at komme videre. Hun rapper i hvert fald på omkvædet til ”Finish This Album”: »Get wise with my years / confront my fears / finish this album.«
Det har hun gjort, og Speech Therapy er som sagt en ærlig og ligefrem (ud)levering af sig selv, og det har selvsagt sine positive sider, i form af indsigt og nærvær. Men det har også negative. F.eks. bliver det i længden kedeligt at høre fortællinger fra hendes liv og hverdag. Jeg betragter ikke mig selv som værende overfladisk, og jeg har ikke noget problem med socialrealistiske tekster, men i længden bliver udpenslingen af Debelles oplevelser for selvbeskuende. Jeg kan lytte interesseret til adskillige skildringer af, hvordan det er at være hjemløs og den forarmethed, man lever i. Men især flere kærlighedsskildringer, både forliste og spirende forhold, og et semifilosofisk univers, med titler som ”The Key” og ”Searching”, sætter tålmodigheden på prøve.
Men der er absolut også noget at komme efter på Speech Therapy. Selvom Debelles flow ikke er det bedste i verden, er hendes stil og lyrik inciterende og får en til at lytte, selvom hun indimellem bliver nødt til at skære ordene voldsomt af for at få lyrik og beats til at passe. Det er dog i musikken, at de fineste momenter findes. Her er nemlig tale om en ganske ubekymret blanding af indiepop, indierock og rap – tilsat soul, jazz og klassiske instrumenter på en ganske laidback, ja, til tider smuk facon.
På den led får numre som ”Working Weak”, ”Speech Therapy” og ”Bad Boy” status af rigtig gode numre på Speech Therapy. Sidstnævnte er pladens mørkeste og lykkes netop derfor i større grad end flere af pladens andre numre. Især får lyrikken for alvor et skud i den rigtige retning: »Word for word reciting like he’s the real writer / or shadow boxing in the mirror like a real fighter / the reason he’s hurt is now lost like a lighter.« Rimene i sig selv er måske lidt tamme, men metaforerne fungerer. Det indkapsler i hvert fald drømmen om et bedre liv – og måske også behovet for at drømme sig til at være noget, man ikke er.
Speech Therapy er på mange måder en modig plade – og det er også befriende, at der ikke er noget oppustet ego her. Det er Debelle og hendes oplevelser, det handler om. Råt for usødet. Men frem for at få et kig over skulderen på kunstneren, får jeg fornemmelsen af at være terapeut. Hendes tekster bliver til tider naive, og i længden er det ikke interessant med 13 numre om hendes liv. Det er lidt som at læse fire Martha Christensen-romaner i træk.
Derfor er det heller ikke indholdet på Speech Therapy, der tager fokus. Debelles flow er ikke noget særligt, hendes accent til trods, og indholdet i hendes tekster bliver med tiden kedeligt. Og selvom Debelle indimellem er i stand til at udnytte sproget, så hendes fortællinger kommer til live foran ens øjne, er det, der gør pladen smuk, dens musikalske indpakning, hvor især klassiske momenter med strygere og klaver indimellem rammer plet, så det synger. Disse øjeblikke til trods er Speech Therapy ikke meget mere end en gennemsnitlig plade.
