En hypnotiserende spirituel intro. En brændende sol, gnistrende i desperation for at slippe fri fra sit sorte alter ego – den mørke silhuet af en måne. Tæppefald. Og der stod de. »The end of a century, I said my goodbyes, for what it’s worth.« Sådan indledte de aftenens næsten to timer lange show, der i høj grad var præget af gruppens seneste udspil Battle for the Sun.
Frontfigur Brian Molko med den signifikante nasale stemmeføring lod frivilligt al magt passere, som sand gennem sine fingre, videre til bassist og guitarist Stefan Olsdal, der brugte sit instrument på fallisk vis, og Steve Forrest, det purunge nye medlem, der virkede noget nær urørlig bag trommerne.
De første seks sange var en halvlunken travetur på en fremmed planet, hvor tyngdekraften slet ikke kunne holde fast på elementerne. Især blev ”Battle for the Sun” og ”Sleeping with Ghosts” ikke spillet tight nok. Sidstnævnte blev forsøgt peppet op i et fremmedartet vokaleksperiment fra Molkos side, forgæves desværre, egentlig lød det bare lidt falsk, selvom det var tydeligt, at det var en intenderet forandring.
Indtil gruppens megahit ”Every You Every Me” satte tingene i deres rigtige orden, havde aftenens højdepunkt været det yderst overbevisende opvarmningsband Expatriate, der indtog scenen med en naturlighed og homogen ro, der ikke på nogen måde indikerede, at de kun var ”andet ring med klokken” før forestillingen begyndte. Men med ”Every You Every Me” – som Placebo må have spillet en million gange i løbet af de sidste 11 år – formåede de alligevel at få til at lyde sprødere end nogensinde, og det var lige præcis hér det hele eksploderede.
Placebo har efterhånden kæmpet sig op i indierock/powerpoppens superliga, og alene af den grund skal der ikke særlig meget til for at skabe en stemning. Når man har så mange hits at trække på, behøver man egentlig ikke levere et uovertruffent show for at få publikum som medsammensvorne, så længe man spiller sine hits, og gør det nogenlunde, er de fleste tilfredse. Det beviste Molko. Vi skulle temmelig langt ned i setlisten – sådan cirka 13 sange – før den androgyne forsanger virkelig så ud til at nyde showet. Det var med ”Never-Ending Why” som fortjener tre udråbstegn (!!!) efter sig, for den sang leverede de sgu til perfektion. Derfra var det ikke svært at give sig fuldstændig hen til gruppen, der i aftenens anledning var blevet udvidet med tre ekstra musikere.
Gruppens svenske Olsdal virkede sindssygt hedonistisk i sin tætsiddende glitterjakke – der blev erstattet af en lige så stram sort tanktop – og hans optræden var i høj grad en erotisk dans med guitaren. Når Olsdal elsker med sit instrument, bruger han hver en muskel på at slange sig, og jeg begynder at kunne se, hvorfor bandet tidligere har mødt modstand fra homofobiske kredse. Ikke desto mindre forstod han at performe og indføre en snert af glam på scenen. Men uden sammenligning var det det blonde, tatoverede muskelbundt Steve Forrest – der kun har været en del af Placebo ganske kort – der tog prisen som aftenens redningsmand. Han virker som et frisk livgivende pust, og han forstår i fin grad at sætte sit personlige præg på materiale skrevet længe før hans tid.
Blandt aftenens allerbedste fremførelser var ”Meds”, der var smadrende fin ligesom ”Special K”, der var et af de få tidlige numre Placebo valgte fra rodekassen, og det først i ekstranumrene, der også bestod af ”The Bitter End”, ”Infra-red” og ”Taste in Men”.
Det var en sløv start, og også senere hen var der sporadiske numre, der ikke fungerede, f.eks. ærgrede jeg mig en del, da ”Because I Want You To” bare ikke gav pote, og ”Twenty Years” virkede meget malplaceret. Af numre, man savnede at høre, springer ”Post Blue” i øjnene og ”Without You I’m Nothing”, men jeg må erkende, at det er svært ikke at være yderst tilfreds med, hvordan koncerten udviklede sig hen mod slutningen, hvor det virkede som om alting kunne lade sig gøre.
