Der er ingen tvivl om, at Gift of Gab har valgt det rette kunstnernavn. På engelsk afspejler udtrykket ’the gift of the gab’ netop evnen til at tale villigt, overbevisende og at være måske en liiiille biiitte smule for veltalende. Oversat til godt gammelt dansk er Gift of Gab med andre ord ’godt smurt for tungebåndet’.
Det har han vist i flere omgange. Dels via udgivelserne med Blackalicious, men også sidste år, hvor han kollaborerede med Lateef the Truthspeaker og producer Headnodic under aliaset The Mighty Underdogs og udgav en ganske udmærket spacehiphopplade. I eget navn har det været sparsomt, om end han da har udgivet den udmærkede 4th Dimensional Rocketships Going Up og et mixtape. Nu har han så barslet med endnu et rumfokuseret album, Escape 2 Mars.
Måske er Gift of Gab i virkeligheden fra en anden planet? Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Gift of Gab er fascineret og måske også inspireret af rummet og dets uendelighed. I flere omgange har numrene på Escape 2 Mars en melankolsk lyd, der harmonerer med den stemning, jeg selv har oplevet, når jeg har funderet over verdensrummets uendelighed. Uvisheden omkring dets uendelighed kan unægtelig få en til at føle sig meget, meget, meget ubetydelig.
Men der er jo heller ikke så meget at komme efter på jorden længere. Vi smadrer langsomt dens økosystemer, og hvis vi ikke når at udrydde alle dyrene inden, drukner vi nok selv, når indlandsisen smelter helt. Gift of Gab har rigeligt med grunde til at rejse herfra.
Måske er det derfor, han i “Escape 2 Mars” – over et ekstremt catchy beat og kor – rapper om »the damage in the ozone habitat« og global opvarmning, ligesom en stemme fortæller om klodens generelle forfald. Temaerne udfoldes yderligere i “Electric Waterfalls”, hvor lydbilledet bliver mere dystopisk og koldt elektronisk. Her rappes bl.a. om en klassisk problematik i forholdet mellem medicinalfirmaernes krav om profit og udviklingslandenes problemer med at bekæmpe aids, diabetes osv., fordi der simpelthen ikke er økonomiske midler til at købe tilstrækkeligt med medicin. Ingen tvivl om, hvem der har skylden for verdens forfald: »While Western world advances / our Mother Nature calls / please feed these plants with water / not electric waterfalls.«
Nu fremstår pladen måske som lidt af en party killer, og selvom Gift of Gab med den fremragende fortælling om “Richman, Poorman” viser både fortælleevner og social bevidsthed og udfolder en ganske overraskende og trist fortælling om, hvad der gemmer sig bag den rige mands facade, skal det retfærdigvis siges, at den første halvdel af pladen ikke er helt så dyster og bl.a. byder på den fremragende, up-beat “El Gifto Magnifico” og den dansable “In Las Vegas”.
Hvad enten der er tale om dystre fremtidsbilleder, fortællingen om den lille mand eller det festlige beat, leverer Gift of Gab det hele med stor sikkerhed. Indimellem kan det være svært at tyde, hvad han egentlig rapper, fordi det går så hurtigt, men det skal ikke ligge ham til last. Lydbilledet er sine steder ganske poppet, men det er nu engang mandens stil, og til hans forsvar må man sige, at det fungerer upåklageligt. Man kan oven i købet argumentere for, at det varme, ‘lette’ lydbillede er velvalgt, da kompliceret musikalsk ledsagelse ville blive for overvældende, når man også gerne vil lytte til det lyriske output. For det går virkelig stærkt.
Med Escape 2 Mars understreger Gift of Gab, at han er en af de mest interessante MC’s lige nu, ikke mindst hvad angår lyrisk ekvilibrisme. Hans sproglige overskud er en fornøjelse at dechifrere, og hans flow folder sig ud over det lydmæssige akkompagnement som et nyudrullet græstæppe på Old Trafford. Jeg hopper gerne med i hans rumskib.
Lyt til “El Gifto Magnifico”:
[audio:http://www.cornerstoneras.com/giftofgab/escape2mars/GiftOfGab_ElGiftoMagnifico.mp3]