Espers kunne sagtens være taget direkte ud af folkscenen fra 60’erne, idet de ligger meget tæt på den tid, både i opsætning og lyd. Bandet fra Philadelphia føres an af Meg Bairds bløde vokal og Greg Weeks’ lidt mere rå stemme, der både supplerer og dominerer hinanden. Albummet indeholder numre, hvor vokalerne står alene, men også numre, hvor de føres sammen, og det giver et spil i musikken, der skaber dynamik og adspredelse. Når vokalerne føres sammen, indgår de i et symbiotisk forhold, men samtidig bliver de parter i et indbyrdes spændingsforhold, fordi de netop er forskellige. Bandet leger på den måde med brugen af vokaler fra begge køn, hvilket giver en interessant og behagelig lyd. De to stemmer fungerer rigtig fint både hver for sig og sammen, men det ændrer lydbilledet rigtig meget, om det er en kvinde eller en mand, der synger.
Overordnet er der en akustisk singer/songwriter-stemning på albummet, men den elektriske guitar bryder med dette billede, og adskillige steder bliver den varme, rare følelse afløst af mere melankolske og mørkere toner. “I Can’t See Clear” indleder albummet og lægger ud med den rolige stemning, som mange af sangene følger op på. Nummeret blander dominerende guitarsekvenser med Bairds blide vokal, og allerede fra starten bliver man klar over, at bandet benytter sig af genremæssige hybriddannelser inden for musikken. Det er et dejligt nummer, men guitarpassagerne kan til tider godt blive en anelse lange. Det er generelt for flere af numrene på albummet, at guitarsekvenserne kommer til at skurre lidt i ørerne. De er sat ind for at bryde med det stilfærdige, akustiske billede, men virker ofte lidt overdøvende og skingre, hvilket sagtens kunne afværges ved ganske simpelt at korte dem lidt ned.
Et nummer som “That Which Darkly Thrives” viser bandet fra en mere gråtonet og dyster side. Det er primært på numre som dette, at bandet får manifesteret sin lyd som en hybrid af forskellige musikalske genrer, idet man her finder påvirkninger fra genrer som folk, singer/songwriter, akustisk og rock. På samme måde fastlægger “Meridian”, hvordan bandet har skabt sin egen lyd og ikke blot har skabt et plagiat fra 60’erne. Levnet fra hippietiden er helt sikkert at finde i bandets lyd, men sekstetten går stadig sine egne veje. Endnu et eksempel herpå kan findes i “Colony”, som med sine hjemsøgende toner ikke rigtig ligner nogen af de andre numre. Man kan sagtens genkende bandets lyd, men alligevel afviger dette nummer fra resten af pladen og udgør afgjort et af de mere tempofyldte numre på albummet, idet der er tilføjet trommer, som indfører et dynamisk særpræg.
Det er sjovt med bands som Espers. På samme måde som The Black Keys formår de at skabe en lyd, der er så atypisk for deres årti, og de får frembragt den med så meget finesse, at man i virkeligheden ikke kan høre ret meget forskel på den lyd, de producerer nu, og den lyd, der blev skabt i det årti, der udgør deres største inspirationskilde. For mig er det hovedsageligt “That Which Darkly Thrives”, “Meridian” og “Colony”, der bryder med den rene 60’er-lyd, fordi de indbyder til en mere eftertænksom og mørk side, hvorimod det øvrige album i højere grad frembringer muntre og lyse stemninger. Derfor er det også de tre numre, der mest afgjort er med til at definere bandet som noget andet og mere end blot et levn fra den glade hippietid.
III er et velproduceret album, der får mixet og matchet lyden fra både fortiden og nutiden, og hvor det netop er dét midt imellem, der får lov at definere Espers. Det er ikke vildt sindsoprivende eller genialt gennemtænkt, men III skal anbefales til dem, der savner lyden fra 60’erne i ny indpakning med et par overraskende og progressive indslag indbygget undervejs.
