Der er ved første øjekast al mulig grund til at forholde sig skeptisk med hensyn til originaliteten på amerikanske Cold Caves debut Love Comes Close. Orkestrets blanding af electro, new wave, industrial og diverse støjarrangementer er efterhǻnden hørt op til utallige gange hos et endnu større antal samtidige indieoutfits (inspirationer tæller f.eks. Joy Division, Human League, New Order og Crystal Castles m.fl.). Der er derfor med andre ord ikke dømt musikalsk revolution, men mindre kan i dette tilfælde også gøre det. På trods af den overordnede musikalske genkendelighed formår Cold Cave at fortolke deres musikalske inspirationskilder, således at man som lytter alligevel lader sig overmande.
Cold Cave består først og fremmest af Wesley Eisold fra hardcore-bandet Give Up the Ghost, men tæller desuden også medlemmerne Dominick Fernow og Caralee McElroy, der tidligere har huseret i henholdsvis Prurient og Xiu Xiu. Det, der gør Cold Cave til et relativt interessant musikalsk bekendtskab, er bl.a. bandets kombination af det ekstremt dystre og nærmest klynkende med det feminine og ekstremt dansable. Fernow bidrager desuden ganske effektivt med diverse støjelementer, hvilket er stærkt medvirkende til, at Love Comes Close ikke ender som endnu en electropopplade i mængden. Derudover fungerer McElroys lyse vokal som et glimrende modspil til Eisolds dybe baryton, der fremkalder minder om enten Ian Curtis eller Matt Berninger fra The National. Denne vekselvirkning mellem mandlig og kvindelig vokal er et ubetinget fornuftigt træk fra bandets side, da pladen hurtigt ville fremstå som temmelig monoton i længden, hvis Eisold var det eneste vokale bidrag.
Sangene på Love Comes Close domineres af mørk electropop, der tekstmæssigt bl.a. kredser om menneskelig fremmedgørelse, forliste forhold og diverse overvejelser om selvmord. Ikke just muntre sager, men dette opvejes dog i tilstrækkelig grad af den forholdsvis udadvendte electropop.
Det glimrende åbningsnummer “Cebe and Me” er en atmosfærisk iskold synth-affære med kvindelig vokal, der på vokalsiden minder om en blanding af henholdsvis Miss Kitten eller Karin Dreijer fra The Knife/Fever Ray. Ser man bort fra lighedspunkterne, er nummeret medrivende og fungerer som en glimrende indledning til de resterende numre på albummet. Andet nummer, der også er titelnummeret, er ubetinget et af pladens bedste. Det leverer varen med et særdeles smittende guitarhook, der vokser ved hver gennemlytning. I dette nummer nedtones electroen en smule for at give plads til guitaren, uden dog at gå på kompromis med det overordnede lydbillede.
Nummeret “The Trees Grew Emotions and Died” bør også nævnes i denne forbindelse. Nummeret drives fremad af en mantraagtig vokal og et hypnotisk melodiforløb, der gør det vanskeligt ikke at svinge hofterne til. De repetitive elementer kunne her ganske nemt fungere som et glimrende soundtrack til de sidste timer af en fest, hvor alkoholen (med mere) har flydt lidt for længe, åndsnærværelsen er aftagende, samtalerne forstummet og en overvældende lyst til at danse melder sig. I et sådan scenarie ville nummeret uden tvivl gøre lykke, men kunne dog også sagtens fungere i andre sammenhænge. Efter dette nummer daler kvalitetsniveauet desværre. De resterende numre pǻ Love Comes Close kommer nemlig til at fremstå som en anelse anonyme i sammenligning med de allerede nævnte numre, hvilket er en skam, da der virkelig er meget potentiale at hente i Cold Caves mørke electropop.
På trods af pladens mange stærke elementer og et mere eller mindre positivt helhedsbillede, er det derfor vanskeligt ikke at sidde tilbage med en knivspids af tom følelse efter endt gennemlytning. Med undtagelse af de allerede fremhævede numre ender hele herligheden desværre som en øvelse i relativ konventionel electropop. Cold Caves evne til at levere særdeles smittende melodier bliver dog orkestrets redning, der pǻ trods af konventionaliteten formår at få lytteren til at ignorere dette og lade sig føre med af bandets musikalske strøm. Konventionaliteten kan derfor i sidste ende tilgives, men en anelse mere opfindsomhed ville bestemt ikke være af vejen i fremtiden.
