Fleet Foxes-trommeslageren J. Tillmans seneste soloalbum Vacilando Territory Blues fra 2008 har fået sin titel efter det spanske ord for en slags vandrer, en vagabond, og det ord beskriver egentlig også meget rammende stemningen på opfølgeren Year in the Kingdom; søgende, eftertænksom, drømmende. Stille og simpel. Tillman spiller selv de fleste instrumenter på albummet, og det lyder umiddelbart som en stor opgave, men musikken består hovedsageligt af Tillmans vokal og hans akustiske guitar. I bedste folkede vagabondstil.
»When I look back on my life,« synger Tillman som det første på intronummeret “Year in the Kingdom”, og resten af albummet er i samme reflekterende, vemodige tone. Et fint og simpelt nummer, men også en anelse kedeligt og trivielt. Det efterfølgende nummer “Crosswinds” har derimod en helt anden energi og anderledes folk-spraglet lyd; Tillmans skingre guitar og fortrolige, drømmende stemme, sporadisk percussion og ekko-agtigt kor. Man føler sig næsten hensat til en ulmende solnedgang, bål, fjerne amerikanske ørkenvinde, frihed. Udlængsel og vagabonddrømme om åbne veje og vidder.
Jeg savner flere numre som “Crosswinds”, der er et unikt nummer på Year in the Kingdom. Mere alternativ folk, flere abstrakte lydbilleder. Tillman er altid nærværende og intens, men ofte bliver det en smule kedeligt. Man behøver ikke mere end hans smukke stemme og akustiske guitar, men melodierne og arrangementerne følger samme melankolske stemning albummet igennem. Dog bryder enkelte numre ud af den umiddelbart meget ensformige singer/songwriter-stil. “There’s No Good in Me” starter dystert, stille og introvert med guitar og vokal, men mod slutningen stiger det i både tempo og styrke og fungerer som et mere udadvendt udsving på det ellers meget indadvendte album.
Year in the Kingdom er ikke nyskabende musik. Men det er smukt og unikt på grund af sin ærlighed, enkelhed og simple komposition. Skabt og sunget i ånden af folk og singer/songwriter, én mand med sin guitar, med blikket rettet udad og indad på samme tid.
