Forskellige retrogenrer bliver bragt sammen på dette debutalbum fra amerikanske Girls, som består af sangskriver og vokalist Christopher Owens og producer Chet White. Girls har blandet et væld af forskellige lydbilleder og leverer et mix af hippie/flipper-attitude, rock samt en anelse punk og blues, og herved henviser de også implicit til en række store musikere og sangere fra 60’erne og op til nutiden. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at bandet selv markerer sig som en autonom, unik størrelse og sparker døren ind til den musikalske scene ved at indføre et punket islæt og en nærmest teenageagtig holdning til livet og omgivelserne.
De skifter tempo, stil, humør og genre så mange gange, at det i virkeligheden er fascinerende, at sangene trods alt former et enkelt og sammenhængende album. Når dette er sagt, kan det dog være svært at finde ud af, hvad de to fyre egentlig laver, og hvad de vil formidle.
Formidlingsmæssigt fik jeg som lytter fornemmelsen af, at Owens egentlig ikke er så interesseret i at videregive et budskab eller en pointe, men blot forsøger at bidrage med en tanke eller to. En stemning han har siddet med, eller en følelse han har haft. Men hvilken følelse? Er han sur, glad, såret, bitter? Der er noget punket over ham, som ikke kun indebærer en masse attitude, men også skrøbelighed og sårbarhed. Dette peger igen tilbage på, at det kan være svært at vide, hvor man har ham, fordi sangene og vokalen skifter i et nærmest skizofrent mønster. På mange måder afspejler dette mønster de menneskelige emotioner, omend jeg primært bider mærke i de lidt mere syge og til tider maniodepressive elementer i både musik og vokal.
Der er ikke nogen tvivl om, at Girls med Album viser, at de mestrer adskillige genrer, og at de sender en kærlig tanke til mange forskellige musikere, men der går en anelse for meget oprørsk og vred teenagestemning i den. Samtidig grænser det nogle gange til det patetiske, når Owens folder sig ud i diverse lyriske konstruktioner, hvor han nærmest hulker sig såret igennem linjer om, hvor hårdt det er at leve, og hvor lille og alene han er.
“Morning Light” står som en af de klareste stjerner på albummet, fordi rocken og punken på dette nummer bliver blandet på en måde, der både udtrykker overlegenhed, dynamik og en form for aggressivitet, der klæder Owens’ stemme. Jeg falder lidt fra, når han bliver den sørgelige eksistens, der sidder med sin guitar på badeværelset og tuder over sin tilværelse. For mig er der ikke nogen formidling i dette, men blot en cirklen om sig selv. Sangene bliver transformeret til navlepilleri, når han søber for meget i sin egen elendighed, men når han rejser sig fra dette – hvilket han heldigvis også gør en gang imellem – så er jeg egentlig meget godt med.
