Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk
Det er slet ikke Camera Obscuras skyld. Selvfølgelig skal denne anmeldelse handle om dem, men jeg bliver alligevel nødt til at kommentere Loppens store problemer med at fungere som spillested. Stedet holder vitterlig ikke til koncerter, hvor der er fyldt op med mennesker. Til Camera Obscuras koncert kunne kun halvdelen se noget, og hvor folk stod tættest, var de lige så sammenmaste som i forreste bås foran Orange Scene, og varmen var lige så høj som samme sted på en solrig dag. Så kan man jo blive til grin – og få et ildebefindende – for sine egne penge. At garderoben var fyldt op og måtte lukke et stykke tid inden koncertstart, kunne også have givet et fingerpeg om, at der ikke var plads til flere mennesker i de lavloftede lokaler. Loppen kan bestemt være et hyggeligt spillested, der også kan levere musikoplevelser af kvalitet for alle, men de burde lukke færre ind, så der var større chance for at lykkes med det.
Overvejelser om, hvordan jeg dog skulle kunne anmelde sådan en koncert, hvor jeg til at starte med ikke havde udsigt til overhovedet at kunne se bandet, fyldte mit hoved, da Camera Obscura gik på scenen med titelnummeret fra deres nyeste album, My Maudlin Career. Det er et nummer, der rummer essensen af det skotske orkester med deres perfekte symbiose af selvironi, sørgmodighed og retropop-glæde, og jeg ville så gerne se forkvinde Tracyanne Campbell foran mikrofonen og finde ud af, om hun lignede sig selv fra sidst, bandet besøgte Danmark på Roskilde i 2007.
Nysgerrigheden og ikke mindst ønsket om at få bedre forudsætninger for at vurdere aftenens koncert fik min ledsager og jeg til at møffe fremad, så godt vi nu kunne, indtil vi havnede helt ude ved siden af scenen på nogle instrumentkasser. I modsætning til en hel del af aftenens gæster kunne vi herfra se bandet. Og Tracyanne sang sine velskrevne linjer ind i mikrofonen, og den unge trompetist markede sig længe mest med yderst koncentreret triangel- og tamburinspil, så det var en helt fornøjelse at studere.
Ikke overraskende spillede Camera Obscura mange numre fra My Maudlin Career, men også en god bid fra forgængeren, Let’s Get Out of This Country. Jeg kunne nemt iagttage publikums reaktioner på numrene fra den nye plads, og det var skægt at følge de forreste rækkers smil og smådanseri ved de stemningsmæssige højdepunkter, hvor “French Navy” fra det nye album var en af dem, men hvor det ellers var numrene fra det forrige album, der helt igennem berettiget syntes at være publikumsfavoritterne. Her satte især “Lloyd, I’m Ready to Be Heartbroken” efterfulgt af “If Looks Could Kill” gang i publikum.
Selvom bandet leverede sine sange temmelig meget efter bogen, var det i denne slags stunder, at deres musik virkelig kom til sin ret. Tracyanne Campbells underspillede vokal, bandets sammenspil og trompetens festlige toner udfoldede numrenes potentiale og viste, hvad det netop er, dette band kan. Det er at kombinere en særlig form for inderlig popfølelse med en tristesse, der kan få de fleste – i hvert fald alle dem, jeg kunne se på første række – til at synge med og le lidt af deres egne navlepillende bekymringer.
Et par mere rendyrkede sørgmodige numre kom skotterne også med, bl.a. ekskæreste-sangen “James” og det allersidste nummer “Razzle Dazzle Rose”, der har en særlig intensitet, hvor trompeten fik lov at udfolde sig med længselsfulde toner. Det var et rigtig godt valg som sidste sang, der sendte publikum ud fra Loppens proppede lokaler og ud i den tiltrængte, kolde efterårsluft.
Jeg startede aftenen med de værste udsigter på grund af Loppens umulige udgangspunkt og en frygt for, at jeg måtte blive én af dem, der måtte gå hjem, eller slet ikke ville få bandet at se. Men det lykkedes, og selvom Camera Obscura ikke præsterede noget ekstraordinært til denne koncert, havde jeg til sidst en rigtig god følelse i kroppen, som jeg kunne takke skotterne med deres melodier og bittersøde stemninger for.
