»It's been a hard day's night...« At skrive sange – og blive tilfredse med dem – er en hård proces. Foto: Kim Wendt.
For to år siden udkom Mouritz/Hørslev Projektets debut, Så er det sagt. Den blev modtaget meget positivt af anmelderne og blev bl.a. kaldt »et smukt resultat af, hvordan lyrik og musik kan forenes.« Nu er de klar med opfølgeren, og ligesom på debuten fylder tekstuniverset meget på Blik, bang bang. Denne gang har makkerparret dog forsøgt at gøre relationen mellem musik og lyrik mere ligeværdig, fordi de med udgivelsen af Så er det sagt oplevede, at den lyriske del kom overraskende meget i fokus.
»Du bliver nødt til at give mig noget«
Fokusset på teksterne skyldtes, at sangskrivningen på den første plade foregik over internettet, i en udveksling hvor Hørslev sendte tekster til Mouritz, der efterfølgende fortolkede teksterne, med det Hørslev kalder »en ærefrygt over for ordene, der betød, at de kom til at diktere, hvordan musikken blev.«
Det medførte, at lyrikken trådte i forgrunden og tog meget af opmærksomheden, da pladen udkom, og derfor var ønsket med Blik, bang bang at lave en plade, hvor tekst og musik var i ligevægt: »Vi havde mere lyst til at lave noget, hvor tekst og musik gik mere hånd i hånd. Hvor ingen af delene havde en mere privilegeret status end andet. Det skulle ikke være sådan, at teksten skulle være det, man gik op i, men at tekst og musik arbejdede mere sammen,« fortæller Hørslev og fortsætter: »Selvom jeg ikke mener, at sproget her har nogen særstatus i forhold til musikken, så tager jeg min interesse for sprog og mit sprogøre med. Jeg går op i sprog, og jeg synes, det er fedt at bruge et ord som ’klinkegulv’ i en sang. Sproget er så rigt og kan så meget, så man skal være ambitiøs på ordenes vegne.«
For stadig at have fokus på sproget, men undgå, at det blev dominerende, valgte de en proces, man kunne kalde ’instant poesi’: Mouritz mødte simpelthen op med en rytmeboks i Hørslevs hus på Fanø, og så gik de i gang med at lave sangene, både sammen og hver for sig. Hørslev uddyber: »Det var meget sådan noget med, at Mads sad over for mig og sagde: “Du bliver nødt til at give mig noget”. Der var ingen færdige tekster, men jeg kunne godt slynge en linje eller tre ud.« Mads supplerer: »Du kunne vise mig et ark med nogle ting, og så kunne vi måske tage to linjer derfra og sige: “Dét der, det kunne vi prøve at arbejde videre med”, og så ville du gå væk og skrive lidt på det.«
Svære nødder at knække
Det var faktisk også på grund af det store tekstfokus, at det blev lydpioneren Roger Moutenot (bl.a. Yo La Tengo), der blev udset som producer. Mouritz og Moutenot arbejdede tidligere sammen, da Mouritz udgav sin anden engelsksprogede plade, No More of Less, og Mouritz havde siden drømt om at have Moutenot med helt fra begyndelsen. Derfor var det – som man siger – en drøm, der gik i opfyldelse, da bandet (uden Lone Hørslev) i december 2008 tog til Nashville for at gå i studiet med Moutenot, der efterfølgende også var med til at mixe pladen. Det viste sig at være en ideel løsning, fordi teksterne var skrevet, og Moutenot derfor kun skulle forholde sig til den musiske dimension af Blik, bang bang.
Men der var nødder, der var svære at knække, og da Hørslev åbnede lydfilerne med det, bandet havde indspillet i Nashville, var der numre, Hørslev ikke syntes, fungerede optimalt. Bl.a. var der en sang, hvor Mouritz vokal ikke ramte den stemning, Hørslev havde forestillet sig. Mouritz svarede, at så måtte Hørslev synge selv, og det gjorde hun så. Hørslev fortæller: »Da vi sad og lavede de her demoer på Fanø, var der nogle ting, som jeg ikke syntes, Mads kunne synge på den måde, jeg syntes, det skulle synges på« (Mads bryder ind og siger: »Og jeg kunne heller ikke. Jeg syntes, der var så mange ord. Jeg kunne ikke trække vejret. Og når du så gjorde det, blev det sagt på en blød måde«). Hørslev fortsætter: »Jeg havde i hvert fald en stærk mening om, at sådan skulle det ikke være. Og så prøvede jeg så at lave en demo [af nummeret].«
Digte har musik, rytme og lyd
Men selvom det var »fuldstændig sindssygt grænseoverskridende,« var Hørslev dog ikke helt uvant med at synge. Efter den første plade skrev Hørslev nemlig digtsamlingen “Lige mig”, og her sneg brudstykker fra pladen sig ind i digtsamlingen, hvilket betød, at hun nogle gange måtte synge nogle af linjerne, når hun læste op. Men det kan stadig ikke helt sammenlignes med at synge, fortæller hun: »Digte har kun sig selv. De står der alene på siderne i en bog, og når jeg er ude og læse op, kommer jeg med min fortolkning af digtet. For alle digte har musik, rytme og lyd – og især er det noget, jeg arbejder med, så det er klart, at jeg kommer med en version af det. Men en sangtekst har jo sin musik. En sangtekst står ikke alene, men har musikken at læne sig op ad eller flette sig ind i.«
Og der er jo noget om slægtskabet mellem musik og lyrik. Som Mouritz ærligt fortæller, har han i mange år haft svært ved at læse romaner, fordi han synes, det er kedeligt. Men lyrik er noget helt andet: »Jeg opdagede lige pludselig, at der var noget i digtsamlinger, som bandt mig til musikken. Det der med at få noget, som på en side har en rytme og en hel verden i sig. Man skal nogle gange læse det fem-seks gange, før det i virkeligheden siver ind, ligesom når man hører musik. Og jeg kan godt lide, at man kommer tilbage til digtet igen og igen, at digtet er i en fast og ret komprimeret form. Som et musiknummer, der lægger sig omkring tre minutter.«
Det er faktisk også gennem intensiv lytten til sprogets indre melodi, at Mouritz finder frem til den musik, der omkranser teksterne på makkerparrets plader: »Jeg sætter mig ned og ser på, hvad er det for en melodi, der ligger gemt bag det her, Lone har skrevet. Det er derfor, jeg læser det op igen og igen og igen. Hvis man læser noget op, optager det og putter det ind i Protools, lægger man mærke til, at der er toner. På den måde finder man den melodi, der gemmer sig bag [teksten].«
Ikke bare glad i låget
Arbejdstitlen til Blik, bang bang var Dansepladen, men når man nærlytter teksterne, er det stærke og følelsesladede tekster, der ikke nødvendigvis appellerer til at lade kroppen snurre. »Vi havde det udgangspunkt, at det skulle være en plade, som både talte til hjernen, men også til hjertet og kroppen. Den måtte godt gå i kroppen. Man skulle have lyst til at bevæge sig til det. Men jeg kan ikke skrive tekster, der bare er glade i låget«, siger Hørslev.
Og det er heller ikke nødvendigvis et must. For som Mouritz så rigtigt siger: »Dansemusik i gamle dage var bluesmusik, rock’n’roll, hvor teksterne ikke behøvede at være glade i låget for at være dansemusik. Men vi havde et dogme om, at det skulle være en danseplade, og det handlede om, at det skulle rocke i os fra starten af. Også for at gå væk fra det, vi startede med på den første plade, hvor Lones tekstoplæg meget dikterede, hvordan musikken blev. Det er jo ikke, fordi jeg nødvendigvis tænker, det er en plade, jeg vil sætte på, når der skal festes i min lejlighed. Det var mere en slags leg, vi havde, for at komme videre i forhold til at skrive.«
Ladet med livet
Dykker man ned i det indholdsmæssige plan på Blik, bang bang indfanges både livets sol- og skyggesider. Da jeg bemærker, at jeg på pladen har lagt mærke til, at der tit er både lyse og mørke sider repræsenteret i sangene og derfor spørger til sammenhængen mellem destruktion og kærlighed, udstøder Mouritz et »auch« og spørger Hørslev, om han må svare. Det må han: »Da vi indspillede pladen, var jeg lige gået ud af et 10 år langt forhold og havde på kort tid mødt en anden. For mig har de sange og den plade den sommer i sig. Nogle gange var jeg overstadigt glad, andre gange utrolig ked af det, destruktiv måske. Når jeg synger dem, er det det rum, jeg går ind. Og det var meget destruktion og kærlighed«.
Så sangene kommer fra de inderste hjertekamre. Og stemningen bliver mærkbart trykket, da vi dykker ned i dem. Vi tænker vist alle sammen tilbage”¦ Hørslev siger: »Angsten for at miste er der. Negativet er der altid. Jeg tænker, at teksterne handler om at gå til livet alligevel, at turde. De handler meget om de dilemmaer, der er i livet, om man tør give sig hen. Men det er alligevel: “Jeg tager altid det glas, der er mest i, ingen pis. Jeg siger, KOM lad os æde hinanden”«, siger Hørslev og citerer fra sangen “Tag ordet”, inden hun fortsætter: »Men teksterne ved også godt, at der er en bagside, altid. Hvis man har noget, har man også muligheden for at miste det. Og det ligger hele tiden som sådan en skygge.«
Så budskabet fra duoen er altså, at man skal turde satse sig selv hele tiden, både i livet, sine tekster og sin musik. For der, hvor varmen er, finder man også kulden, modsætningen, lige om hjørnet, og det er en uomgængelig del af livet. Den lyst til at æde livet – med hud og hår – har altså nu resulteret i Blik, bang bang – en titel, der netop signalerer, at det handler om at turde slå til, når lynet slår ned.
Læs anmeldelsen af Blik, bang bang.
