Roskilde ’09: Lucy Love, Social Distortion, Lucinda Williams, 02.07.09

Lucy Love malede farver på Cosmopol.

Lucy Love, 02.07.09, 17.30, Cosmopol
Portene var åbnet til Festivalpladsen, og folk havde udvalgt sig deres første koncert. Jeg var ikke umiddelbart klar over den popularitet, som Lucy Love over kort tid har tilegnet sig via en del airplay på P3, så jeg var mildt sagt overrasket over publikums størrelse. For Cosmopol var pakket til randen – måske fordi Lucy Love, Per Vers sagde det, er »syg i roen på den helt rigtige måde.«

Det var hun i hvert fald til denne koncert, ingen tvivl om det. Indledningsvis kom fire spøgelseslignende dansere på scenen, karakteristisk klædt i det mønster, der også findes på forsiden af coveret til Superbillion. Det er forfriskende at have en kunstner i Danmark, der så selvsikkert udfører sine ideer, f.eks. at vise hendes navn med versaler på storskærme i baggrunden, og hendes sceneshow i går var nærmest som at opleve en miniatureudgave af Missy Elliott.

Hendes hits, “No V.I.P.”, “Daddy Was a DJ” og “œL.U.C.Y. L.O.V.E.”, sad lige i skabet og blev fremført med en overlegenhed, der skabte en intens energi i teltet. Eneste minus var – og det er jo ikke nødvendigvis Lucy Loves skyld – at baslyden på de mere dubbede numre godt kunne have været mere fremtrædende. Det ændrer dog ikke på en fremragende koncert, der både gav mig gåsehud, fik gulvet til at gynge og gav folk den fest, de var kommet efter. (CK)

Social Distortion, 02.07.09, 18.00, Arena
Det var tæskevarmt, og der var mange mennesker, der gerne ville høre de gamle hardcore-punkere fra Califorien, Social Distortion. Mange var mødt frem for at opleve et af de velrenomerede shows, veteranerne er kendte for. Og de gik ikke forgæves, for den første koncert på Arena var nærmest ren opvisning i hård, guitarsolodrevet rock.

Så vi kan meget passende starte med guitarsoloerne. For der var rigtig mange af dem. Ja, de var faktisk i alle settets 15 sange. Det kan måske godt være lige i overkanten, men det gjorde nu ikke noget, da de var velspillede, velplacerede og fandens seje med de fræsende riff. Det var ikke bare guitaren, der var knald på. Også trommeslageren levede virkelig op til sit bedste, da han leverede en pragtpræstation uden lige. At skulle holde et så højt et tempo igennem et helt set er imponerende.

Imellem sangene mumlede forsanger og eneste bandmedlem, der ikke er blevet udskiftet gennem bandets 30-årige levetid, Mike Ness, om rascisme, at dele rigdom og andre ting, som var svære at forstå. Men det gjorde nu ikke så meget, for publikum slugte det råt, selvom halvdelen var umuligt at finde hoved og hale i. Rock ’n’ roll.

Da bandet spillede deres coverversion af Johnny Cashs “Ring Of Fire” var teltet ved at vælte på grund af de mange knyttede næver, der slog igennem luften. Samme højder nåede stemningen, da de gik i gang med deres hit, der er med i Guitar Hero, “Story Of My Life.” Det var det andet og sidste ekstranummer, og det fungerede som et godt punktum for en god koncert. (MHN)

Lucinda Williams var ren forløsning på Arena.

Lucinda Williams, 02.07.09, 20.00, Arena

Når portene for alvor åbner til festivalpladsen, er det meningen, at måneders opsparet forventning skal forløses. Men den forløsning bliver ikke altid frigivet i de første møder med musikken. Wolves in the Throne Room kunne ikke rigtig åbne op for min indlevelse med deres frembrusende blackmetal og den smule, jeg hørte af Alamaailman Vasarat, lød som finsk happyjazz, så der blev forløsningen nærmest kun kapslet mere inde.

Nede på Arena-scenen var Lucinda Williams og hendes særdeles velspillende liveband til gengæld lige præcis den oplevelse, der skulle til for at åbne blodårene op for musikalsk epo. Den erfarne singer/songwriter, der med solbriller, tatoveringer og moderat læderhud så lidt afdanket ud, har nogle gange brugt for lang tid på sine album på grund af sin perfektionisme. Men det betyder til gengæld også, at hun har nogle fantastiske, gennemarbejdede sange i bagkataloget.

Dem leverede hun selvsikkert på Arena, fuldstændig upåvirket af at teltet var overraskende tomt. Stilen var god, klassisk sydstats-bluesrock med få afstikkere til den countryrock, hun primært er blevet forbundet med. Især de to guitarister leverede nogle urimeligt fede bluessoloer, der ransagede pladsen for støv og hvirvlede den højt op i solens stråler. Samtidig havde Williams’ stemme en fantastisk klang, der har fået en klædelig røget kant med årene, og hold fast hvor kunne den trænge smukt ind under huden. Når den stod alene, lød den som et medium for fortabte sjæle.

Bedst var det dog, når bandet rockede igennem, og især afslutningen med AC/DC’s klassiske “It’s a Long Way to the Top (If You Wanna Rock’n’Roll)” var så fyldt med overskud, at en voksen mand i 40’erne ved siden af mig, kastede sig ned i støvet og tilbedte bandet. Det var en sand forløsning. (KEA)