Swan Lake: Enemy Mine

Det canadiske indieband Swan Lake bliver flere steder betegnet som en ‘indie-supergruppe’, da de tre medlemmer alle har rødder i fremtrædende canadiske indiebands; Spencer Krug i Wolf Parade, Carey Mercer i Frog Eyes og Dan Bejar i Destroyer og The New Pornographers. Det er derfor med en del forventninger, at jeg giver mig til at lytte til Enemy Mine, som er efterfølgeren til Swan Lakes debut, Beast Moans, fra 2006.

Beast Moans modtog blandede anmeldelser, bl.a. på grund af albummets rodede vokalarrangementer og larmende effekter. Lyden er stadig et slags instrumentelt virvar, men det føles, som om Swan Lake har forsøgt at simplificere deres udtryk og bringe vokalen i fokus.

Mercer synger på det første nummer, “Spanish Gold, 2044”, og lyder som en skæv blanding af David Bowie og Alec Ounsworth fra Clap Your Hands Say Yeah. Nummeret er en tand for usammenhængende og råbende, men den efterfølgende “Paper Lace” er en fin, folket indieperle med sporadisk guitarklimpren og en trippende rastløshed. “Settle on Your Skin” starter med en cirkuslignede, legende lyd, men glider hurtigt over i larmende rock. Nummeret har en umiddelbar energi over sig og skiller sig ud blandt de andre noget kedelige sange, der på Animal Collective’sk vis drejer om sig selv i en lettere uforståelig larm, men her forbliver rastløsheden uforløst. De fleste sange drukner i umotiveret og ligegyldig støj og bevæger sig ikke rigtig ud af stedet.

I det hele taget er Enemy Mine en meget blandet oplevelse. Jeg undrede mig over, hvorfor et så middelmådigt nummer som “Spider” er blevet udvalgt til albummet. Både tekst og musik er virkelig banal og noget af det mest poppede på Enemy Mine. »We play games, we play guitars,« synger Dan Bejar, og det lyder også, som om det nærmest kan komme ud på et. Det efterfølgende nummer, “A Hand at Dusk”, er derimod virkelig fint og skiller sig ud med sin stille lyd, der både er folk-spraglet og meget simpel. Nummeret har noget af den ro og selvtillid, man kan savne på Enemy Mine. Ikke fordi det er et stille nummer uden trommer (selvom det er tiltrængt), men snarere fordi det tør dvæle ved og undersøge sin egen stemning.

Det virker, som om de andre numre forsøger at gøre det samme, men Enemy Mine farer oftest vild i sin egen rastløshed. Sangene når aldrig rigtig til vejrs og slår knude på sig selv i deres iver efter at slå sig løs. Jeg savner flere sange som “A Hand at Dusk”. Flere sange, der ikke nødvendigvis behøver at være stille, men som tør udforske sig selv og blomstre uden at prøve for meget på det.