Hiphoppen står i stampe. Det, der engang syntes sultent, vitalt, grundvoldsrystende og fyldt med hjerteblod, virker i dag udkørt, automatiseret, sat og uopfindsomt. Der er ikke længere bølger af rappere, der skaber musikalske revolutioner og vinder nyt kunstnerisk terræn med hver plade, de udgiver.
Ovenstående har i vid udstrækning gjort sig gældende for den kommercielle hiphop i det nye årtusinde, men i de seneste år er også undergrunden stagneret. Hvis der er en mand, der har oplevet hiphoppens udvikling både i undergrunden og på de kommercielle tinder og alle steder derimellem – helt fra genren fik sin egen stemme, over dens kunstneriske højdedrag i midten af 90’erne og op til i dag – er det Ice Cube. Som medlem af the world’s most dangerous group, N.W.A, solo som the nigga ya love to hate og med Westside Connection var han primus motor i gangstarappens udvikling til ghettoens væsentligste samfundskommenterende udtryksmiddel.
Fake eller real?
Det overordnede indtryk, man får, når man snakker hiphop med Ice Cube, er, at han har en aura omkring sig af noget alfaderligt, afklaret og dybt seriøst. For ham er hiphoppen som et barn, og som seriøs kunstnerisk autoritet kan han kun sammenlignes med KRS One. Hvor han engang havde store offentlige bataljer med Eazy-E og N.W.A’s manager Jerry Heller, er han i dag omhyggelig med ikke at svine nogen til og med at have et så afklaret og nøgternt et syn som muligt på alle kunstnere, gamle som nye.
Hans syn på de formative år i N.W.A er ikke præget af megen mytologisering: »Vi dannede ikke N.W.A for at chokere folk eller for at være the most dangerous group in the world, men fordi der ikke var nogen, der snakkede om de ting, der påvirkede os hver eneste dag. Ingen rappede om, hvad der foregik, der hvor vi boede, og alt, hvad vi hørte, var ‘Brooklyn’s in the house’ og ‘Queens is in the house’, og vi ville bare lade folk vide, at Compton også var en faktor, og at vi havde en trang til at fortælle om det miljø, vi kom fra. Og selvfølgelig kom det til at fremstå real, fordi vi var real. Så folk blev opmærksomme på os, fordi vi gjorde noget anderledes, men vi troede aldrig, vi ville blive nogen kæmpestor gruppe. Til at starte med blev vores plader solgt i pladebutikkernes sektion med comedy-album sammen med Richard Pryor og Eddie Murphy, fordi ingen vidste, hvad de skulle stille op med dem, så vi kunne slet ikke forestille os, at vi ville blive en magtfaktor.«
Det med at være real bliver interviewets tilbagevendende emne, og selvom Ice Cube uden våde øjne beskriver branchens udvikling fra uafhængighed til en enorm økonomisk forretning, mener han ikke, at dagens rappere er mindre real, end dengang hiphoppen var ung og uafhængig. Alligevel kan man spore en vis irritation over nutidens merkantile syn på musikken, i det han siger:
»Altså, jeg kender ikke nogen fake rappere. Bare fordi man ikke laver gangstarap, betyder det ikke, at man ikke er real. Jeg accepterer som udgangspunkt alle former for rap, for det har vi altid gjort, der hvor jeg kommer fra. Men dem, der er real i dag, er det på et forvrænget grundlag. De er real ud fra en forretningsmæssig logik. Det kan slet ikke sammenlignes med eksempelvis Russell Simmons (legendarisk grundlægger af pladeselskabet Def Jam, red.), og den måde han gjorde tingene på i 80’erne. Og det handler i grunden ikke så meget om kunstnerne som om de selskaber, der formidler musikken. Verdens viacoms, så at sige. Engang var det undergrunden, der viste dem, hvad der var hot, men i dag er det omvendt.«
Sandheden på gadeniveau
Ice Cube opfatter sin seneste plade, Raw Footage, som et opgør med de herskende tendenser til, at hiphop skal handle om diamanter, penge og biler. Og på det punkt ser han en god ting ved de moderne tider:
»Internettet har gjort det muligt for den sande undergrund at tage musikken tilbage fra de kommercielle selskaber, og det har gjort det muligt for mig at gøre det, jeg er bedst til. Det, jeg laver, er street knowledge. Det bliver omtalt som gangstarap, men i virkeligheden er det street knowledge. Vi lader ghettoen vide, hvad regeringen har gang i, og forhåbentlig lytter de, så vi også kan fortælle regeringen, hvad der sker i ghettoen.«
På trods af denne optimistiske politiske vision, som også var målet på Ice Cubes klassiske plader AmeriKKKa’s Most Wanted og Death Certificate fra starten af 90’erne, afspejler de ting, han rapper om i dag, en deprimerende og trøstesløs virkelighed, der til forveksling ligner den, han rappede om for 20 år siden. Men det gør ham ikke desillusioneret:
»Tingene har overhovedet ikke ændret sig, nej. Verden var fucked up, før jeg blev født, den er fucked up nu, og den vil sikkert også være fucked up, når jeg dør, men det betyder ikke, at man ikke er nødt til at blive ved med at snakke om den og kæmpe for at ændre folks synspunkter. Jeg forsøger at ændre verdenssynet hos min lytter, hvem det så end må være. Jeg forsøger at ændre den mand, der skal ansætte en eller anden fra South Central eller Compton. Måske kan jeg ændre hans syn på tingene, så han giver den anden mand et job og dermed gør, hvad han bør gøre, og så kan de måske leve lykkeligt til deres dages ende. Det er den slags små sejre, der gør, jeg bliver ved. Hvis man kun ser på det store perspektiv, har ghettoen ikke ændret sig, den er altid, som den altid har været. Alt andet udvikler sig, men den forbliver, som den er. På Raw Footage vil jeg også vise verden, som den er for ghettoens ofre og ikke kun for dens gangstere.«
For i virkeligheden er ghettoen slet ikke sådan, som den tager sig ud for mange udenforstående, og i virkeligheden er musikken og den vrede, der kommer til udtryk gennem den, ikke det vigtigste i tilværelsen:
»Da jeg var 18, var mit eneste mål i tilværelsen at være verdens bedste rapper. Men efterhånden lærer man, at det hele ikke bare handler om en selv. Man får børn og leder efter ting, der kan være nyttige i det liv, man lever med dem, og for mig var det blandt andet min religion. Men sandheden er nødt til at have forrang frem for religion. Man finder ud af, at verden er større end hiphop, og at hiphop primært er rutiner, der strukturerer livet. Når alt kommer til alt, er det børn og familie, der betyder noget, og det er det, alle i virkeligheden ønsker i sidste ende. You don’t wanna be a 50-year-old motherfucker rapping about going to the club. Det er i virkeligheden det, min generation af gangstarappere altid har givet udtryk for: »Vi er normale, vi kommer bare fra et fucked up sted.« Og sådan er det også med resten af ghettoen. Vi gør, hvad der kræves for at få alt til at køre rundt, men vi vil hellere overholde loven end bryde den. Vi vil helst have job, hus, bil og fred og ro. Men sådan er virkeligheden desværre ikke. Folk tror, man ønsker at vælte sig i sølet, når man kommer fra ghettoen, men sådan er det ikke. Jeg forsøger altid at kommunikere sandheden, og jeg siger ikke, det er den absolutte sandhed, men det er min Ice Cube-sandhed.«
Hiphop-scenen set med en veterans øjne
Således er Ice Cube noget nær en aldrende familiefar i en genre, der i særlig grad er fokuseret på ungdom. Han er en del af den første generation af legendariske rappere, der nærmer sig de 40-50, men det mener han ikke er noget problem:
»Indenfor rap er det normalt en dødsdom at være gammel, men i virkeligheden er det som en sportsgren. Alle snakker om de unge, men det er veteranerne, der gør udslaget i sidste ende. I det hele taget klager jeg ikke, for jeg startede under samme omstændigheder. Da jeg var ung og ny, sagde de gamle rappere: »Hey, det var os, der startede alt det her.« Så nu er jeg på den anden side af hegnet, og jeg synes egentlig, min generation bliver bedre, jo ældre vi bliver.«
Afslutningsvis beder jeg Ice Cube fælde en dom over nutidens hiphop-scene. Tidligere har der været de to nøgleår 1988 og 1994, hvor en syndflod af nye kunstnere og mesterlige plader satte dagsordenen, men siden ’94 har der ikke været nogen ny bølge eller noget nyt skæringsår. Der har været en spredt håndfuld enkeltstående rappere, men intet samlet center. Spørgsmålet er, om hiphoppen træder vande:
»Ja! På mange måder. Musikken dengang ændrede rappens bane fuldstændig. Genrens kurs ændrede sig i ’88, og den gjorde det igen i ’94. Siden dengang har den ikke ændret sig, og intet helt nyt har taget branchen med storm. For mig er det også en cadeau til en mand som Dr. Dre, for det viser dig, hvor dygtig han er. På vestkysten kommer vi alle fra Dr. Dres stamtræ, og ingen har været i stand til at træde i hans sted. Men mit job er ikke længere at lave ny musik, mit job er at lave den musik, folk kan lide, jeg laver.«
Ice Cube giver altså udtryk for en afklaret blanding af optimisme og pessimisme på hiphoppens og samfundets vegne. Han er ikke en mand, der stikker sig selv eller andre blår i øjnene, og at overvære en koncert med ham er præcis lige så fokuseret og professionel en oplevelse som at interviewe ham. Han beviser, at man ikke har udspillet sin rolle i rapmusikken, bare fordi man har rundet de 40, men hans betragtninger om vore dages hiphop afkræfter desværre ikke de bange anelser om, at det er en hensygnende genre med få rappere, der skal tage over efter legender som Ice Cube.
Pisse godt interview!