Handsome Furs er et kærlighedsbarn. Et produkt af et ægteskab. Et barn af Dan Boeckner og Alexei Perry. De to er mand og kone og tilsammen et rockband. Et rockband, som i 2007 debuterede med albummet Plague Park. Et album, der ikke kun hos os, men i samtlige medier blev betegnet som en døgnflue. Et band, som ikke var andet end et bijob for Dan Boeckner. Et album, som parret kunne have beholdt i ægtesengen.
Hvis man ikke tidligere har hørt om Perry, er der ikke så meget at sige til det, men hvis navnet Boeckner ikke siger dig noget, så har du sovet i timen. Ud over at være en del af Handsome Furs er han nemlig også forsanger i Wolf Parade. Sammen med resten af ulveflokken begav han sig fra Canada til USA og Europa. Efter udgivelsen af Arcade Fires mesterlige Funeral i 2004 blev verdens øjne åbnet op for den canadiske klang. Ikke at der fandtes en sådan. Ikke fordi canadierne havde lavet en sammensværgelse for at erobre verdensherredømmet. Men sådan fungerer hype altså bare.
Den ubehagelige overfrakke, som hypen er, har Boeckner altså også båret. En overfrakke, som varmer i starten, men som kaster en lang, lang skygge efter sig. Mange ser overfrakken som et onde. En bremse for kreativ udfoldelse. Djævlens lillebror. Andre, derimod, bærer den som en velsignelse. Som at bære en pels i sommerhalvåret. Sådan en fornemmelse har jeg desværre af Boeckner og Perry. Den tanke er for mig umulig at få ud af hovedet, når jeg hører Face Control. Jeg kan ikke lade være med at tænke: »Hvorfor? Hvad er meningen med den her plade?«
I pressemeddelelsen står der, at pladen har til formål at sætte østblokkens overvågningsstater i forhold til vores nuværende liv. En lussing til vores langsomme accept og omfavnelse af selvovervågning. Så bliver det vist ikke meget mere diffust. Måske er det bare mig, der ikke har fulgt godt nok med i debatten omkring for meget eller for lidt overvågning. Eller også er det bare mig, der er dårlig til at regne. Men hvis der er nogen, der kan forklare mig, hvordan regnestykket omkring østlande og indierock går op, så må I meget gerne fortælle mig det. For mig giver det bare ekstra næring i forhold til de tanker, jeg allerede går rundt med: At pladen egentlig kun er kommet til verden, fordi man kan, og ikke så meget, fordi verden – eller østlandene for den sags skyld – har brug for den.
Titler som “Nyet Spasiba”, “Radio Kaliningrad” og “(Passport Kontrol)” fuldender Handsome Furs’ idé med pladen, men når man så sætter pladen på anlægget, så bliver man slemt skuffet. For magen til idéforladt udgivelse skal man lede længe efter. Jeg ved godt, der er nogle, som lever efter devisen ’less is more’, men det fungerer altså ikke to gange i træk. På forgængeren Plague Park benyttede man sig udelukkende af smadrede elektroniske beats, rasende guitar og Boeckners hæse og beskidte vokal, som er hørt bedre og mere ærlig hos Pixies, Pavement og Guided by Voices. Nu har ægteparret altså valgt at genbruge ideen og at bruge Vladimir Putin som undskyldning.
Heldigvis for de pelsklædte canadiere har de en god sans for melodier og omkvæd, og på numre som “Talking Hotel Arbat Blues”, “All We Want, Baby, Is Everything” og “I’m Confused” formår de ved hjælp af god energi og en pæn portion støj at få mig til at glemme, hvorfor jeg var i så dårligt humør. Men når jeg om 10-20 år tænker tilbage på Handsome Furs’ anden plade, bliver det ikke for tre gode rocksange, men som synonym for et band, som er hoppet på NME- og Soundvenue-bølgen. Når man rider på den bølge, så finder man ofte for sent ud af, at det bræt, man står på, ikke holder til mere end et par timers surfing.
Handsome Furs: “I’m Confused”
