Fotos: Daniel Nielsen, LiveShot.dk
Inden showtime var atmosfæren på Studenterhuset i Aalborg allerede vibrerende. Highway Child havde sørget for at opvarme publikum, inden Dragontears entrede scenen. Begge bands er beslægtede genremæssigt – og sikkert også i ånden. Hvor førstnævnte leverede en række energiske eksempler på garagerock, er sidstnævnte mere fokuseret på det psykedeliske.
Stemningen var lagt, allerede inden bandet gik på scenen, hvor et udvalg af The Doors-sange fyldte lokalet. Publikum strømmede langsomt tilbage, da pausen efter første band var overstået, og lod sig indhylde i lysshowet fra scenen, der blev udgjort af roterende fraktaler og ubestemmelige videoklip, bl.a. af nøgne kvindebryster. Sidstnævnte vakte spredt jubel hos det hovedsageligt mandlige publikum i salen.
Dragontears’ medlemmer er gamle kendinge på den danske musikscene og består af medlemmer af Baby Woodrose og On Trial, anført af Lorenzo Woodrose på vokal, guitar og andet godt. Deres andet album, Tambourine Freak Machine, er netop udkommet, og smagsprøver herfra skulle præsenteres for et halvfyldt Studenterhus. Det gode sommervejr kan være en svær konkurrent, og flere mennesker festede da også lige udenfor. De kunne dog ikke undgå at mærke, hvordan de mystiske vibrationer spredte sig, da bandet satte i gang.
Langsomt fyldtes lokalet af psykedeliske toner, da tre guitarister, en bassist og et styk trommeslager begyndte. Første nummer var en længere odyssé, der blev gradvist opbygget. Rytmefigurer blev repeteret, indtil tilskuerne faldt i en lettere trance. Imens udbyggedes intensiteten og tonerne fra guitarerne. Trommerne holdt en fast rytme, mens der blev givet slip andre steder. Rummet fyldtes af ekkoer, rumklang og effekter. En meget fyldig og tætpakket lyd, hvor alle elementer smelter sammen og udgør én blok af lyd. Alle instrumenterne kunne høres enkeltvist, men det oplevedes alligevel som ét samlet lydbillede.
Det kan roligt siges, at stemningen var lagt efter åbningsnummeret. En lidt tung stemning, der dog hurtigt blev løftet igen. Der blev nemlig vekslet mellem både kortere og mere eksplosive sange, hvor gruppen næsten kunne minde om en psykedelisk udgave af Gasolin, hvilket specielt de danske tekster underbyggede. Der blev nemlig sunget på både dansk og engelsk undervejs. Det var en glimrende kombination, og specielt afvekslingen mellem længere, mere udstrakte sange og energiske, kortere numre fungerede. På den måde undgik man, at der gik syrerock-jamband i seancen. Man havde følelsen af, at gruppen kunne trække et nummer ud i det uendelige, hvis lysten meldte sig. Lorenzo Woodrose nævnte undervejs, at de ofte mistede overblikket over deres tidsforbrug, og pludseligt havde spillet i flere timer uden at opdage det. Sådan et udsagn vidner om en stærk dedikation til musikken. På den anden side kan man også få for meget af en god ting, og tanken om timelange jamsessions virkede i hvert fald afskrækkende på denne anmelder. Det blev dog heldigvis ikke aktuelt.
Inspirationskilderne er utallige og kan blandt andet findes hos den eksperimenterende side af garagerock-verdenen, f.eks. 13th Floor Elevators, men der var også genlyd af bands som Spacemen 3. Ikke fra samme æra, men disse bands eksperimenterende, flydende, langstrakte og komplekse lydbilleder bliver brugt som inspirationskilde.
Bandet formåede at holde flaget højt for den klassiske psykedeliske rockmusik, der trækker store veksler på 1960’erne. Heldigvis virkede sangene ikke anakronistiske eller som tomme stiløvelser. Man mærkede en nerve bagved.
