Murcof er ved at stave til sit navn. Han har udgivet album med navnene Martres, Utopia, Remembranza og Cosmos. På disse i alt fire album har han skabt sig et ret stort navn. Hans rigtige navn er Fernando Corona, og han stammer fra Mexico. I musikkens verden er han kendt for at komponere lydbilleder, der emmer af patos, men aldrig bliver for meget, aldrig for manipulerende, men altid forbliver minimalistiske og stringente. Specielt den glimrende Remembranza står som et højdepunkt i karrieren.
The Versailles Sessions er ikke et ’rigtigt’ Murcof-album og starter ikke med ”O”, som en logisk fortsættelse ellers ville kræve. Skabt til en koncert på Versailles-slottet skiller den sig ud fra hans andre udgivelser ved mindre brug af elektronisk frembragte lyde og flere rigtige instrumenter. Al musik er komponeret til og spillet på 1700-talsinstrumenter, deriblandt harpsichord, viola da gamba, fløjte og violin. Desuden benytter Murcof sig af en sopran, ikke som vokal, men som et ekstra instrument.
Numrene er meget lange, varierende fra fem til 12 minutter, og uden en egentlig struktur. Dette er selvfølgelig kendetegnende for denne slags elektroniske ambient-musik, men her virker det ekstra udtalt, da der ikke sker særlig meget i de lange lydflader.
”Spring in the Artificial Gardens” er et godt eksempel. Det ville være forkert at hævde, at der ikke forefindes en udvikling i nummeret, men denne udvikling er så subtil, at den ikke rigtig bliver bemærket. Murcof skaber et rum, som nummeret bevæger sig inden for, men det rum bliver ikke undersøgt til fulde. I kraft af at flere af de andre numre rummer flere ideer og mange melodier, så virker ”Spring in the Artificial Gardens” som en 12 minutter lang lydflade, der ikke bibringer noget til albummet. Det er kedeligt og lidt ligegyldigt.
Det er netop de mere idéfyldte numre, der fremstår som de bedste, og allerbedst bliver det på ”A Lesson for the Future, Farewell to the Old Ways”, som netop er dette: en klagesang over tabet af tidligere tider. Nummeret rummer både en nerve, som ikke findes andre steder på albummet, og det gåpåmod, som hele pladen savner. Med sin patos presser det på i dit sind, og henstiller dig i en på en gang sørgmodig (gode tider er tabte), men også håbefuld (men måske de kommer igen en dag) stemning. Nummeret får mig til at tænke på den amerikanske indiefilm ”Donnie Darko”, hvor netop tiden og skæbnen spiller en stor rolle.
Det er disse højdepunkter, det er værd at tage med fra The Versailles Sessions, men desværre er der ikke mange af dem. Hele den konceptuelle idé omhandlende Versailles-slottet står ikke stærkt, og de længere numre får lytteren til at glemme de bedre øjeblikke. Det er ærgerligt, for det skinner igennem, hvor dygtig en kunstner Murcof er. Derfor forekommer The Versailles Sessions som et studie i ikke-realiseret potentiale.
