Med Portugals nuværende placering i europæisk storpolitik kan det være svært at forestille sig, at landet faktisk har været en relativt stærk kolonimagt med afrikanske kolonier som Guinea Bissau, Mozambique og Angola. Storhedstiden sluttede dog brat i midten af 1970’erne, hvor de tre lande fik selvstændighed i hhv. 1973, 1975 og 1975 (hvilket dog var markant senere end mange af de andre afrikanske stater).
Selvstændigheden var dog ikke den billet til lykken, mange afrikanere havde håbet på, og fraregnet – til en vis grad – Angola, der lever relativt højt på sin olieproduktion, er hverken levestandard eller årlig BNP særlig høj i de nævnte lande – både Mozambique og Guinea Bissau rubriceres af Den Internationale Monetære Fond under heavily indebted poor countries.
Således er der ikke meget godt at melde fra det afrikanske kontinent, set i et globalt, økonomisk perspektiv, så lad os i stedet vende blikket mod det musiske: Verdensmusikken og dens fokus på tribale rytmer har nemlig – som Kim Elgaard Andersen skrev i sin oversigtsartikel om det forgangne 2008 – for alvor holdt sit indtog i den alternative rock, og portugisiske Gala Drops psykedeliske tribalfolkede univers er som taget ud af et township i et af de tre nævnte lande.
Fra første skæring kan lytteren læne sig tilbage i et univers, der med sine elektroniske strukturer og tribale inspiration ved første indtryk måske minder en smule om lounge, men viser sig at være så komplekst, at der bør bladres helt andre steder, hvis man skal sætte genrebetegnelser på. For kompleksitet er et nøgleord i tilfældet Gala Drop såvel som i tilfældet Afrika. Monotonien og det koncise arbejde i trommerne er nærmest krautrocket, de tribale elementer er kernen i lydbilledet, ligesom både dronestrukturer, synthesizer samt delay og reverb udnyttes uden ophold og skaber et helstøbt psykedelisk lydbillede.
De mange lydmæssige input gør, at Gala Drop nærmest bliver en tour de force i lyde og genrekombinationer, f.eks. er selv naturen taget med ind på “Dabum”, der indleder med noget, der minder om cikader, inden tribale trommer tager over sammen med synthstrukturer med kraftigt delay. Nummeret, der varer over 12 minutter, udfolder sig omkring lytteren med et hav af ornamenter og spidsfindige detaljer, f.eks. efter ca. syv minutter, hvor der støjes, som fløj der bombefly ind over hovedet på en.
To af albummets bedste numre er klart “Holy Heads” og “Parson”. På førstnævnte lyder Gala Drop næsten som en tilbagelænet udgave af Gang Gang Dance, bl.a. i kraft af kakafonien mod slutningen, mens de på “Parson” for alvor sætter gang tamtammerne og den krautrockede lyd, ligesom der også er et nærmest dadaistisk chantende kor, mens noget, der lyder som et keyboard, man kan få i BR – og som formodentlig er totalt udbrændt efter det her nummer – flagrer viltert i baggrunden. Det nærmer sig et musikalsk trip, er altopslugende og overmåde fantastisk.
Selvom Gala Drop en enkelt eller to gange læner sig en smule op ad en monotoniadvarsel, når tempoet forsvinder, og musikken bliver til down-tempo psykedelisk rock, så er meget undskyldt, når man kan levere et så flagrende mindblowing nummer som “Parson”. Netop det nummer understreger dels, hvornår Gala Drops tribalfolkede tilgang til psykedelisk rock fungerer allerbedst, dels at Afrika, trods kontinentets økonomiske marginalisering, har indflydelse musikalsk og med stolthed kan pege på det positive og velfungerende islæt, kontinentets tribale rytmer lige nu bidrager med i den alternative rocks lydbillede.
