The Great Depression er den historiske betegnelse for den verdensomspændende økonomiske nedtur, der ifølge de fleste historikere startede med aktiemarkedernes sammenbrud den 29. oktober 1929, også kaldet Sorte Tirsdag. Det var den største og vigtigste økonomiske depression i moderne tid”¦
Men så nåede vi til 2008, og i avisspalterne blev der igen varslet og hvisket om økonomisk nedtur på niveau med 1930’erne. Så nu kan nutiden, lige nu’et, 2009, og 1930’ernes økonomiske nedtur slås om, hvem der er værst. Det vil jeg ikke tage stilling til, kun sige, at The Great Depression på den måde er et navn i tidens ånd.
Men depressioner er jo ikke kun noget, der handler om penge og de internationale aktie- og bankmarkeder. Depressioner handler også om mennesker, og det er næppe mange, der i løbet af livet ikke har kunnet sige sig fri fra at tænke tanken, at de måske var ramt af en depression. Og det er ikke bare fikse ideer alt sammen. Netdoktor.dk forudsiger, at 500.000 danskere bliver ramt af en svær depression i løbet af deres liv. Men der også mildere former, og på en tilfældig dag vil mellem 100-200.000 danskere faktisk have en (mild) depression.
Det er bestemt ikke rar læsning. Og ligeså er The Great Depressions syvtommer-lp, Whatever You’re Building , ikke ligefrem det mest muntre selskab, man kan forestille sig. Alene den første sangtitel, “Molly Snowberry (and Her Morphine)”, siger meget om, hvilket miljø vi befinder os i; det er melankolsk, depressivt og apatisk, på mange måder er vi med andre ord i klassisk shoegazerterritorium.
De to første numre besidder begge de elementer, der gør det til fornuftig shoegazer – svævende guitarflader, en repetitiv basgang, der sætter rytmen, og trommesættet til at holde fast i formerne. På både “Molly Snowberry (and Her Morphine)” og “Drawn Out” er vokalen trukket i baggrunden og materialiserer sig hviskende. Men de to numre forbliver på sær vis ufarlige og derfor også nemt lidt kedelige, klassiske shoegazernumre – især “Drawn Out” læner sig meget kraftigt op ad kammerpop, og nummeret bliver næsten stillestående.
Så er der mere kant over lp’ens to sidste numre, hvor der under den langsomme, knitrende elektronik er en lurende intensitet, som måske, måske ikke, bryder løs lige om lidt. Jeg kan godt lide lyden på “Colliding”, der i sin kombination af akustisk guitar og noget, der lyder, som om man har sat strøm til et spinet og optaget lyden af en lp, der er kørt ud og nu summer på anlægget. Jeg forestiller mig en billedside til det nummer, hvor en lille pige, seks-syv år, står alene med en rød bold. Det er sommer. Hun kaster den op i luften og griber den igen. Kaster den op. Griber den igen. Kaster den op. Griber den igen. Legemliggørelse af ensomhed, når man kun har sig selv at lege med. Mod slutningen synges med intens, bevæget vokal: »Colliding into something that might have been,« og der afsluttes med ét ord: »Cruel«. Det er på mange måder rørende. Men ikke på en rar måde.
Lp’ens sidste nummer, titelnummeret, brillerer utvivlsomt med den mest deprimerende og trøstesløse tekst, jeg har hørt længe, men det interessante er, at den passer rigtig godt til mit humør, og det medvirker nok til, at den fremstår som pladens bedste. “Whatever You’re Building” indleder messende: »Aren’t they convenient / the voices that you hear / your ignorance is violent / your arrogance is fear,« inden pladen endelig tager bladet fra munden og eksploderer i kaskader af latent forfald: »Whatever you’re building / tear it down / you got nothing worth saving / let it burn to the ground.« Inden det hele falder til ro igen. Passivt aggressivt. Man ved, at det vil bryde løs igen. Man ved bare ikke hvornår.
Energien i “Whatever You’re Building” klæder virkelig The Great Depression, og det bliver faktisk kun bedre mod slutningen, hvor det virker, som om aggressiviteten og grimheden også rammer især violinen, der i baggrunden bliver flået og slået toner af, ligesom guitarerne til sidst ligger i samme energiske Placebo-agtige riff, inden nummeret afsluttes med en lang guitarakkord, der fades ud. “Whatever You’re Building” fremstår på den måde som en helt sublim afslutning på en lp med lidt for langt mellem snapsene.
