Christian Fennesz’ musik er på én gang kompleks og helt lige ud ad landevejen. Snart sagt hver en tone, hver en susen, hver en field recording på østrigerens femte album, Black Sea, er blevet vredet, rusket, strakt ud eller forvrænget på vejen gennem hans laptop eller det arsenal af guitarpedaler, han arbejder med. Resultatet er et ret så unikt lydbillede, hvor guitaranslag snarere lyder som en sværm af summende insekter eller fræsende symaskiner, og hvor det meste er svøbt i mere eller mindre højlydt statisk støj. Lige så kompliceret og krævende det lyder, lige så umiddelbart følelsesladet er Fennesz’ musik også. Der er melankoli, der taler til mellemgulvet, og skønhedssøgen, der får alt omkring én til at forsvinde.
Denne følsomhed gør det let at forstå, hvordan to ellers så forskellige musikere som Fennesz og Sparklehorse-frontmanden Mark Linkous kan arbejde sammen, som de gør på et fælles album, der udkommer til marts. Det skal dog ikke få nogen til at tro, at der er traditionel sangskrivning på Black Sea. Faktisk er det svært at tale om deciderede sange, for i modsætning til gennembruddet Endless Summer og 2004-albummet Venice udgør Fennesz’ seneste album i højere grad en helhed end en samling af enkeltstående kompositioner.
De første fire numre afsøger på forskellige måder mørke og sørgmodige stemninger. Her er støjen dundrende, brummende og metallisk, og helt symptomatisk for Fennesz’ grundighed er alle guitartoner i “Perfume for Winter” f.eks. knust i 1000 stykker og syet sammen igen til gnistrende minieksplosioner uden klang. Under den rå overflade aner man lyse synthflader eller – som i den yndefuldt knugende “The Colour of Three” – prepared piano, men de får aldrig for alvor plads.
Æstetikken er den samme på pladens anden halvdel, men her tager varmen og lyset mere over. I “Glide” skaber kombinationen af lavmælt, men hvæsende støj og en lys, monoton drone fra start et stort spænd i lydbilledet. Begge elementer bliver gradvist højere, så der opstår en kolossal fylde. Og dér – midt i, hvad der lyder som sirenesang optaget via mellembølgeradio – glider en varm, fåtonig og nærmest majestætisk basgang ind. I forvejen maser musikkens brusen og susen sig så meget på, at den omtrent antager fysisk form, og da bassen kommer til, opstår et af den slags øjeblikke, som vi alle sammen leder efter i musik: Øjeblikke, hvor man bogstaveligt talt sidder med åben mund, vidtåbne øjne og dunkende puls.
Afslutningsnummeret “The Saffron Revolution” har de samme betagende kvaliteter. Kalejdoskopisk changerende guitarer og lyse susende lydflader skubber blidt nummeret hen mod et klimaks, hvor man som i øvrigt helt ædru lytter får en kortvarig fornemmelse af vægtløshed. Alt er lyst, varmt og opadgående. Alt er opdrift.
“Glide” og “The Saffron Revolution” er ubestrideligt noget af det bedste, Fennesz har lavet, og i sig selv grund nok til at købe albummet. Netop fordi de når så fantastiske højder, er det en skam, at Black Sea også har visse ret svage passager. “Grey Scale” ville med sin ganske ligefremme guitarmelodi have passet bedre ind på Endless Summer, mens “Vacuum” bliver en kende klæg med sine fake strings-agtige synthflader. Det giver østrigerens musik en indtagende umiddelbarhed, at følsomheden er til stede hele tiden, men når den ikke får kontrast og modhager, er den langtfra så givende.
Dette lykkes heldigvis på langt hovedparten af Black Sea. Som sådan er der ikke meget nyt under solen eller i havet; Fennesz forfiner bare sit udtryk endnu en gang. Sagen er imidlertid den, at han er så umådeligt dygtig og har så særegen en lyd, at det er urimeligt at skrive “bare”.
